Den jødiske købmand Gerson Heinemann havde næppe ventet, at han skulle begrave sin egen datter som den første på den gravplads, han i 1807 skaffede Randers’ jøder.
Henny var syv år, da hun blev lagt i graven. I dag er skriften på hendes gravminde næsten visket ud. Stenen changerer i nuancer af grå og har sorte pletter af ælde. Men øverst står en knækket lilje stadig nogenlunde tydeligt frem. Den er et symbol på genopstandelsen og det evige liv.
Før jøderne fik deres egen kirkegård i Randers, skulle de helt til Fredericia for at begrave deres døde. De første to jøder kom til byen i 1758, men gruppen voksede hurtigt.
Randers var på det tidspunkt en internationalt orienteret købmandsby. Her var ingen domkirke, og magten havde i århundreder været på købmændenes hænder uden konkurrence fra biskop eller embedsmænd.
Jøderne faldt så godt til, at der var 200 jøder i Randers, da der var flest i midten af 1800-tallet, og de udgjorde landets største jødiske mindretal uden for København.
I 1811 blev en ny kirkegård for Randers’ øvrige borgere oprettet i forlængelse af den jødiske gravplads, og i dag fortæller Randers’ Østre Kirkegård lokalhistorie om en jysk købstad og dens integration af jøderne i 1800-tallet, siger Hanne Schaumburg Sørensen, overinspektør på Museum Østjylland.
”Kirkegården afspejlede oprindeligt byens sociale struktur, for den var opdelt i klasser efter, hvem der betalte mest skat. De rigeste lå tættest på kapellet i den vestlige ende, men de allerfattigste lå tæt på den jødiske gravplads længst mod øst, og det viser lidt om, hvordan man så på jøderne. De var måske integreret, men stadig ikke helt ligeværdige.”
Østre Kirkegård i Randers er næstsidste stop på Kristeligt Dagblads rundrejse til kirkegårde i Danmark, der er bevaret, så man stadig kan læse en lokalhistorisk epoke i dem.
Da kirkegården blev anlagt for mere end 200 år siden, hed den ”Dødsminde”. Den blev lagt i udkanten af Randers, fordi der var pladsmangel ved Sct. Mortens Kirke inde i byen. Dels var markedspladserne flyttet fra landet til byen og manglede plads, og dels udstedte Christian VII i 1805 et nationalt forbud mod at gravlægge de døde inde i kirkerne, som man havde for vane, hvis de havde haft en vis status i samfundet – og nu lå borgerskabet efterhånden så tæt under kirkegulvet, at stanken var ulidelig.
I midten af 1900-tallet begyndte man at afvikle Østre Kirkegård, som den nu hed. I den forbindelse blev mange gravsteder sløjfet, så det klassesamfund, der engang stod at læse her, er væk i dag.
Men en del gravminder er bevaret. De er samlet i et lapidarium, og adskillige af dem bærer navnet Mattat.
I 1811 – samme år som ”Dødsminde” blev indviet – kom den franske handskemager Charles Louis Franciscus Mattat til Randers.
Han var hentet hertil, nøjagtig som en stor virksomhed i dag plukker hjerner fra hele verden. Den randrusianske købmand O.C. Kellermann havde personligt hentet ham til Randers for igen at få gang i byens produktion og salg af handsker.
Siden 1600-tallet var Randers kendt i Europa for sine handsker; man sagde sågar, at den franske dronning Marie Antoinette (1755-1793) sov med Randers-handsker, der havde ry for sin duft og blødhed – måske på grund af den lette adgang til de rigelige mængder af Gudenåens vand, der blev brugt i produktionen, siger Hanne Schaumburg Sørensen.
Men i slutningen af 1700-tallet var danskerne ved at blive udkonkurreret. Franskmændene havde udviklet en ny garvemetode, så man der kunne farve handskerne i rød, hvid og blå. Kellermann rejste til Frankrig for at hente knowhow, og han fandt Mattat, som han hyrede til at arbejde på sin handskefabrik, Randers Handsker, der i dag er den ældste eksisterende handskefabrik i verden.
”Det viser, at købstaden langt fra var et isoleret samfund. Randers’ købmænd handlede med herregårdene og oplandets bønder, og de sendte deres varer til Hamborg, København og Norge, det var et meget udadvendt miljø,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.
Siden købte Mattat handskefabrikken af Kellermann, og Mattat-familien drev den i tre generationer.
Overalt har købmændene sat deres aftryk på kirkegården: Rasmus Welling var blandt byens største ejendomsbesiddere og den første, der blev begravet på Dødsminde i 1812. Han fik en topmoderne sandsten spækket med symbolik: På den er slangen, der bider sig selv i halen (evighed). I slangens cirkel er en trekant med et øje i midten (treenigheden og Guds øje), og ud fra den stråler en sol (opstandelse). Nederst er en halvmåneformet åbning, hvor der engang har stået en olielampe (det guddommelige lys).
Familievirksomhederne er drevet i generationer: Bøssemagerne Vallentins har en sten i rød granit, og slagtermestrene Buch ligger på række i et familiegravsted af monumentale dimensioner:
”Randers var ikke København med et stort borgerskab, men en by med en velhavende middelklasse, der satte – og sætter – monumenter over sig selv næsten som om, de var grossister i København,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.
Sådan gjorde jøderne ikke. Østre Kirkegård har et park-lignende præg med plæner og store træer på grund af de mange grave, der blev sløjfet, da man planlagde at nedlægge den.
Den jødiske gravplads er sænket et par meter i forhold til den øvrige kirkegård. En jordsti fører derned. Det føles lidt som at komme til en hemmelig dal. Muren, der skaber adskillelsen i niveauer, er mørkegrøn af vedbend, og en lilla syren strækker sig ind over stenene, der står tæt i rækker.
Ingen grave er nedlagt her, for sådan gør man ikke på jødiske gravpladser.
Længst til højre ligger Henny på syv år sammen med de andre i hendes samfund, som døde i de år. Her er skriften på gravstene mange steder kun på hebraisk. Jo længere man går ned langs rækkerne, jo længere bevæger man sig frem i tiden. Latinske bogstaver afløser efterhånden de hebraiske. Færre gravsten har form som det skab til Tora-rullerne, der ellers er karakteristisk.
I 1870 døde Esther, hendes giftenavn er ulæseligt nu, men hendes pigenavn var Heinemann. Måske var hun en slægtning til lille Henny Heinemann. Men 63 år efter Hennys død fik Esther en sten, hvor marmorpladen med hendes navn er sat dybt i en ramme af granit med store egeblade, der vifter indover den.
”Nærmest som en nationalromantisk grotte. Det er mere periodens stil end den jødiske tradition her, og sådan viser en vandring fra højre mod venstre udviklingen med integrationen af jøderne i Randers,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.
Efterhånden forsvandt jøderne fra Randers igen. De smeltede enten helt sammen med lokalbefolkningen eller rejste til København, hvor der var en stærkere jødisk menighed. Randers’ sidste jødiske familie har fem sten i streg i gravpladsens nyeste ende. Det er børstefabrikanterne Hartogsohn. Den sidste grav er fra 1988.