Hun er forfatter, så hun tror på ordets magt. Hun har oplevet, hvordan kvinder fra minoritetsmiljøet i hundredvis har skrevet til hende med et ”tak” og en beretning om, hvordan de har oplevet at være vokset op i et kvindeundertrykkende miljø præget af religiøs social kontrol.
Og det kender Sara Omar bedre til end de fleste. Den 31-årige kurdisk-danske romanforfatter fik i efteråret udgivet sin romandebut ”Dødevaskeren”, en roman inspireret af virkeligheden, der ærligt beskrev voldelige og undertrykkende forhold i et muslimsk miljø.
Med bogen fulgte også et opråb fra Sara Omar, der kaldte på en reformation af islam. For længe har mænd undertrykt kvinder, ligesom kvinder har undertrykt andre kvinder og børn. ”Dødevaskeren” var altså ikke blot hendes romandebut, men også et kampskrift, sagde hun.
Det var i slutningen af november. Knap fire måneder senere er religiøs social kontrol og muslimsk undertrykkelse stadig et fuldkommen uundgåeligt tema i den offentlige debat, ligesom det i øvrigt har været i de seneste år.
Det foreslåede burkaforbud og særligt regeringens ghetto-udspil, som blev lanceret i marts, har kastet lys over problemerne i muslimske parallelsamfund. På den baggrund har Kristeligt Dagblad sat Sara Omar stævne: Kan ghetto-aftalen, burkaforbud og den stadig hårdere kurs i udlændingepolitikken ændre tingenes tilstand i indvandrermiljøet?
”Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg vil forkaste alt det, politikerne er kommet med. Men jeg tror først og fremmest på ordets magt. Hvis vi skal løse problemerne, er vi nødt til at tale med imamerne og bandemedlemmerne og få dem til at forstå vores kultur. Vi skal tale med imamerne med respekt, for de er nøglen til de muslimske miljøer. Hvis vi kan få dem til at blive ambassadører – også dem, der er langt ude – er vi nået langt. Når vi kommer med den ene stramning efter den anden, er vi med til at dæmonisere muslimer, men også os selv, fordi vi giver dem et forkert billede af, hvem vi er som samfund,” siger Sara Omar.
Hun er på den ene side vældig kritisk i forhold til den patriarkalske og konservative kultur, som en del muslimske familier lever under, men samtidig mener hun, at også Christiansborg-politikere, jobcentre og kommunale sagsbehandlere har forsømt at forstå, imødekomme og italesætte problemerne på en ordentlig måde. Det er der mere end nogensinde brug for, mener Sara Omar.
”Systemet har latterliggjort folk, hånet dem. Den muslimske identitet er den mest udsatte, man vil ikke forstå dem og glemmer alle de velintegrerede mennesker inden for det muslimske miljø. Jeg synes, at vi mangler at vende problemerne på en helt andet måde, hvor vi ordentligt kommunikerer med folk og inddrager nøglepersonerne. Det er imamerne, der sidder med magten, når en kvinde skal skilles eller er udsat for vold. Får vi imamerne med, kan vi skabe kolossale forandringer,” siger Sara Omar.
Men de her problemer er jo ikke nye, og vi laver jo ikke meget andet end at tale om dem. Tror du virkelig, at det vil løse noget, hvis vi blot taler mere om parallelsamfund?
”Ja, det tror jeg. Ord kan skabe krig, men også løse krig. Og lige nu oplever jeg, at der er en form for krig mellem parallelsamfundene og det danske samfund i øvrigt. Den krig har begge samfund været med til at skabe. Parallelsamfundene føler sig stødt og misforstået, og at det danske samfund tager en hel masse fra dem.”
Hvilket ansvar er det så, at familierne i parallelsamfundene har?
”Familierne skal også været mere åbne for at lytte og tage imod de tilbud, der kommer. Det er ikke alt, hvad der kommer fra det danske samfund, som er skidt. Mændene skal for eksempel været mere åbne for at give deres døtre, hustruer og kusiner lov til at være sig selv. De muslimske mænd skal være bedre til at forstå, at en kvinde er født på lige fod med en mand. Sådan er det, og det kan der ikke ændres på, uanset om det står i Koranen eller ej,” siger Sara Omar.
Det er ingen hemmelighed, at Koranen og islam er et betændt emne. Det vidste Sara Omar også godt, da hun skrev ”Dødevaskeren,” men godt en måneds tid efter, bogen udkom, følte hun sig alligevel nødsaget til at korrigere det, hun oplevede som en misforståelse. I en video på Facebook fortalte hun, at hun var ”nødt til at tage afstand fra de fremmedfjendske kræfter, som forsøger at tage min roman og mine udtalelser som gidsel.”
Hun oplevede, at hun og ”Dødevaskeren” var blevet ”ammunition i kampen mod islam.” Hun betegner sig selv som ”muslimsk agnostiker” og fortæller, at hun holder meget af islam. I hvert fald den ”lyse” side af den: Den spirituelle del af islam, sufismen.
”Den har fokus på alt det gode, og hvor godt mennesket kan være. Men samtidig har vi alt for længe været berøringsangste i forhold til de kvindeundertrykkende sider i islam. Og derfor mener jeg stadig, at min religion, islam, har brug for en gentænkning, en reformation. Koranen må på intet tidspunkt være højere stillet end mennesket selv, og det har nogle muslimer ikke forstået. De er bange for at blive oplyst, bange for forandringer. Og i dag ser man, hvordan muslimer i Vesten er mere konservative end i Mellemøsten: Fordi religion giver dem magt. Især mændene, som bruger religion til at fortælle, at de er familiens overhoved og dermed er berettiget til at gøre, hvad de vil. Den forestilling er med til at forstærke patriarkatet og at udslette kvindens identitet,” siger Sara Omar.
Og det er altså blandt andet her, at Sara Omar efterlyser samtalen, og at der stilles krav til de muslimske familier. Hvorfor forlanger myndighederne ikke, at skolebørn fra minoritetsmiljøerne deltager i lejrture, og hvorfor tager sagsbehandlerne ikke den svære, men nødvendige snak om værdien af menneskerettigheder, når de taler med forældrene,” spørger Sara Omar:
”Det handler om en dannelsesrejse for de muslimske forældre. Vi skal tage fat ved roden, men på en værdig, forstående og respektfuld måde. Og tonen er vigtig, for ellers risikerer vi, at forældrene krampagtigt holder fast i deres urokkelige tilgang til religion og kultur,” siger Sara Omar.