Prøv avisen

Saudi-Arabien støtter danske konvertitters rejse til Mekka

Saudi-Arabiske NGO'er inviterer danskere, der konverterer til islam, på pilgrimsfærd til den hellige by Mekka. Foto: AMR ABDALLAH DALSH Denmark

Mellemøstens store diktatur inviterer hvert år nyomvendte danske muslimer på pilgrimsfærd

Pilgrimsrejsen til Mekka er et af livets højdepunkter for troende muslimer. Rejsen til de hellige steder i Mekka og Medina er kostbar, og rejseudgifterne kan let løbe op i mellem 50.000 og 70.000 kroner. Men hvert år får en håndfuld danske konvertitter sammen med et par hundrede konvertitter fra blandt andet USA, Europa og Kina mulighed for at deltage i pilgrimsfærden til Mekka takket være midler fra organisationer som Muslim World League eller den saudiske forening Association of New Muslims begge ngoer med tætte bånd til det saudiarabiske regime.

LÆS OGSÅ: I teltet ved Arafat-bjerget mødte jeg virkelig Allah

Det er en måde at byde nye muslimer velkommen på og en særlig status. Det er ikke så meget den økonomiske håndsrækning, der betyder noget, som den gestus, det er at blive inviteret til Mekka som ny muslim, forklarer talskvinde for Islamisk Trossamfund Bettina Meisner. Hun henviser til, at støtten til pilgrimsfærden i de fleste tilfælde kun gives én gang.

Imam Abdul Wahid Pedersen afviser, at en saudisk støtte til pilgrimsfærden er ensbetydende med en blåstempling af det saudiarabiske regime, der er kendt for sin strenge adskillelse af mænd og kvinder og et straffesystem, der indebærer håndsafhugning for tyveri.

Der er tale om, at muslimer modtager hjælp til en rejse, og ikke, at de tager stilling til regimet, siger Abdul Wahid Pedersen.

Ifølge Søren Hove, der er mellemøstforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er donationerne til danske muslimer ikke kun udtryk for generøsitet. Siden den i dag afdøde kong Faisal kom til magten i 1960erne, har Saudi-Arabien bevidst støttet muslimer og konvertitter rundt om i verden for at profilere styret politisk både på hjemmefronten og internationalt.

LÆS OGSÅ: Allahs danske tilhængere: Fra Dansk Folkeparti til islam

Hele pilgrimsfærden bliver brugt til at vise, at Saudi-Arabien er kustode for to af de helligste steder i islam. Det saudiske styre opnår meget goodwill, fordi muslimer forbinder pilgrimsfærden med noget positivt, forklarer Søren Hove.

Mellemøstkenderen Naser Khader, der er vært på programmet Arabiske Stemmer på DR P1 og desuden arbejder for den amerikanske tænketank Hudson Institute, finder det betænkeligt, at danske muslimer inviteres til Saudi-Arabien af ngoer, der repræsenterer en af de mest intolerante former for islam.

Vi har religionsfrihed, og jeg har ikke noget imod, at danskere konverterer til islam. Men de saudiarabiske ngoer repræsenterer en streng wahabisme. Denne retning har fremgang globalt og står bag hjælpearbejde og opførelse af moskéer i Afrika og i Bosnien. Det er problematisk, at nogle danske konvertitter bliver støttet af disse kræfter. Men der er ikke meget, vi kan gøre ved det, siger Naser Khader.

LÆS OGSÅ: Flere unge danskere lever efter Koranen

Religionsforsker Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder har undersøgt saudiske humanitære organisationer, og hun vurderer, at den saudiske støtte til konvertitter falder mere moderate muslimer for brystet.

Hvis man er muslim og går ind for en mere moderat tolkning af islam, kan man godt være bekymret for, om Saudi-Arabien via støtten til pilgrimsfærden også får indflydelse på, hvordan islam skal fortolkes, lyder det fra Marie Juul Petersen.