Niels Klingenberg Vistisen: Vesten er den tabende part
Når jeg har set de konsekvenser, krigen har haft for den afghanske befolkning, som jeg dagligt var i kontakt med, og de kammerater, jeg var udstationeret med, så har indsatsen ikke været det værd. Alligevel tror jeg, at mange veteraner i den korte periode, de var udstationeret, har gjort en kæmpe forskel for lokale afghanere. Jeg brugte selv to år dernede og er sikker på, at de lokale, som jeg har haft kontakt med og hjulpet, har fået noget, som de kan bruge, uanset hvordan Afghanistans fremtid bliver – selvom nyheden om tilbagetrækningen godt kan give én følelsen af, at det har været tabt og spildt.
Vesten er den tabende part, fordi vi ikke har været i nærheden af at opnå det, vi satte os for. Når jeg i dag hører politikere sige, at årsagen til, at vi var i Afghanistan, var for at fjerne al-Qaeda, så er det overhovedet ikke det, der var opgaven for de danske soldater.
Opgaven var at kæmpe mod Taleban og stabilisere en opbygning af landet. Jeg er bekymret for alle de afghanere, som nærer et håb om en lys og demokratisk fremtid, fordi vi efterlader et afghansk civilapparat og en afghansk sikkerhedsstyrke, som står svagere over for Taleban, end de gjorde for år tilbage, da Vesten var markant mere til stede. Det kan føre til en decideret borgerkrig eller i hvert fald en tilbagevenden til Taleban-tilstande, hvis Taleban nu får en ledende rolle i regeringen.
Nicolas T. Veicherts: Uigennemskueligt, hvem der har vundet
Jeg synes, det var indsatsen værd, men det giver da anledning til refleksion. Det er svært at sige med sådan en slags krig, om man har vundet eller ej. Det er ikke ligesom Anden Verdenskrig, hvor Tyskland helt åbenlyst havde tabt. Her er det uigennemskueligt. Taleban bliver helt sikkert en del af den fremtidige magt i Afghanistan. Så hvis målet for 20 år siden var, at det ikke måtte ske, kan man sige, at vi har tabt. På den anden side har vi også undervejs lært, at Taleban ikke er til at komme udenom, og det er også en væsentlig erkendelse, når vi skal afslutte vores engagement.
I et militært perspektiv har den danske hær gjort det godt. Der, hvor vi har kæmpet, har vi, efter min bedste overbevisning, løst de opgaver, vi er blevet pålagt, hvad enten oprørere skulle tilintetgøres, eller områder sikres. Jeg er gammel nok til at huske, da Berlinmuren faldt, og den kolde krig sluttede, og jeg var selv udstationeret på Balkan, så det er tredje gang, at jeg er en del af et krigsophør. Dog med den markante forskel, at krigen i Afghanistan repræsenterer de hårdeste kampe, som den danske hær har været en del af siden 1864, så på den måde er det en særlig dag i hæren.
Vi trak os ud af selve kamphandlingerne for flere år siden, men det her er det formelle punktum, så jeg sad i går med en fornemmelse af historiens vingesus og med en bekymring for, om vi mon husker det.
Jens Svensson: Enten være der 100 procent eller slet ikke
Jeg er selvfølgelig bekymret for, om Afghanistan havner i borgerkrig, ligesom da Sovjet trak sig ud i 1989. Men jeg tænker, at vi skal holde fast i, at vi gjorde, hvad vi kunne med de midler, vi havde på et givent tidspunkt, og så er der ikke så meget at gøre ved, at konflikterne er uendeligt mere komplekse, end vi forestillede os, da vi gik ind i landet. I sidste ende er det op til afghanerne at beslutte, hvem de vil have som ledere.
