Sara Omar: ”Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet?”

Hvorfor så vi ikke tusinder af unge i gaderne efter det patriarkalske æresdrab på en herboende kvinde, der sukkede efter frihed i Danmark? Forfatter Sara Omar er vred over den samfundspassivitet, hun oplever i kølvandet på Huda-sagen

”Jeg har viet mit liv til at repræsentere de tavse stemmer, og Huda er denne stemme. Hun er en af de kvinder, som jeg i detaljer har beskrevet i mine bøger,” siger forfatter Sara Omar til Kristeligt Dagblad i kølvandet på Huda-sagen.
”Jeg har viet mit liv til at repræsentere de tavse stemmer, og Huda er denne stemme. Hun er en af de kvinder, som jeg i detaljer har beskrevet i mine bøger,” siger forfatter Sara Omar til Kristeligt Dagblad i kølvandet på Huda-sagen. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad har i en artikelserie oprullet historien om den syriske flygtning Huda Ali Ahmads liv og død for at finde svar på, hvorfor hun skulle bøde for sin nyvundne frihed. Læs hele historien her.

Det første, Sara Omar gør, er at betone, at hun ikke udtaler sig om hvad som helst.

”Jeg er ikke debattør,” siger hun og forklarer, at hun har valgt at stille op til dette interview, fordi hun ved noget om emnet. Og fordi drabet på Huda Ali Ahmad og hendes otteårige søn har berørt hende dybt.

”Jeg har viet mit liv til at repræsentere de tavse stemmer, og Huda er denne stemme. Hun er en af de kvinder, som jeg i detaljer har beskrevet i mine bøger,” siger hun.

Bøgerne, som Sara Omar refererer til, er hendes debutroman ”Dødevaskeren” fra 2017 og opfølgeren ”Skyggedanseren” fra sidste år. I begge beskriver hun blandt andet det kvindesyn, der dominerer i dele af den mellemøstlige verden.

Et syn, hvor kvinder er andenrangsborgere og potentielle ofre for social kontrol og æresrelateret vold. Men også et kvindesyn, som flygtninge og migranter risikerer at tage med sig til eksempelvis Danmark, hvor hovedpersonen i Dødevaskeren, Frmesk, ligger indlagt, uden at læseren ved hvorfor.

”Huda minder mig om Darya fra Dødevaskeren, den lægestuderende på Skejby Sygehus, der møder Frmesk, og som stille og roligt sætter ord på de ting, hun bliver udsat for derhjemme. Hun fortæller om social kontrol, om overvågning og et muligt tvangsægteskab til en grandfætter. Huda kunne være denne karakter, for hun er netop kvinden, der ville stå ved sig selv, som insisterede på at tage en uddannelse og være et menneske som alle andre. I bund og grund bad Huda aldrig om mere,” siger Sara Omar.

I en artikelserie har Kristeligt Dagblad fortalt historien om den 26-årige herboende syriske flygtning, Huda Ali Ahmad, der var en vellidt borger i Langeskov på Fyn. Her boede hun med sine tre børn, indtil hun i februar blev lokket til Syrien, hvor hendes 25 år ældre mand og børnenes far slog hende og deres otteårige søn ihjel.

Den ægteskabelige relation var ukendt for de danske myndigheder – i de knap fem år, som Huda Ali Ahmad tilbragte i Danmark, fastholdt hun, at manden var hendes svoger. I serien har avisen stillet spørgsmålet ”hvorfor skulle Huda Ali Ahmad dø?”. Sara Omar virker ikke til at være i tvivl.

”Huda ville være fri. Hun valgte at gå sine egne veje, hun fulgte sine børn i børnehave og til fritidsaktiviteter og fik et socialt netværk. Hun blev en stærk kvinde, men en stærk kvinde inden for den kultur, jeg også selv kommer fra, er altid en trussel. For mig handler Hudas død om magt. Den handler om, at manden har følt, at hun overtog den rolle, han ifølge kulturen, religionen og normen, burde indtage. Hudas selvstændighed gjorde manden overflødig, og til sidst var hun blevet en så stor trussel for ham og hans omdømme, at hun skulle elimineres.”

Kan du forsøge at gøre os klogere på denne mands karakter?

”Ud fra jeres beskrivelser ser jeg en mand, der er fundamentalistisk religiøs, i og med at han tillader sig at have to koner. Han er familiens overhoved, og han føler, at han er mere værd end kvinden. Og den følelse er med til at legitimere, at det er i orden at tage Hudas liv. Ud fra afhøringsrapporterne kan vi se, at han ikke angrer, fordi han mener, drabet er et spørgsmål om ære. Så snart det bliver betegnet som dette, ved han, at han vil blive hyldet som en helt. Han er en svag mand, som desperat forsøger at fremstå stærk.”

Huda Ali Ahmad levede et dobbeltliv. På den ene side var hun mønstereksemplet på en velintegreret flygtning, der tog ansvar for sit eget liv og engagerede sig i børnenes. På den anden side tog hun del i en alvorlig hemmelighed om socialt bedrageri.

