Sandhed er ikke altid nok i politik

I politik er det ikke nok at være sandfærdig, hvis man ikke har et flertal. Moderne politik bygger på en usandhed, skriver historiker Jes Fabricius Møller

Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.
Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige. Foto: jens Dresling/Polfoto.

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.

Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver.

Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om ”fortvivlelsens selvhjælp”.

Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D.G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er ”nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker”.

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at ”det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre.”

Det er et vilkår – ikke mindst i et demokrati - at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.