Sara Omar: Børnene er de ultimative ofre i kampen mod social kontrol

I et kvindekrisecenter mødes forfatter Sara Omar og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) for blandt andet at diskutere, hvordan man kan ”fjerne systemets berøringsangst” og sikre flere underretninger om børn med ikke-vestlig baggrund. I et andet lokale fortæller Samar om sin datters årelange mistrivsel

Dannerhuset er et krisecenter for voldramte kvinder, stiftet af Grevinde Danner - Kong Frederik VII’s hustru til venstre hånd. I stadssalen diskuterede blandt andet forfatter Sara Omar og minister Astrid Krag (S) i sidste uge, hvad samfundet kan stille op over for vold og social kontrol mod børn med ikke-vestlig baggrund.– Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Dannerhuset er et krisecenter for voldramte kvinder, stiftet af Grevinde Danner - Kong Frederik VII’s hustru til venstre hånd. I stadssalen diskuterede blandt andet forfatter Sara Omar og minister Astrid Krag (S) i sidste uge, hvad samfundet kan stille op over for vold og social kontrol mod børn med ikke-vestlig baggrund.– Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det er tidlig morgen, og Kristeligt Dagblads udsendte befinder sig på kvindekrisecentret Danner i København. Senere i eftermiddag kommer social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). Hun har inviteret sig selv på kaffe sammen med den prisvindende forfatter Sara Omar og repræsentanter for organisationen Danner, der bekæmper vold mod børn og kvinder.

På mødet skal de diskutere, hvordan samfundet kan blive bedre til at opspore mistrivsel blandt børn med ikke-vestlig baggrund og dermed sætte ind over for social kontrol og fysisk såvel som psykisk vold. De skal også diskutere, hvordan det kan være, at familier og bekendte til indvandrerbørn sjældnere end pårørende til børn af dansk oprindelse underretter om mistrivsel til de sociale myndigheder. Et besynderligt faktum taget i betragtning af, at daginstitutioner og fagpersoner i højere grad underretter om mistrivsel blandt netop indvandrerbørn sammenlignet med andre børn. Timingen for mødet er ikke tilfældig. Om kort tid præsenterer ministeren udspillet Børnene Først, der skal bane vejen for regeringens vision om at anbringe flere udsatte børn tidligere i deres liv. Underforstået – også børn med ikke-vestlig baggrund.

Foto: Johanne
Foto: Johanne

For i et tilstødende lokale i kvindekrisecentret sidder Samar. Hun er ikke minister, forfatter eller udklækket fra en højere læreanstalt. Hun er derimod en kvinde fra et udsat boligområde, der for nylig er flyttet i egen lejlighed, efter at hun og datteren i årevis har været udsat for social kontrol og psykisk vold fra den mand, hun i dag er ved at blive skilt fra. Af frygt for repressalier fra manden er Samar et opdigtet navn, og boligområdet, hun har boet i, hemmeligholdt. Datteren kalder vi Aya. Hun er 11 år.

Samar er oprindeligt fra Libanon, men blev familiesammenført og kom til Danmark for 12 år siden. Kort efter fødte hun Aya, parrets eneste barn. Ægteskabet var alt andet end lykkeligt. Samar oplevede ofte at blive nedgjort, og lønnen på cirka 12.000 kroner fra sit løntilskudsarbejde skulle hun hver måned aflevere til manden, hvorefter han som oftest gav hende 1000 kroner til at købe ind for. Samar protesterede, og skænderierne tog til i styrke og frekvens. Til sidst opgav de to enhver form for samvær og barrikaderede sig i hver deres ende af lejligheden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samar taler sagte. Hun er iført en marineblå hijab, så hendes ansigt er frit. Øjnene er våde. Hun siger, at hun føler skam. Særligt over for sin datter.

”For de urimelige krav blev også overført til Aya,” siger hun og forklarer, hvordan manden også blev tiltagende aggressiv over for datteren og forbød hende at omgås de andre børn og lave legeaftaler. Forbuddet gjorde, at Aya blev socialt isoleret fra folkeskoleklassens øvrige børn. Det hele kulminerede på en udflugt med skolen, hvor Aya var utrøstelig. Hun græd og sagde, at hendes far slog hende, hvorefter læreren hev fat i Samar.

”Jeg forklarede hende, at min mand ikke var voldelig på den måde, men at han er meget streng, og at Aya levede under nogle virkelig strenge regler, hvor hun blandt andet ikke måtte lege med andre børn. Jeg sagde også, at jeg følte mig magtesløs.”

Læreren forklarede, ifølge Samar, at hun måtte tale med sin mand om problemet. ”Et barn skal have legeaftaler,” lød det formanende, men ellers blev der ikke foretaget yderligere. Samar sukker.

”Jeg ville ønske, at læreren havde reageret i stedet for at lægge presset over på mig. Måske ved at have indkaldt min mand til et møde og forklaret ham, at det, han gjorde, var forkert. Hun sagde, at ’hun ikke kunne gøre noget’. Hun vendte det blinde øje til, og situationen blev kun værre den næste tid,” siger moderen.

Hvorfor forlod du ikke din mand, så du kunne hjælpe din datter?

”Fordi jeg var bange for at miste min datter. Jeg er familiesammenført, og jeg havde fået at vide, at jeg kunne miste mit ophold. Og det var jo også min mand, der havde pengene.”

