Prøv avisen

Sammenbragte familier oplever større konflikter i arvesager

Illustration: Morten Voigt

Arvestridigheder er generelt nogle særdeles vanskelige konflikter at løse, og især de nye familiestrukturer giver udfordringer. Det skyldes blandt andet, at sammenbragte familier ikke har den samme sammenhængskraft, mener eksperter

En mand med en formue på fire millioner kroner bliver gift med en kvinde, der har 800.000 kroner. De indgår et såkaldt formuefællesskab, hvilket i store træk betyder, at de har fællesøkonomi. Deres samlede formue er nu på 4,8 millioner kroner.

Han har tre børn fra et tidligere ægteskab, hun har et, og sammen har de et barn. Ægteparret kommer ud for en bilulykke, hvor manden øjeblikkeligt dør. På grund af deres formuefællesskab efterlader han halvdelen, 2,4 millioner kroner, af deres fælles formue, som hans efterladte børn og hustru skal arve. De får halvdelen hver, hvilket vil sige, at de fire børn får 1,2 millioner kroner til deling, og den efterladte hustru får det samme. Altså er hendes formue nu på 3,6 millioner kroner.

Dagen efter dør hun af sine kvæstelser. Hendes fælles barn med den afdøde mand arver halvdelen af hendes formue, 1,8 millioner kroner, og hendes barn fra et tidligere ægteskab arver det samme.

Det betyder altså, at mandens børn fra et tidligere ægteskab hver arvede 300.000 kroner, mens hustruens barn fra et tidligere ægteskab arvede 1,8 millioner kroner.

Børnene af den afdøde mand var bitre, frustrerede og ganske uforstående, for det var jo deres far, der til at begynde med havde alle pengene. Hvorfor skulle formuen så havne hos konens barn fra et tidligere ægteskab?

Denne situation skulle advokat Lone Brandenborg forsøge at navigere i, og det blev en strid affære. Det er et eksempel på, hvorfor arvestridigheder i sammenbragte familier er ganske hyppige og ofte vanskelige at løse.

Ifølge hende er der flere forhold, der gør, at sådanne arvesager ofte udvikler sig til konflikter. Manglende viden om arveloven er tit med til at gøre arvesager til nogle særdeles betændte fejder.

”Langt de fleste er slet ikke klar over, hvor tilfældigt arven fordeles, afhængigt af hvem der dør først. Der er en hel del arveretlige spørgsmål, der er meget vigtige at overveje, som ganske mange sammenbragte familier ikke har taget højde for. I de fleste tilfælde er det vigtigste at sikre hinanden som ægtefæller. Længstlevende skal kunne leve økonomisk uforandret, så de ikke også skal slås med økonomien, men det er ikke altid, de tænker på, hvordan pengene skal fordeles blandt børnene,” siger hun.

Og det er netop hos børnene, at de største konflikter findes. I langt de fleste tilfælde har ægteparret ikke gjort sig tanker om, hvordan arven skal fordeles blandt børnene, og det kan være problematisk.

”Det er jo ret tilfældigt, hvem der dør først, men det beløb, der kommer til udbetaling, kan være meget skævt, hvis ikke forældrene på forhånd har aftalt, hvordan det skal fordeles efter førsteafdøde og længstlevende,” siger hun.

En anden årsag til, at sammenbragte familier i højere grad end andre har vanskeligt ved at løse de konflikter, en arvesag kan føre med sig, er, at de ikke har den naturlige sammenhængskraft, som kernefamilier har.

Psykolog og mægler Søren Braskov har ofte forsøgt at redde trådene ud i komplicerede arvestridigheder, og han tror, at den manglende sammenhængskraft er en meget væsentlig årsag til, at sammenbragte familiemedlemmer går skævt af hinanden.

I kernefamilier er der ofte klart definerede værdier og en følelse af, at det er vigtigt, at dette ikke kommer til at splitte os ad. Konflikter skal løses på en ordentlig måde. Sådan er det ikke altid i sammenbragte familier, forklarer han.

”En ny mor eller far har ofte en ny måde at tænke og handle på. Familierne er mere adskilte, og det gør, at man ikke har det samme incitament for at holde sammen. Man tænker i højere grad på, hvordan man bedst muligt løser det her for en selv,” siger han.

Og når sammenhængskraften i familien ikke er naturlig, er der en større risiko for en konflikt.

”Jo mindre kontakt, man har til de konfliktende parter, jo mindre forståelse har man for, hvorfor den anden handler, som den gør. Og jo flere fantasier får man om, hvorfor de gør, som de gør – oftest nogle negative fantasier. Det medfører en naturlig konflikt-optrapning, for når de nu er så ligeglade med mig, kan jeg også lige så godt være ligeglad med dem. Og så sker der en eskalering, hvor man siger voldsommere ting og handler voldsommere,” siger han.

Årsagen til, at arvesager generelt kan skabe splid i familier, er ifølge Søren Braskov, at man har at gøre med døden, som følelsesmæssigt er vanskelig at håndtere for enhver. Samtidig er der intet, der kan ruske op i gamle, fastlåste familieroller som en sag, hvor man skal fordele værdier mellem søskende.

Hvor er jeg i familien? Er det den ældste, der er den mest betydningsfulde, der har kæmpet mest med forældrene, som skal have mest? Har den forkælede mindste krav på mere, blot fordi mor plejede at sige det?

”De roller, man har haft, blusser op igen, selvom ingen på papiret har mere myndighed end andre, medmindre andet er skrevet ind i testamentet. Og i så fald kan det løse det praktiske forhold, men det er langtfra sikkert, at konflikten bliver løst de efterladte imellem,” siger han.

Og blandt de efterladte er det ganske underordnet, om de er fuldvoksne mennesker, eller om de er vrede teenagere.

”Ved sådanne konflikter bliver alderen nulstillet. Gamle konflikter med den bedrevidende storesøster, den irriterende lillebror og det fornuftige midterbarn kan nemt blusse op,” siger han.

I arvesager kan det være vanskeligt at gøre alle tilfredse, men hvis blot ægteparret i tide gør det klart, hvem der skal arve hvad, er det langt nemmere at bevare et godt forhold blandt de efterladte, forklarer advokat Lone Brandenborg.

”Ofte er det faktisk ikke særlig meget, der skal til. Et par linjer i testamentet, der forklarer, hvorfor man fordeler, som man gør, kan gøre underværker for de efterladte og skabe en langt bedre forståelse. Hvis forældrene selv synes, det er svært, kan de være helt sikre på, at børnene synes, det er endnu sværere,” siger hun.