Prøv avisen

Sexlyst ses i dag som en pligt

”Tidligere var parforholdet bundet op på ansvaret for de fælles børn, og måske havde man et praktisk arbejdsfællesskab. Men i dag kan de fleste mennesker klare sig selv, og det betyder, at seksualiteten nogle gange kommer til at bære mere, end man kan sige den måske er tiltænkt,” siger Annamaria Giraldi, professor i klinisk sexologi ved Københavns Universitet. Foto: Nima Stock/ritzau

Vi tillægger seksualiteten eksistentiel betydning, og manglende lyst behandles med medicin. Sex er vigtigt, men kan ikke bære alt, siger eksperter

”Svaret er ikke i en pille. Jeg synes, det ser ud, som om I medicinerer en kvinde til at ville have sex.”

Sådan lød det fra læge og specialist i urologi Elizabeth Kavaler fra USA, da hun på en kongres i maj, holdt af specialister i problemer med urinveje og kønsorganer, blev præsenteret for forskning i lægemidlet Addyi, også kendt som ”Viagra til kvinder”. Produktet kom på markedet i USA i 2015, og det nye studie dokumenterer, at midlet kan øge sexlyst hos kvinder, der har diagnosen hypoactive sexual desire disorder, HSDD, som betyder, at sexlysten er i uorden:

Citatet er hentet fra den amerikanske hjemmeside drugs.com, som leverer uafhængig information om lægemidler i samarbejde med blandt andre Harvard Universitet. Det illustrerer, at debatten har forandret sig betydeligt, siden Freud for over 100 år siden udfordrede tanken om seksualiteten som det farlige, der skulle gemmes væk af hensyn til samfundets orden.

”I dag er det vendt fuldstændig rundt, så seksualiteten ikke længere er noget snavset og forbudt, men en del af et kulturelt overjeg, der påbyder os: ’Du skal nyde dit liv og din seksualitet’. At være seksuelt frigjort og aktivt nydende er blevet en pligt,” siger Henrik Jøker Bjerre, lektor ved institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet, og tilføjer, at lægemidlerne kan ses som udtryk for, at seksuelle problemer opleves som uacceptable, fordi seksuel nydelse anses for noget nær livets højeste formål.