Beskæftigelses- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er efterhånden ved at fortrænge Pia Kjærsgaard, tidligere formand for Dansk Folkeparti og nuværende formand for Folketinget, fra tronen som danske avistegneres yndlingsoffer.
Alene i denne uge har Støjberg først i Berlingske kunnet se sig portrætteret som sadomasochistisk dominatrix, der strammer dansk udlændingepolitik om en sagesløs flygtning, mens hun i dagbladet Politiken i går med stikkende øjne tændte lysene på et juletræ, der fungerede som galge for en opklynget flygtning.
For meget af det gode? Ja, lyder det fra flere på de sociale medier. En af dem er tv- og radiovært på DR og Radio24syv, Anne Sophia Hermansen, der også blogger for Berlingske. Begge tegninger er ”langt ude”, siger hun til Kristeligt Dagblad.
”Der er en tendens i medierne i det hele taget til, at personer og politik blandes sammen på en uheldig måde. Så hedder avisoverskrifterne om udlændingepolitikken 'Støjbergs stramninger' i stedet for 'regeringens stramninger'. Det er ikke bare ministeren, men personen Inger Støjberg, der rammes,” siger Anne Sophia Hermansen.
Hun ser, hvordan tegningerne bliver en del af et større personfikseret had, ikke mindst på Facebook.
”Pludselig kan man se ellers tolerante mennesker, som gerne vil have en pæn tone, synes, at det er helt i orden at dæmonisere Inger Støjberg som 'hjerteløs' og 'ond' og 'ubegavet'. Satire er kendetegnet ved at være sjov, og det her med døde mennesker, der hænger fra juletræet, er så groft og larmende, at jeg ikke kan se det som en kommentar til hendes politik. Altså, afføder hendes politik selvmord?”.
Tegneren bag Politikens satiretegning, Anne-Marie Steen Petersen, afviser kritikken. Hun mener tværtimod, at hun gør opmærksom på forbindelsen mellem magtudøvelsen og dens menneskelige konsekvenser.
”Men Inger Støjberg har en ministerkasket på, og det er den og regeringen, der bliver angrebet her. Ikke hendes person. Jeg kender hende overhovedet ikke, og hun er sikkert enormt sød, men den politik, hun fører, er hjerteløs, fordi den har nogle alvorlige menneskelige konsekvenser, fordi flygtningene må blive i usikkerhed og livsfare, når vi afviser dem. Samtidig bidrager den førte politik overhovedet ikke til at løse den flygtningekrise, vi står i. Det er jeg forarget over.”
Og det kan man godt afkode af din tegning?
”Det ved jeg ikke, men det er sådan, det er. Jeg er sikker på, at det ikke er særlig spændende eller sjovt at blive udsat for politisk satire, og hvis det ikke er sjovt for Inger Støjberg her, så er det, fordi emnet er så alvorligt, som det er. Og så stopper debatten om regeringens udlændingepolitik ikke med min tegning. Jeg prøver netop at provokere til mere debat.”
Anne-Marie Steen Petersen mener heller ikke, at dansk avissatire er blevet grovere de seneste år. ”Faktisk tværtimod,” siger hun.
Det får hun opbakning i fra Dennis Meyhoff Brink, ph.d. og ekstern lektor på Københavns Universitet, der netop forsker i satirens kulturhistorie.
”Ser man ud over de seneste 200 års historie for politisk satire, kan man ikke sige, at vi er grovere end førhen. Man kan snarere sige, at vi i Danmark har været mildere end de andre europæiske lande. Satiremagasiner som franske Charlie Hebdo eller tyske Titanic er langt grovere og får også jævnligt retssager på halsen,” forklarer Meyhoff Brink.
”Satire - og det gælder både religionssatire og politisk satire - handler om at kritisere og udstille autoriteter, der har et ansigt og et navn, og som træffer vigtige beslutninger, der angår en masse mennesker. Beslutninger, som ofte vækker vrede, da de går ud over nogle. Og netop vreden og forargelsen er satirens brændstof. Hvis der er en forskel mellem politisk satire i dag og for 50 år siden, er det især, at vi i dag er mere seksuelt eksplicitte. Vi har mere nøgenhed i satiren i dag. Men før kunne man være mindst lige så grov og for eksempel antyde, at andre var morderiske, griske eller drak små børns blod.”