Prøv avisen
Informationssamfundet

Sandheden er blevet en truet art

”Det er en sårbarhed i demokratiet, at hvis man ikke føler sig set, hørt og repræsenteret, er man mere tilbøjelig til at lede efter alternative fortællinger om sandheden, som typisk handler om afmagt og om den lille mand, der bliver snydt af systemet,” siger David Budtz Pedersen, professor i forskningskommunikation ved Aalborg Universitet. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Mennesker er skabt til at tro på hinanden. Derfor egner vi os ikke til mængden af løgn i det 21. århundredes politik og internetdebat, fastslår forsker

I et psykologisk eksperiment på University of Bristol i Storbritannien fortalte forskerne en gruppe forsøgspersoner en nyhedshistorie om en gruppe ældre mennesker, der var forulykket i en bus på vej hjem fra bankospil. Lidt senere i forsøget blev oplysningen korrigeret til, at det ikke var ældre, men unge mennesker, der var i bussen.

Da historien var fortalt færdig og korrigeret, blev forsøgspersonerne interviewet. Spurgte forskerne direkte, om buspassagererne var ældre eller unge, svarede næsten alle, at de var unge. Men når forskerne bad om en forklaring på, at politiet havde haft svært ved at få buspassagerne hurtigt ud, gav mange forsøgspersoner det bud, at det var, fordi de var ældre mennesker.

Ifølge forskeren bag forsøget, den australskfødte professor i kognitiv psykologi Stephan Lewandowsky, illustrerer dette ét af det 21. århundredes store globale problemer: At misinformation er svær at slippe af med for vores hjerner, selv når den er blevet korrigeret, og selv når vi anerkender korrektionen som den nye sandhed.

”Sagen er, at mennesker gennem årtusinders evolution er skabt til at tro på andre, fordi mennesker har været afhængige af hinanden. Vi er vant til sandheden. Derfor er vores hjerner slet ikke rustet til, at politikere og internet-medier pludselig begynder at lyve i det omfang, vi ser i dag,” siger Stephan Lewandowsky, hvis forskning i ”The neural correlates of processing misinformation corrections” – altså hjernens arbejde med at korrigere misinformation – tidligere i år blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Neuroimage.

I sin forskning har Stephan Lewandowsky også undersøgt, om forsøgspersoner ændrer syn på bestemte politikere, hvis det bliver gjort klart, at disse er kommet med usande oplysninger.

For eksempel har den amerikanske præsident, Donald Trump, viderebragt en oplysning om, at vaccinationer skulle skabe øget risiko for autisme, selvom videnskaben for længst har afvist dette. Undersøgelsen viser imidlertid, at selvom forsøgspersonerne accepterer korrektionen, er deres tillid til Trump usvækket. Ligesom løgnen ubevidst bliver siddende i hjernen, gør tilliden til løgneren det altså også. Og i en tid, hvor alle kan viderebringe alverdens udokumenterede informationer via internettet, er dette medvirkende til, at såvel Lewandowsky som mange andre førende forskere på området anser sandheden for en udsat art i den brede offentlighed, selvom den i forskernes egne lukkede cirkler bliver stadigt mere omfangsrig.

”Vi får stadigt flere fakta, for eksempel om at vaccinationer er en god idé, og at klimaforandringerne er menneskeskabte. Men det ændrer ikke ved, at en stor del af den offentlige debat er baseret på rygter, sladder, propaganda og bevidste vildledninger,” siger han.

Men ifølge David Budtz Pedersen, professor i forskningskommunikation ved Aalborg Universitet, nytter det ikke bare at skælde ud på borgerne og politikerne. Hvis forskernes bud på sandhed mødes med skepsis af befolkningen, hænger det ofte sammen med, at forskningen lukker sig for meget om sig selv i stedet for at bringe sig i øjenhøjde med befolkningen.

”Det er en sårbarhed i demokratiet, at hvis man ikke føler sig set, hørt og repræsenteret, er man mere tilbøjelig til at lede efter alternative fortællinger om sandheden, som typisk handler om afmagt og om den lille mand, der bliver snydt af systemet,” siger David Budtz Pedersen, som konstaterer, at især USA har det problem, at politiske debatter om for eksempel klima ofte strander på uenigheder om, hvad der er kendsgerninger, så man aldrig når til at tale om løsninger.

Han har for nylig udgivet bogen ”Kollaboration – vejen til åben forskning”, som handler om, hvordan forskere ved at samarbejde kan befordre, at deres indsigter når bredere ud i samfundet. Det handler blandt andet om, at forskere forpligter sig til at fortælle om deres resultater i et sprog, der er til at forstå. Og at såvel forskere som politikere og embedsmænd bliver bedre til at skelne viden fra beslutninger og faktuel information fra subjektive visioner om det gode samfund:

”I demokratiet har vi indgået et kompromis. Alle kan ikke vide det hele. Derfor er det uddelegeret til vidensinstitutionerne at stå inde for sandheden på bestemte områder. Samfundet skylder at lytte, når denne sandhed fremlægges. Til gengæld skylder vidensinstitutionerne at informere uden at interferere.”

Mennesker er gennem årtusinders evolution skabt til at tro på andre, fordi mennesker har været afhængige af hinanden. Vi er vant til sandheden

Stephan Lewandowsky, professor i kognitiv psykologi