Sara Omar, hvad fortæller det dig om Hudas tilværelse i Danmark, at hun har haft disse to sider?

”Hvis vi skal lære noget af det, der er sket, så må vi erkende, at hun også var en del af problemet. For hvis hun havde fortalt sine veninder eller myndighederne omkring hende, at manden i virkeligheden var hendes mand, så var det aldrig kommet så vidt. Hvis Huda en dag havde truffet en beslutning om at fortælle sandheden, så havde samfundet hjulpet hende. Men Huda forblev tavs.”

Hvorfor tror du?

”I den del af verden er det ikke unormalt, at kvinderne bærer på hemmeligheder. De vokser simpelthen op med at skulle vogte det hemmelige. De skal adlyde, og de må ikke afsløre, hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge. Og jeg tænker, at frygten for sit eget og børnenes liv må have været en del af årsagen til denne blodige tavshed.”

Nogle vil formentligt mene, at det danske system ikke har været gode nok til at skabe tillid, så Huda turde stå frem?

”Jeg synes ikke alene, vi kan pålægge systemet det ansvar. Der findes også et personligt ansvar og ikke mindst et ansvar i den nære omgangskreds. Vi ved, at veninderne har undret sig over relationen til manden, men hvorfor har de ikke insistereret på at få sandheden at vide? Det lykkedes Huda at integrere sig, men det lykkedes hende aldrig at skabe sig et rum, hvor hun kunne føle sig tryg – og hvis ansvar er det? Langt hen ad vejen har Huda været alene, og de manglende konfrontationer viser et grundlæggende problem.”

Huda Ali Ahmads skæbne nåede hurtigt Christiansborg, og regeringen og flere partier har bebudet lovændringer på baggrund af sagen. Samtidig fastslog udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i et interview med Kristeligt Dagblad, at regeringen senere i år vil præsentere et udspil, der skal bekæmpe negativ social kontrol i indvandrermiljøer. Dengang sagde ministeren, at han håber, drabet på Huda Ali Ahmad kan animere til en ny kvinderettighedsbevægelse, som vi så det i 1970’erne.

Det håb deler Sara Omar, men hun er ikke umiddelbart optimist:

”Det er den samme diskussion, som blev startet efter mine bøger. Jeg spørger mig selv: Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet? Denne sag handler også om samfundspassivitet, hvor vi trækker på skuldrene og siger, ’nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’. Så længe dette er vores tankegang, så forstår jeg ikke, hvad det er for en kvindekamp, som ministeren ser for sig”.

Du lyder opgivende – ser du intet håb for forandring?

”Tværtimod. Jeg mener bare, at kampen er en anden. Der foregår en stille revolution for både unge kvinder og mænd. Det kan jeg se på alle de henvendelser, jeg får. Problemet er, at disse personer ikke tør stå frem og sætte ord på deres oplevelser, for de er bange for at blive udskammet, straffet og blive kaldt skældsord. Der mangler altså solidaritet og sammenhold i miljøerne, hvis vi for alvor skal gøre noget ved social kontrol,” siger Sara Omar.

Efter måneders tavshed anerkendte Udenrigsministeriet i forrige uge drabet på Huda Ali Ahmad og hendes søn. Det officielle stempel er afgørende for spørgsmålet om, hvad der skal ske med kvindens fireårige tvillinger, der er født og opvokset i Danmark, men som befinder sig i Syrien.

Kristeligt Dagblad har fundet frem til tvillingerne, som befinder sig nær landsbyen Al-Shaddadah i det nordøstlige Syrien. Ifølge deres tante og morbror har de det efter omstændighederne godt. De er i sikkerhed for nu, men familien er fattig, og tanten frygter, at Hussein Abbas’ familie får held til at sikre sig forældremyndigheden.

Sara Omar mener, at de danske myndigheder bør gøre alt, hvad der står i deres magt for at komme i kontakt med Huda Ali Ahmads familie.

”Vi har brug for at kende deres situation, for først derefter kan vi tage en debat på et højere niveau og diskutere, hvad vi som samfund kan og bør gøre,” siger hun.

De har ingen familie herhjemme. Hvorfor har vi et ansvar?

”Lige nu er de rigtignok et sted, der dufter af deres mor, men vi må ikke glemme, at Danmark dufter af deres hjem. Det er forkert, når nogle påstår, at de ikke har pårørende herhjemme. I mine øjne er Danmark deres hjem. De er født og opvokset her. Det er her, de har venner, en pædagog og en praktiserende læge. Derfor er vi alle sammen i familie med Hudas tvillinger, og derfor kan vi ikke tillade os at overlade dem til deres egne skæbner. Det kan vi altså ikke.” siger Sara Omar.

Kristeligt Dagblad har i en artikelserie oprullet historien om den syriske flygtning Huda Ali Ahmads liv og død for at finde svar på, hvorfor hun skulle bøde for sin nyvundne frihed. Læs hele historien her.