Prøv avisen

Scientology sætter millioner i mursten

Scientology i Jernbanegade i København. Det er en nyreligiøs bevægelse startet omkring 1951 af den amerikanskfødte filosof og science fiction- forfatter L. Ron Hubbard med oprindelse i hans Dianetik (et alternativ til psykoterapi). Mennesket ses som et udødeligt åndeligt væsen, en thetan, og kan opnå frihed fra materielle begrænsninger gennem undervisning. I 1953 blev den Amerikanske Church of Scientology oprettet. Foto: Christian Ringbæk Denmark

Danmark er et slaraffenland for Scientology, lyder det fra religionsekspert. Bevægelsen har ejendomme for mere end 300 millioner kroner i centrale København

Der er penge i religion. I hvert fald for den nyreligiøse bevægelse scientology, der ejer for over 320 millioner kroner ejendomme alene i det centrale København.

Det fremgår af oplysninger om scientology-ejede ejendomme og grunde, som metroXpress har indsamlet gennem Skat og den statslige database Offentlige InformationsServer.

Det skriver MetroXpress.

Danmark har en særlig plads i organisationen. Det europæiske hovedkvarter ligger i København, og dagligt besøger hundredvis af udenlandske scientologer kontorerne for at tage kurser.

LÆS OGSÅ:Manden, der ville udvikle supermennesker

Ifølge religionssociolog Elisabeth Tuxen Rubin, der har beskæftiget sig indgående med scientology, er Danmark et slaraffenland' for bevægelsen:

»De kan arbejde i stilhed i modsætning til i mange andre lande. Danmark er large i forhold til religion,« siger hun til metroXpress.

Hun bakkes op af René Dybdal Pedersen, der forsker i nye religioner på Aarhus Universitet.

»I Danmark har vi tradition for at give plads til alle, og det ligger i den danske kultur, at vi ikke råber brand, uden at der er røg, så på den måde er Danmark unik i forhold til eksempelvis Tyskland og Frankrig,« forklarer René Dybdal Pedersen og henviser til, at der i udlandet har været store opgør med scientology, som han samtidig kalder en forretningsmæssig succes'.

LÆS OGSÅ:Afhopperen: Mit liv efter Scientology

De store værdier kommer ikke bag på Robert Dam, der i 2003 forlod scientology efter 20 års medlemskab. For ham er de blot et synligt bevis på, hvor mange penge der er i omløb.

»For scientology handler det hele tiden om at udvide og købe mere,« siger Robert Dam, der sammen med sin kone nåede at bruge op mod 1,5 millioner kroner på donationer og kurser i scientology.