Det vakte opsigt, da en 23- årig kvinde, som er kendt fra blandt andet reality-tv, lørdag eftermiddag offentliggjorde et selvmordsbrev på det sociale medie Instagram. Livslinien udtrykte bekymring, og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) efterspurgte, at folk med mange følgere på sociale medier skal kunne stilles juridisk til ansvar for deres opslag.
Kvinden har mere end 335.000 følgere på Instagram, og hendes opslag blev liket omkring 30.000 gange og fik i omegnen af 8000 kommentarer, inden kvindens familie efter omkring to døgn fjernede det. Hun forsøgte rent faktisk at begå selvmord, men er uden for livsfare og nu indlagt på psykiatrisk afdeling. Det skriver hendes bror på Instagram.
Ét af de spørgsmål, der står tilbage efter episoden, er, om selvmord i højere grad skal være en del af den offentlige samtale, eller om det skal forblive det tabu, som flere mener, det er.
Elene Fleischer er ph.d. og har forsket i selvmord og kommunikation, og hun er en af dem, som mener, at selvmord med god grund er et tabu.
”At vi som samfund betragter det som en moralsk forkert handling, kan være det, der forhindrer folk i at begå selvmord. Men det må aldrig være forbudt at udtrykke sine selvmordstanker. For hvis ikke man kan tale om sin situation, er der ingen mulighed for at få hjælp,” siger hun.
Den opfattelse deler Marie Høgh, der er sognepræst i Lynge-Uggeløse Sogne. Ifølge hende må selvmord aldrig blive opfattet som en legitim udvej af livets trængsler.
”Over for hverken Gud eller de mennesker, vi lever vores liv med, må vi rent moralsk tage vores eget liv. Over for Gud har vi en pligt til at leve det liv, vi har fået skænket som gave, og vi har også en pligt og et ansvar over for menneskene omkring os. I det øjeblik selvmord ikke længere er tabubelagt og dermed legitimeres, bliver det ansvar taget fra os. Selvmord skal være noget, vi siger, man ikke må begå,” siger hun.
Det betyder dog ikke, at selvmord skal være noget, man ikke taler om.
”Selvmord skal være en del af samtalen med et menneske, der sidder med sorg og savn. Man kan ikke tale uden om, at det har været dødsårsagen. De pårørende bliver ofte efterladt med en masse skyld og skam, i forhold til om de kunne have gjort noget for at hjælpe. Det skal man behandle som præst. Her skal ordet om syndernes forladelse, bønnen om Guds tilgivelse for det utilgivelige, lyde ind i magtesløsheden,” siger Marie Høgh.
Som samfund er vi faktisk blevet bedre til at tale åbent om selvmord, mener Elene Fleischer. I modsætning til den ældre generation, der endnu lever efter devisen ”tale er sølv, men tavshed er guld”, er de unge mere villige til at tale om livets udfordringer.
”De er ikke på samme måde blege for at give udtryk for, at de er triste og faktisk føler, det vil være bedre, hvis de tog deres eget liv. Det skal ikke være forkert at råbe om hjælp på den måde, så længe det ikke er en trussel, hvor man forsøger at få andre til at gøre det, man vil have. Det er en hårfin grænse.”
Morten Thomsen, der er tidligere formand for Livslinien, ser ligeledes tegn på, at selvmord er blevet mindre tabubelagt, end det tidligere var tilfældet.
”Dengang jeg startede i Livslinien i 1994, betragtede man selvmord som den enkelte families eget problem. I dag er der langt større åbenhed, og vi har forskningscentre, der får satspuljemidler, Livslinien er på finansloven, og vi har specialiserede behandlingstilbud i alle regioner.”
Morten Thomsen, Instagram har fået kritik for at lade den unge kvindes selvmordsbrev ligge offentligt tilgængeligt i cirka to døgn. Men kan brevet – trods de tragiske omstændigheder – ikke være med til at bringe endnu mere åbenhed om selvmord?
”Jeg har fulgt området i 25 år, og jeg har set mange episoder som den her, og de har ikke rigtig givet os en ny forståelse af problematikken eller rykket samfundet og politikerne. Så selvom vi kan blive endnu bedre til at tale om selvmord, skal man være meget påpasselig med, hvordan samtalen finder sted. For det er uheldigt, hvis nogen, som har det rigtig skidt, får idéer til, hvordan de kan tage deres eget liv.”