Selvom gårde nedlægges og jorde slås sammen i stordrift – eller opkøbes af udenlandske pengemænd – lever den traditionsbundne konstellation, hvor mand og kone passer gården sammen, stadig i bedste velgående.
På knap 20 år er andelen af medhjælpende ægtefæller således kun faldet fra 33,3 procent til 30,9 procent, selvom erhvervet i samme tidsrum har undergået noget nær en forvandling. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Godt nok indgår lidt færre ægtefæller på fuld tid i den nyeste opgørelse fra 2018, sammenlignet med i 1999, men mønstret består.
På familien Ahles svinefarm ved Skjern i Vestjylland tager både mand og hustru del i arbejdet på gården. Men at så mange stadig gør det samme på landsplan, kommer alligevel bag på dem.
”Jeg troede egentlig, at flere ægtefæller valgte at arbejde med noget helt andet i dag. Men det er da glædelige tal. Man siger, at landbokulturen er uddøende, og her er et eksempel på, at nogle traditioner står ved magt. Selvom min hustru også har et deltidsarbejde ved siden af, er det hende, der har styret bogholderiet i 40 år,” siger Kristian Ahle.
Ved Ringkøbing nord for Skjern arbejder Dorthe Krogsgaard også med på gården, som har været i hendes mands familie i foreløbig tre generationer. Men som lønnet ansat. Sådan er det ofte i dag, fordi det at drive et landbrug kan være en usikker kurv at lægge alle sine æg i.
”Men ellers er vi på gammeldags facon begge to involveret i gården. Vi har 25-30 ansatte her, og jeg ser mig selv som landmandskone,” siger Dorthe Krogsgaard, som er bogholder og ”madmor”.
”På landet ligger der rigtig meget tradition i at have folkene på kost. Man kan spørge sig selv, hvorfor de ikke bare har madpakke med, ligesom på andre arbejdspladser, men selvom vi synes, vi er med på noderne, ville det være nærmest utænkeligt. Der skal være mad, og der skal serveres formiddagskaffe, sådan er det stadig i landbruget,” siger Dorthe Krogsgaard, som også trækker på erfaring med sektoren fra sin bestyrelsespost i Vestjysk Landboforening.
Mette Neist, socialkonsulent i organisationen LandboNord, er enig i, at strukturen fra familielandbruget ligger lige under overfladen i det moderne landbrug, og at rollen som landbopar stadig er vigtig.
”Det er en stærk familietradition, at man er sammen om gården. Men i dag rådgiver jeg den medhjælpende part til at blive lønnet, for ellers er der ingen mulighed for efterløn eller sygedagpenge for eksempel,” siger hun.
Løn eller ej, så kommer det stabile tal af medhjælpende ægtefæller tillige bag på antropolog Inger Anneberg, som er seniorrådgiver emeritus på institut for husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.
”Men det er godt for både dyr og landmænd, at der er flere øjne på. Landbokulturen har det svært, fordi der er blevet færre gårde og derfor færre naboer at udveksle tanker, bekymringer og erfaringer med,” siger hun, der har skrevet en ph.d. om dyrevelfærd i landbruget.
Til gengæld kan stuehuset som ramme om landmændsfamiliernes liv være under udfasning. Det mener blandt andre Mette Neist, som tror, at det i fremtiden bliver sådan, at flere landmænd vil bo i en nærliggende by og så møde på gården som til ethvert andet arbejde.
”Moderne mennesker stiller andre krav end for blot 20 år siden, og det vil være nemmere at opretholde et almindeligt familieliv på den måde,” siger hun.
Den forudsigelse genkender Dorthe Krogsgaard, hvis to sønner på 27 og 23 år er landmandsudannede og måske en dag vil overtage gården. Men som ikke nødvendigvis er klar til at bo på den.
”Det kan sagtens være, at de hellere vil købe hus inde i Ringkøbing og så møde på arbejde på gården fra 9 til 17. Jeg tror heller ikke, vi skal regne med, at vores svigerdøtre automatisk ser sig selv som landbokoner, sådan som vi selv har gjort det,” siger hun.
Grunden til, at det med et lidt gammeldags udtryk stadig kaldes ”medhjælpende hustru” i landbrugssektoren, er, at dansk landbug er et mandeerhverv. 28.091 bedrifter ejes således af mænd, mens blot 2650 er erhvervet af kvinder. Resten drives af selskaber eller institutioner. Det viser tal fra Danmarks Statistik 2019.