Prøv avisen

Samtale om døden samler folk

"Der ligger en kæmpe opgave i at få danskerne til at forholde sig til, at de er dødelige. Jeg tror, det sværeste ved at snakke om døden er, at du kommer i kontakt med, at du selv skal dø," siger Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Det Etiske Råd og Det Nationale Sorgcenter rejser i øjeblikket landet rundt med en foredragsrække om den tabuiserede samtale om døden. Kristeligt Dagblad var med, da der blev inviteret til debataften i Byens Hus i Roskilde med oplæg fra Ritt Bjerregaard

Under den buede lysekrone sidder mellem 60 og 80 mennesker. Rummets mørke farver og det varme lys er måske det, der får folk til at synke tilbage i de bløde sæder og løsne lidt op. Der strømmer en iskold luft ind gennem utætte vinduer og minder om, at vinterens sidste dag også er årets indtil videre koldeste. Alle har trodset kulden og søgt indenfor for at taleom døden. Ikke at døden varmer, men det tyder på, at den samler folk.

Klokken bliver 19, og direktør i Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt, præsenterer sig selv og arrangementet.

”Vi er ikke gode til at identificere og håndtere kompliceret sorg,” siger han.

Han håber, at de fremmødte bliver klogere på, hvordan man håndterer det tabu, der eksisterer omkring døden.

Det hele begynder med en film fra Det Etiske Råd. ”Samtale om livet” står der med fine, snirklede bogstaver på skærmen. For det at snakke om døden handler i bund og grund om at snakke om livet. Det er det, der er filmens budskab: Vi skal hengive os til livet. Leve når vi lever, dø når vi dør. Så enkelt er det i virkeligheden, og så enkelt bør det være at snakke om.

Skærmen går i sort, og så er det Ritt Bjerregaards tur til at tale. Ekspolitikeren snakker om sin mors død og sin egen kræftsygdom, som hun har levet med siden 2015. Den dag, hun sad på hospitalsgangen og fik sin dom, var der ingen tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre.

”Palliativ behandling, stod der i min journal. Jeg fik at vide, at jeg aldrig blev rask. For mig og min mand var der ingen tvivl om, at vi skulle snakke om det. Det hjælper, at det ikke er hemmeligt,” siger hun.

Det er det, der er vigtigt for hende at få andre til at forstå, og det er grunden til, at arrangementet overhovedet er til: Vi skal alle tale om døden, for det hedder ikke ”hvis”, men ”når” vi skal dø.

”Der er selvfølgelig en sorg ved at have en uhelbredelig sygdom. Men det har været afgørende for mig at snakke om tingene. I skal også tale om livet. I skal nyde livet. Find ud af, hvad I har lyst til,” siger Ritt Bjerregaard, der efter sit oplæg bliver klappet ud.

Der er pause. Aftenkaffen trækker, inden snakken skal gå om bordene. Preben Engelbrekt taler med Kristeligt Dagblad om arrangementerne. Han er glad for, at der er stor opbakning omkring dem. Men han pointerer samtidig, at de folk, der dukker op, mest er sundhedsfagligt personale og folk, der har eller har haft døden ind på livet.

”Noget af det, der er enormt vigtigt, er at få hr. og fru Danmark i tale også,” siger han og betragter de fremmødte.

”Der ligger en kæmpe opgave i at få danskerne til at forholde sig til, at de er dødelige. Jeg tror, det sværeste ved at snakke om døden er, at du kommer i kontakt med, at du selv skal dø. Det kan man slet ikke forholde sig til. Faktisk har vi fundet ud af, at ikke engang sundhedsprofessionelle, der er vant til at se folk dø, har forholdt sig til deres egen død. Det siger også noget om, hvorfor det er så svært for hr. og fru Danmark, som ikke har døden tæt ind på livet,” siger han.

Pausen er forbi. Folk samles om de opstillede borde, hvor de skal diskutere nogle allerede givne spørgsmål på nogle kort. ”Præsten i filmen siger, at naturligvis kan man ikke acceptere, at man skal herfra, hvis man elsker livet. Er du enig?”, står der på et af dem.

Preben Engelbrekt vil gerne have nogen til at dele deres pointer med alle. Folk tøver.

Ud over de mange sundhedsprofessionelle, der er mødt op, er her også pårørende eller folk, der selv kæmper med sygdom. Der er historier fra alle lejre: Sundhedsfaglige fortæller om deres udfordringer, pårørende deler deres frustrationer, og en kræftsyg mand udtrykker sin bekymring over den nært forestående samtale med sine børn.

En mand, der har en kræftsyg hustru, rejser sig. Både han og hans hustru har talt åbent om konens sygdom til deres familie.

”Det bliver nemmere, hvis man er ærlig,” siger han.

En mand med et stort smil på læben tager mod til sig. Smilet dækker over en usikkerhed, som han selv fortæller om:

”Jeg er meget dødsforskrækket. Hvordan starter jeg en samtale om døden?” spørger han den mand, der lige har snakket.

Svaret kommer prompte: ”Spring ud i det.”

Preben Engelbrekt griber mikrofonen igen og deler sin mening om et emne, der deler vandene: For hvor meget hensyn skal man tage til den døende, hvis man selv har brug for at snakke om døden for at få en afslutning?

”Man kan godt stille krav til den døende, for det er også dig, der skal sige farvel,” siger han.

”Der er ingen opskrift på, hvordan man snakker om døden. Men det er vigtigt, at vi tør være der,” siger han og takker alle for en meget lærerig aften.

Folk klapper og rejser sig, bevæger sig langsomt ud i den iskolde aften.

På bordene ligger samtalekortene spredt ud over bordene. På et af kortene står:

”Man skal ’være i det’, med glæde og med sorg, og raseriet, og med jublen over, at man alligevel fik set den første erantis. Man skal leve, indtil man dør.”