Omgivet af marmorsøjler i Dannerhusets stadssal sætter social- og indenrigsminister Astrid Krag, forfatter Sara Omar og repræsentanterne fra Danner sig til rette. De har en time til at diskutere, hvordan samfundet – lærere, pædagoger, sagsbehandlere, kommunen et cetera – skal handle i situationer, hvor børn med ikke-vestlig baggrund mistrives og udsættes for negativ social kontrol, som tilfældet var for Samars datter, Aya.

Ministeren uddyber, hvorfor hun har inviteret sig selv på kaffe.

”Vi kan se på to nye analyser, at der eksisterer en etnisk slagside, når det kommer til udsatte børn. Vi kan se, at fagfolk oftere underretter om disse børn, men at familier og naboer sjældnere gør det. Vi kan se, at færre bliver anbragt som følge af underretningerne sammenlignet med børn af dansk oprindelse. Det lader til, at der eksisterer en berøringsangst,” indleder Astrid Krag og fastslår, at ”det her ikke handler om, at børn nødvendigvis skal anbringes første gang, der kommer underretninger. Det kan være femte gang”.

Samira Damiri, socialrådgiver ved Danner, tager ordet. Hun vedkender, at der eksisterer en form for berøringsangst, men understreger, at problemet også er sprogbarrierer og manglende tillid til systemet blandt indvandrere.

”Ud fra mine oplevelser,” siger hun: ”så besidder disse kvinder en manglende forståelse for systemet, hvorfor de ikke tør bede om hjælp. De er simpelthen bange for at miste deres børn og deres opholdsgrundlag, hvis de fortæller om problemerne i familien til myndighederne. Kvinderne vælger at lyve eller tie stille, fordi de ikke kender deres og børnenes rettigheder,” siger hun.

Sara Omar fortsætter. Hun har skrevet bøgerne ”Dødevaskeren” og ”Skyggedanseren”, der skildrer vold og undertrykkelse i dele af den mandsdominerede mellemøstlige verden.

”Vi forsømmer stadig børn i de her miljøer. Nogle af børnene tror fortsat, at det er okay at give lussinger, og inden de går i skole, tager forældrene fat i dem og siger: ’Hvis du siger noget til nogen, så ser du ikke dine forældre igen’. Børnene er de ultimative ofre,” siger hun.

Forfatteren er ikke i tvivl: Hvis man vil problemerne med negativ social kontrol og vold i indvandremiljøer til livs, kræver det ikke småjusteringer. Det forudsætter ”en systemændring”.

”Men hvordan bliver vi overhovedet opmærksom på mistrivslen,” spørger ministeren og nævner igen, at der ikke kommer underretninger fra pårørende og bekendte og ”ej heller fra de muslimske friskoler”. Der er flere spørgsmål end svar, lader hun forstå:

”Hvordan empower’er vi børnene (lære dem at tage ansvar for eget liv, red.)? Hvordan sørger vi for, at de forstår deres rettigheder? Tror I da ikke, at man kan få nærmiljøet til at underrette,” spørger Astrid Krag.

”Nej,” svarer socialrådgiveren Samira Damiri:

”Ikke så længe, man ikke stoler på, at systemet vil én det bedste. Det her kræver oplysning.”

Sara Omar supplerer:

”Jeg kender til en sag, hvor naboen faktisk sendte en underretning om mistrivsel. Det endte med, at naboen måtte flygte, fordi sagsbehandleren fortalte familien, at de stod bag. Læg mærke til, at jeg siger flygte – ikke flytte.”

Astrid Krag lyder opgivende:

”Men hvad hjælper oplysning så, hvis det er farligt at underrette?”

”Oplysning virker. Svigtet her bestod i, at systemet valgte at opgive navnet på naboen uden at tænke over konsekvenserne,” svarer Sara Omar.

Alle ved mødet er enige om, at en time går hurtigt. Astrid Krag opsummerer. Hun kalder mødet for ”det modsatte af berøringsangst” og lyder, som en minister, der om ganske kort tid præsenterer et politisk udspil, som skal ”stå på børnenes side” og ”fjerne fløjlshandsken” over for forældre, som hun og statsministeren tidligere har bebudet.

”Vi må ikke vende det blinde øje til. Børn er sagesløse, så vi skal turde handle,” siger hun.

Der skulle gå næsten fire år fra Samars samtale med læreren om datteren Ayas mistrivsel, før moderen ad omveje kom i kontakt med en af Danners socialrådgivere og lykkedes med at søge om skilsmisse. Hun siger, at datterens mange år uden social kontakt til venner har gået ud over hendes selvværd, sociale færdigheder og faglighed.

”Jeg ville ønske, vi var flyttet tidligere, så jeg kunne have repareret min datter. Aya har det svært, men jeg håber, at hun med friheden i vores nye hjem får venner og en uddannelse og lærer at leve et selvstændigt liv,” siger Samar.

Regeringen lægger op til, at flere børn i mistrivsel bør anbringes i pleje. Måske ville det have været bedre for din datter ikke at bo ved jer de seneste år?

”Det synes jeg ikke. Jeg tror, det ville gøre mit barn mere forvirret. Anbringelse er ikke nogen løsning, for det skaber rodløshed. Måske havde det været bedre, hvis skolen havde kaldt min mand til samtale og fortalt ham, at Aya skal have lov til at lege med andre børn,” siger Samar.