Selvmord øger sygdom hos pårørende

Tegning: Morten

Tegning: Morten Voight

Der er heldigvis mange efterladte, som klarer sig igennem sorgfasen uden at behøve hjælp, men vi ser altså, at for nogle bliver problemerne til kroniske sygdomme.
Annette Erlangsen, forskningsleder

Danske forskere offentliggør i dag et stort studie, der som det første i verden dokumenterer øget forekomst af både psykiske og fysiske sygdomme hos ægtefæller og partnere til mennesker, der har begået selvmord. Fagfolk efterlyser politisk handling

At miste sin partner til selvmord giver markant forøgede risici for psykisk og fysisk sygdom samt sociale problemer. For første gang har forskere dokumenteret konsekvenserne i et omfattende registerstudie, som blev offentliggjort i dag. Annette Erlangsen er forskningsleder ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse og hovedforfatter på studiet.

”Enkelte studier har tidligere fundet, at efterladte partnere havde en forhøjet risiko for selv at begå selvmord eller få en depression, men derudover har selvmordsforskere på verdensplan ikke haft indsigt i konsekvenserne for de efterladte partnere efter et selvmord. Vores studie viser, at de er påvirket på et meget bredt spektrum af parametre - både psykisk, fysisk og socialt. Selvmord er virkelig en meget stressfyldt hændelse for den efterladte,” siger hun.

Studiet analyserer data over alle personer i Danmark, der har mistet en ægtefælle eller samboende til selvmord over de seneste 35 år. I alt 10.793 kvinder og 4818 mænd, der mistede deres ægtefælle til selvmord, indgår. Det viser en forhøjet risiko blandt andet for depression, PTSD, angst og misbrugsdiagnoser.

De efterladte får også oftere kræft, leversygdomme og lungesygdommen KOL, ligesom de er mere tilbøjelige til at blive ramt af arbejdsløshed eller få førtidspension. For eksempel bliver 1 ud af 200 efterladte efter en partners selvmord diagnosticeret med et nyt tilfælde af depression om året. Det tilsvarende tal i den generelle befolkning er 1 ud af 500 personer.

”Der er heldigvis mange efterladte, som klarer sig igennem sorgfasen uden at behøve hjælp, men vi ser altså, at for nogle bliver problemerne til kroniske sygdomme,” siger Annette Erlangsen, der både har undersøgt de forøgede risici i forhold til den generelle befolkning og i forhold til efterladte efter andre dødsårsager.

Mai-Britt Guldin forsker i kompliceret sorg ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Det vil sige den sorg, der ikke finder et naturligt leje, men låser sig fast og bliver kronisk. Hun genkender sin egen forskning i resultaterne.

”Vi har fundet i registerstudier, at det har svære konsekvenser for en gruppe af mennesker, når de mister en nærtstående, især hvis tabet sker pludseligt, voldsomt og traumatisk, som det for eksempel gør ved selvmord. Det giver en højere risiko for at komme ind i komplicerede sorgprocesser,” siger hun. Hun mener, at det er tid til politisk handling.

”Fingrene skal ned i bolledejen nu. Det ville være hjælpsomt, hvis man fra Sundhedsstyrelsens side fik retningslinjer for, hvordan man som sundhedsperson hjælper sørgende. Vi trænger til en organisering i sundhedssystemet, så den gruppe, der er i risikozonen, fanges tidligt, for eksempel i almen praksis eller på sygehuset, når man er involveret i en persons selvmord,” siger hun.

I Danmark ydes der tilskud til psykologhjælp for efterladte efter selvmord, men kun indenfor de første seks måneder, efter man har mistet. Det er et problem, mener Annette Erlangsen.

”Der er meget ringe hjælp til efterladte efter selvmord i Danmark. Groft sagt kan en kvinde stå uden for retsmedicinsk institut, efter at have identificeret sin mand ægtefælle, og blive bedt om selv at finde hjem. Man skal selv søge hjælp hos frivillige organisationer eller bede om en henvisning til psykolog. Mange kroniske problemer opstår først efter seks måneder, og så er der slet ingen støtte at hente fra det offentliges side,” siger hun.

Elene Fleischer er forsker, konsulent og faglig leder af Netværket for Selvmordsramte, Nefos. Hun vurderer, at hun de seneste år har talt med 1500 efterladte til selvmord – partnere og andre. Hun peger på, at gruppen af hårdt ramte efterladte sandsynligvis er både større, og at nogle endda er værre stillet, end studiet viser.

”Registerforskningen kan ikke inkludere dem, der ikke bor sammen, det vil sige kærestepar eller især separerede og fraskilte. Vi ved, at rigtig mange mænd i voksenalderen begår selvmord som følge af separation. Tiden før en separation eller skilsmisse har belastet begge parter, og denne belastning medfører en dybere nedtur efter selvmordet. Især hvis kvinden har ønsket skilsmissen, og omverdenen tror, at det derfor er lettere for hende at tackle mandens selvmord, samtidig med at for eksempel svigerfamilien mener, det er hendes skyld, at manden tog sit liv, fordi hun gik,” siger Elene Fleischer.

Studiet er publiceret i JAMA Psychiatry og har titlen: Association between spousal suicide and mental, physical and social health outcomes