Seksualundervisning er skolens sidste rene dannelsesfag

I en tid, hvor konkrete færdigheder prioriteres i alle andre fag, har sundheds- og seksualundervisning mulighed for at være det sted i skolen, hvor man lærer at tænke kritisk og tage hensyn til andre, siger ph.d.-forsker Line Anne Roien, som netop har indledt den første omfattende undersøgelse af folkeskolens seksualundervisning

Jeg ser seksualundervisning som et af skolens vigtigste dannelsesfag. Hvis jeg skal være lidt fræk, vil jeg sige, at seksualundervisningen er et af de sidste steder i skolen, hvor den kritiske, demokratiske dannelse er indlejret,” siger Line Anne Roien, cand. pæd.
Jeg ser seksualundervisning som et af skolens vigtigste dannelsesfag. Hvis jeg skal være lidt fræk, vil jeg sige, at seksualundervisningen er et af de sidste steder i skolen, hvor den kritiske, demokratiske dannelse er indlejret,” siger Line Anne Roien, cand. pæd. Foto: Martin Lehmann/ritzau.

I 1970 blev seksualundervisning en obligatorisk, men timeløs del af den danske folkeskole. Samme år blev seksualundervisning også obligatorisk i Finland. Men hvor emnet i den hjemlige skole i store træk har beholdt sin status uændret i 47 år, har finnerne haft to store forandringer, som man kan lære en del af.

Efter 24 år, i 1994, ændredes det finske fag til at være frivilligt. Seksualundervisning var altså ikke længere noget, alle elever skulle have. I slutningen af 1990’erne oplevede Finland en 50 procents stigning i teenage-aborter, en stigning i antallet af piger, der begyndte at have sex allerede som 14-15-årige og et fald i brugen af prævention. I 2006 fik den finske grundskole så det obligatoriske fag ”sundhed”.

På nogle klassetrin har eleverne nu minimum 20 timers undervisning om året, og lærerne modtager en særlig uddannelse inden for faget. Tre år senere konstaterede forskere, at udviklingen var vendt. Færre teenagepiger debuterede tidligt, blev gravide og fik aborter, og brugen af prævention steg igen.

Som eksemplet viser, er det ikke ligegyldigt, hvordan et lands grundskole griber seksualundervisning an, påpeger Line Anne Roien, cand.pæd. og ph.d.-stipendiat ved DPU Aarhus Universitet, som i går udsendte 11.000 spørgeskemaer til danske lærere og pædagoger i den første omfattende undersøgelse, der er foretaget af seksualundervisningen i den danske folkeskole.

”Det er ikke nok, at børn og unge kan se videoer om emnet på YouTube eller snakke med deres kammerater og forældre om krop og seksualitet. Den kommunikation kan børn og unge heller ikke undvære, men skolen spiller den helt centrale rolle, fordi det er her, børn og unge er samlet i sociale fællesskaber, hvor man kan tale om de her emner,” siger Line Anne Roien.

Eksemplet fra Finland tyder på, at seksualundervisning kan have en meget konkret betydning for de unges seksuelle adfærd, men de forholdsvis ambitiøse fælles mål, der er opstillet for folkeskolens undervisning i emnet, lægger op til meget mere end en teknisk snak om prævention og kønssygdomme. Ifølge Line Anne Roien er det et fag, som er af stor betydning i en tid, hvor alle normer om seksualitet, familier og mangfoldighed er flydende og til forhandling, og hvor der er et stort behov for at lære at diskutere, hvordan man forholder sig kritisk, indgår i et fællesskab, tager hensyn til andre og trækker sine egne grænser.

”Jeg ser seksualundervisning som et af skolens vigtigste dannelsesfag. Hvis jeg skal være lidt fræk, vil jeg sige, at seksualundervisningen er et af de sidste steder i skolen, hvor den kritiske, demokratiske dannelse er indlejret,” siger Line Anne Roien, som uddyber, at jo mere opfyldelse af konkrete faglige mål fylder i de andre fag, jo mindre plads er der til at lære at respektere andre.

Hun har allerede gennemført en række forundersøgelser, hvor hun på udvalgte skoler har interviewet lærere og pædagoger med henblik på at kunne formulere sit spørgeskema. Disse undersøgelser giver et billede af, at skolens professionelle gerne vil give en god undervisning, og Line Anne Roien har også været tilskuer til megen velfungerende undervisning.

Men samtidig tegner der sig et billede af lærere, der så godt som aldrig taler sammen med kolleger eller ledere om indhold eller metode. Lærere, der har svært ved at finde tid i en presset arbejdsdag til at etablere det samarbejde med pædagoger og sundhedsplejerske, som der ellers fra centralt hold er lagt op til. Og selvom folkeskolereformen har øget skoletiden markant, er seksualundervisning stadig et såkaldt timeløst emne, som ikke har sin egen plads på skemaet, men skal indgå i andre fag.

”Reformen skulle med sin høje prioritering af trivsel som overordnet mål for skolen og med muligheden for at placere emnet i den såkaldt understøttende undervisning give seksualundervisningen en stærkere platform. Men intentionerne omsættes ikke til praksis, der er ingen hjælp og opfølgning til lærerne fra ministerielt hold, og det er fortsat ikke en del af læreruddannelsen,” siger Line Anne Roien.

Præcis hvordan seksualundervisningen bedst kan styrkes, er der delte meninger om. Som omtalt her i avisen mener Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, ikke, at der skal udgå flere strategier fra skoleledelserne, men lærere bør være bedre til at udveksle erfaringer og planlægge sammen. Det er Anne Line Roien enig i. Men hun tilføjer, at hvis lærerne skal have muligheder for at udveksle erfaringer og foretage fælles planlægning i forhold til seksualundervisning, peger hendes forundersøgelser på, at skolelederne spiller en vigtig rolle i forhold til at skabe rum til dette på den enkelte skole.

I forhold til det finske eksempel fra indledningen kunne man spørge, om seksualundervisning ville blive prioriteret højere, hvis vi ligesom finnerne fik et særligt sundhedsfag til det på skemaet. Men forskeren peger på, at oprettelsen af et særskilt fag kunne have den effekt, at seksualundervisningen ville ophøre med at have den plads i de andre fag, som det faktisk har i øjeblikket de steder, hvor det fungerer godt. Det vil sige, at det er noget, lærerne tager op, når der i den konkrete klasse opstår et behov for det, et emne, der trænger til at blive behandlet.

”Når det drøftes politisk at gøre det til et egentlig fag, er der ikke opbakning. Som regel har begrundelsen været, at man ikke kan se, hvilke fag tiden skal tages fra. Men der er efter min mening også fordele ved at bevare den nuværende tilgang, hvor man tager emnet op, når det er relevant. Problemet er bare, at det ikke er alle lærere, der er lige gode til at gribe spørgsmålene,” siger Line Anne Roien.

Derfor er det hverken skemalægning eller politiske signaler, hun efterlyser mest. Derimod mener hun, der er hårdt brug for det, som hendes egen undersøgelse skal bidrage til.

”Vi støtter ikke nok op om lærerne. Vi er nødt til at kvalificere vores og deres viden om seksualundervisning, så hver enkelt ikke skal finde ud af det hele selv. Jeg håber, at jeg ved at kortlægge, hvordan lærerne griber emnet an, kan medvirke til at vi får en pædagogik og didaktik, som kan bringes tilbage til skolerne og styrke et område, som er vigtigt.”