Selvmord blandt ældre forebygges kun i hver tredje kommune

Landets ældste er overrepræsenterede i selvmordsstatistikkerne. Kommunerne bør yde en bredere indsats, mener eksperter

Det vil for alvor være banebrydende med en uddannelse, der konsekvent arbejder på tværs af genrerne, skriver Johannes Konstantin Neergaard.
Det vil for alvor være banebrydende med en uddannelse, der konsekvent arbejder på tværs af genrerne, skriver Johannes Konstantin Neergaard. Foto: John Nielsen/Biofoto.

De spiser mere antidepressiv medicin end resten af befolkningen, begår oftere selvmord, og ifølge den nye sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen føler de sig også mere stressede.

Alligevel viser en ny rapport fra Socialstyrelsen, at kun 31 procent af kommunerne har en indsats til forebyggelse af selvmordsadfærd blandt ældre, og størstedelen af disse kommuner angiver, at forebyggelsen består af supplerende hjemmebesøg.

Jan-Henrik Winsløv, funktionsansvarlig psykolog på Enhed for Selvmordsforebyggelse på Aalborg Universitetshospital og repræsentant i Socialstyrelsens nedsatte ekspertgruppe vedrørende forebyggelse af selvmordsadfærd blandt ældre, mener, at tallet er tankevækkende.

Man har generelt været alt for lidt opmærksom på, hvordan man kan opspore dem, der for eksempel har en egentlig depression eller er kriseramte. Den opmærksomhed, der har været, er kommet fra lægerne, som ofte har ordineret antidepressiv medicin. Man overser tit andre muligheder at intervenere på. Fortrolige og støttende samtaler eller regulær psykoterapi for eksempel, siger han.

LÆS OGSÅ: Ældres sorg bør tages mere alvorligt

Også Jorit Tellervo, projektleder hos Palliativt Videns-center, kalder indsatsen utilstrækkelig, men forventelig.

Der har i mange år har været en bagatellisering af ældre og deres sorg. Men vi har at gøre med en overgang i livet, som er meget risikofyldt i forhold til tab, sygdom og sorg, og vi ved, at særligt det at miste sin ægtefælle kan forårsage mistrivsel og udløse selvmordsadfærd, siger Jorit Tellervo.

Begge eksperter mener, at der er behov for en bredere og mere ensrettet indsats på området i alle landets kommuner. En indsats, der indebærer både mere opsøgende arbejde samt specialuddannet personale. Indsatsen vil ikke kun komme de ældre til gavn.

Det vil også være gevinst for både regioner og kommuner. Med en forebyggende indsats vil man kunne spare penge i sundhedsvæsenet på både lægebesøg, indlæggelser og hospitalsundersøgelser, siger Jan-Henrik Winsløv.

84 af landets 98 kommuner har deltaget i undersøgelsen, der ligger til grund for Socialstyrelsens rapport. Alt efter indsats på området er kommunerne blevet tildelt mellem nul og tre point. Norddjurs Kommune er en af i alt 16 kommuner, der har fået nul point. Men formand for Voksen-pleje-udvalget i kommunen, Lars Møller (S), mener alligevel, at kommunen med tiltag såsom daglige besøg af medarbejdere fra hjemmeplejen og opfølgning efter sygehusindlæggelser er godt dækket ind på området.

I Norddjurs Kommune har vi heldigvis ikke oplevet selvmord eller selvmordsforsøg blandt ældre borgere inden for de seneste to år. Så vi har ikke haft behov for at iværksætte en særlig indsats i form af for eksempel systematisk brug af opsporingsredskaber, afholdelse af særlige kompetenceforløb for medarbejdere og udarbejdelse af en særlig strategi mod selvmordsadfærd, siger Lars Møller, der dog vil tage Socialstyrelsens rapport op på Voksen-pleje-udvalgets næste møde.