Prøv avisen

Selvmord i psykiatrien går upåtalt hen

En opgørelse fra Patienterstatningen viser, at der fra 1996 til 2014 blev anmeldt 147 selvmord, og at der kun i en tredjedel af sagerne blev udbetalt en erstatning. Modelfoto. Foto: Joachim Rode/ritzau

Få patienter og pårørende anmelder selvmord og selvmordsforsøg, der sker i behandlingspsykiatrien. Det skyldes manglende oplysning og overskud hos de pårørende, lyder forklaringerne

Da Tone Dea Larsens mand tog sit eget liv under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Odense i 2013, anmeldte hun det til Patienterstatningen og fik efterfølgende udbetalt en erstatning. Det er imidlertid få, der vælger at gøre som hende, og endnu færre, der ender med at få udbetalt en erstatning.

En opgørelse fra Patienterstatningen viser, at der fra 1996 til 2014 blev anmeldt 147 selvmord, og at der kun i en tredjedel af sagerne blev udbetalt en erstatning. Meget tyder dog på, at antallet af selvmord i psykiatrien er væsentligt højere. For eksempel anslår Styrelsen for Patientsikkerhed, at omkring 80 patienter tilknyttet behandlingspsykiatrien begår selvmord hvert år.

Hos Patienterstatningen taler man om et mørketal, oplyser direktør Karen-Inger Bast.

”Det er et udtryk, vi bruger for erstatningsberettigende skader, der ikke bliver anmeldt. Når det gælder selvmord og selvmordsforsøg i psykiatrien, så tror jeg, en del patienter, deres familier og måske heller ikke sundhedspersonalet ved, at der sker selvmord og selvmordsforsøg, der kan berettige erstatning. I mange tilfælde er det jo netop for at forhindre selvmord, at patienter bliver indlagt. Så det handler om manglende kendskab, og så handler det nok også om, hvor meget overskud man har i situationen i forhold til at få anmeldt skaden,” siger hun.

I Bedre Psykiatri, landsforeningen for pårørende, mener landsformand Birgit Elgaard, at tallene tyder på, at der er behov for at se nærmere på den oplysning, de pårørende får vedrørende deres muligheder og rettigheder.

”Man må se sig i spejlet og spørge, om det er godt nok, det vi gør. De mennesker, der står i situationen, er jo utroligt sårbare, og når man er presset følelsesmæssigt, så hører man nok ikke alt, hvad der bliver sagt, og det første, man tænker på, når man har mistet én til selvmord, er nok heller ikke at klage. Der er de professionelle nødt til at være opmærksomme,” siger hun.

Ifølge formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Torsten Bjørn Jacobsen bør man altid arbejde på at blive bedre til at undgå selvmord i psykiatrien og dermed også mindske antallet af anmeldelser. Og selvom han mener, at ingen med sikkerhed kan forudsige et selvmord, skal der være en klagemulighed.

”Selvmord er meget belastende for de pårørende, men også for personalet. Men at observere for selvmordsrisiko er en del af opgaven i psykiatrien, så selvfølgelig skal der kunne klages. Ofte er klagerne et udtryk for den kommunikation, der har været. Når noget så alvorligt sker, er det selvfølgelig vigtigt, at man er meget taktfuld,” siger han.

I Nefos, netværket for selvmordsramte, mener stifter og faglig leder Elene Fleischer, at man skal være varsom med at klage, når ens pårørende begår selvmord eller forsøger på det i relation til behandling i psykiatrien.

”De, der klager, er dem, der tror, at den syge kan helbredes alene med medicin. Men de fleste, der har en selvmordstruet pårørende, der er indlagt, ved, at man aldrig kan lave et sikkerhedssystem, der indebærer, at personen ikke kan begå selvmord. Og de ved også, at det ikke er psykiatrien, som får folk til at begå selvmord. Der, hvor jeg kan forstå, at folk klager, er i situationer, hvor personen lige er blevet indlagt og så på grund af travlhed ikke kan behandles og så begår selvmord et halvt døgn efter. Men det er ikke et spørgsmål om personalets evner, men om tildelte ressourcer,” siger hun.

I den tredjedel af sagerne, hvor der blev tildelt erstatning som følge af selvmord eller selvmordsforsøg i årene 1996 til 2014, blev der i alt udbetalt 26,6 millioner kroner.