Enten må man være 100 procent dedikeret eller slet ikke, hvis man skal lykkes i sådan en konflikt. Der er ingen mellemting. Når vi ikke længere kan opnå formålet eller bidrage positivt, skal vi ikke være der mere. Formålet har været meget skiftende gennem årene, fra at fjerne Taleban til at skabe sikkerhed for de civile, til at træne de afghanske sikkerhedsstyrker til selv at varetage opgaven. Allerede da jeg var udsendt, kunne jeg forstå på de lokale, som jeg talte med hver dag, at så længe vi ikke havde i sinde at blive der permanent, så var vi en del af problemet snarere end en del af løsningen, fordi vores tilstedeværelse alene provokerede Taleban. Så længe vi ikke har enheder eller vilje nok til at slå Taleban tilbage i en grad, hvor de demokratiske og moderate kræfter i Afghanistan står i en gunstig forhandlingssituation, så er det spild af kræfter.
Martin Aaholm: Var villig til at give mit liv for en bedre verden
Jeg har det todelt med tilbagetrækningen. På den ene side har jeg gået ude blandt de lokale ved basen Armadillo i Helmand og lovet dem sikkerhed. Der var folk, som var hunderædde for, at Taleban ville komme i ly af natten og lemlæste dem, fordi de talte med os. Det løfte om sikkerhed svigter vi endegyldigt nu. På den anden side er vores opgave løst: Den var at give en røvfuld til Taleban, så de ikke kunne være en trussel for os i Vesten, og det har vi gjort. Mit håb er, at vi har nået at give afghanerne nok til at anspore dem til at tage en vej, der ikke er Taleban. Jeg så med mine egne øjne en udvikling, hvor lokale bekæmpede Taleban og var progressive og moderne indstillet. Min frygt er, at de afghanere, der gerne vil alt det, vil tabe. Det vil koste liv, at vi trækker os ud, men jeg er ikke sikker på, at den kamp, de skal kæmpe nu, er vores kamp.
Personligt har jeg ikke noget had til Taleban eller afghanerne, fordi jeg mistede mine ben og fingre dernede. Havde det ikke været den krig, så havde det været en anden. Jeg er soldat, og jeg var villig til at ofre mit liv for det, jeg troede på og kæmpede for i Afghanistan. En bedre verden. Jeg ser Taleban som mobberen i skolegården, der tror, han kan få sin vilje bare ved at terrorisere, og vi rettede ham til og sagde: ”Det kan du ikke”. Nu er jeg bare glad for at være i live.
Lars Christensen: Politikerne skal lære af Afghanistan
Danmark fik blandt andet stillet den opgave i Helmand at skabe stabilitet, så de lokale kunne have et liv, og børn kunne komme i skole. I hovedbyen Lashkar Gah så jeg en udvikling i løbet af de gange, jeg var udsendt. Fra at være totalt kontrolleret af Taleban begyndte piger at gå i skole, og handelslivet blomstrede op. Den opgave synes jeg, vi lykkedes nogenlunde med med de ressourcer, vi havde, men det kapitel blev jo lukket allerede i 2014, da vi trak os ud af Helmand. Nu gælder det Nordafghanistan, og mit bud er, at Taleban også har overtaget dér inden for et halvt år. Jeg tænker, at nu smider vi det sidste på gulvet. Vi har gjort, hvad vi kunne for at træne den afghanske hær, men jeg er ikke sikker på, at de kan klare det.
Det er præmissen for at være soldat, at politikerne bestemmer, hvad der skal ske. Men jeg håber, at de lærer noget af vores engagement i Afghanistan. For det første mener jeg, at der skal en moms på krig, så for eksempel 20 procent af budgettet er øremærket folk, der kommer hjem med skader, for det er et stort problem, at man ikke har magtet at tage sig ordentligt af dem. Og så skal de lære, at man ikke skal gøre noget halvhjertet. Hvis man går i krig, skal man gøre arbejdet færdigt og ikke begynde at ryste på hånden undervejs, selvom der kommer tab. Det koster bønder at spille skak.