Lenni Kari har ingen erindring om interneringen af de danske kommunister den 22. juni 1941.
Hun blev nemlig først født et par uger senere. Dagen var heller ikke en dag, hendes far, Leo Kari, talte meget om i årene efter krigen, selvom han havde været kommunist, var blevet interneret i Horserød-lejren og senere i krigen arresteret af tyskerne for sin medvirken til modstandskampen, indsat i Vestre Fængsel og kun ved et mirakel reddet fra henrettelse.
Men hun har en erindring om en stærkt politisk engageret far, som kunne tilbringe det meste af juleaften med at diskutere for eller imod Stalin med sin kammerat. Og derefter ikke være på talefod med ham i årevis, fordi de blev uenige.
Og hun har en erindring om en far, som cirka 10 år efter Befrielsen fik det dårligt over alle de oplevelser, han havde været igennem, siden han som bare 18-årig proletardreng blev kommunist og drog af sted for at slås mod fascisterne i den spanske borgerkrig.
”Lige efter krigen lå han bare inde på sit værelse i chok over, at alle hans kammerater var døde, mens han selv levede. Så fik han hjælp fra Frihedsfonden til at tage en præliminæreksamen og fik et job på Hvidovre Rådhus. Han og min mor havde det så godt i en periode og holdt mange fester, men så knækkede filmen, og han blev deprimeret. I dag ville man vel diagnosticere det som posttraumatisk stress, PTSD,” fortæller Lenni Kari.
Hun er uddannet socialrådgiver, men har også udgivet flere bøger og har redigeret sin fars erindringsroman ”Bag Spaniens bjerge”, som udkom i 1998. Længe forinden havde Leo Kari i 1952 udgivet bogen ”De danske Spaniensfrivillige”, og i 1965 udgav hendes forældre, Leo og Magda Kari, ”Der brænder endnu en kerte, dagbogsblade fra besættelsestiden”.
Hun husker forældrene som to kunstneriske, foretagsomme og rastløse mennesker, som begge var stærkt præget af krigen.
”De skrev begge to bøger, og på et tidspunkt havde de en god forretning med at sælge teaktræsting. Så solgte de firmaet og købte en gård i Thy for rigtig at få tid til at skrive. Når de var i gang med at bruge energi på at bygge noget op, gik det godt, men når det blev hverdag, kunne de ikke holde den gående,” fortæller hun og tilføjer:
”De begik begge selvmord i 1974, da min far var 56 og min mor 57 år. Jeg har lagt mærke til, at mange af min fars kammerater døde i den samme alder. Det var, som om de ikke kunne leve, til de blev 60 år.”
Det, som nagede faderen, var oplevelser fra krigen i Spanien og fra modstandskampen i Danmark, hvor han blev arresteret og ville være blevet henrettet, hvis ikke Lennis moster havde haft held til at indgå en studehandel med en ledende Gestapo-officer. Leo Karis liv blev skånet, og til gengæld blev fik Gestapo-officeren nogle våben og blev skånet, da Befrielsen kom.
”Efter krigen blev de bebrejdet af Centralkomitéen i DKP, at aftalen var indgået uden tilladelse fra dem. Men hvad betyder nogle våben mod et menneskeliv?”, spørger Lenni Kari.
I historikernes debat om de danske kommunister spiller det en central rolle, om der var en risiko for, at kommunisterne ville forsøge at omstyrte det danske demokrati og overgive landet til Sovjetunionen.
Hertil siger Lenni Kari, at hendes far både var en uortodoks mand og en uortodoks kommunist, som meldte sig ud af DKP efter krigen, siden kom med igen, men blev ekskluderet på grund af sin kritiske indstilling.
”Der var en del mennesker dengang, som blev kommunister, fordi de var ægte idealister. Det var vel en form for naivitet, som drev dem i krig. Min far var ikke specielt Stalintro. Det var hans bror. Men selv de Stalintro kommunister kunne ikke drømme om at hjælpe med til en sovjetisk besættelse af Danmark,” siger Lenni Kari.