Prøv avisen
Politisk set

SF står til en fremgang – men partiet er klemt fra flere sider

Ifølge de fleste meningsmålinger står SF ved det kommende folketingsvalg til en fremgang på to-tre procentpoint, men partiet er imidlertid stadig langt fra fortidens højder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I 2015 fik SF et dårligt valg og er trods fremgang i meningsmålingerne stadig langt fra fortidens højder. Partiet er klemt mellem S og de andre venstrefløjspartier, men især kvinder i velfærdssektorerne vælger dog partiet til

Socialistisk Folkeparti (SF) fik et katastrofevalg ved folketingsvalget i 2015. Med kun 4,2 procent af stemmer var resultatet det næstdårligste i partiets historie. Kun resultatet i 1977 var ringere.

Ifølge de fleste meningsmålinger står SF ved det kommende folketingsvalg til en fremgang på to-tre procentpoint, men partiet er imidlertid stadig langt fra fortidens højder. For eksempel fik SF konstant over 10 procent af stemmerne ved folketingsvalgene i 1980’erne, og så sent som i 2007 fik partiet cirka 13 procent af stemmerne.

SF’s valgresultater skyldes, at partiet både har gode muligheder for at udvide tilslutningen fra og risikerer at blive presset af nabopartierne. Traditionelt har nabopartierne på den ene side været Socialdemokratiet og på den anden side et eller flere venstrefløjspartier. I de senere år er Alternativet og De Radikale også kommet ind som partier, som SF i stigende udstrækning udveksler vælgere med.

Da SF blev oprettet i 1959 af den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen, var fronten i forhold til venstresiden af SF næsten lukket af og vedblev med at være det frem til begyndelsen af 1970’erne. DKP var parti non grata i denne periode. I stedet havde SF et had-kærlighedsforhold – ofte uden megen kærlighed – til Socialdemokratiet, som SF dog samtidig konstant har udgjort det parlamentariske grundlag for, når en socialdemokratisk ledet regering har siddet ved magten.

I perioden 2011-2014 sad SF i regering, hvilket så absolut ikke var en succes for partiet, som ofte havde mere end vanskeligt ved at forklare de beslutninger, man tog i regeringslokalerne om blandt andet lockouten af lærerne og det delvise salg af DONG til Goldman Sachs. Man måtte udtræde af regeringen i utide, og Pia Olsen Dyhr afløste den ramponerede Annette Vilhelmsen på formandsposten. Partiets dårlige valgresultat i 2015 var i vidt omfang en konsekvens af SF’s regeringsdeltagelse.

Det viste sig, at SF ’s vælgere tilsyneladende har svært ved at acceptere, at partiet medvirker til de hårde beslutninger, som regeringsdeltagelsen ofte indebærer. SF-vælgerne har det tilsyneladende bedst med partiet i en oppositionel rolle, som samtidig ikke skal være med alt for megen kant.

Ifølge Altingets undersøgelse fra i år, der så på sammenhængen mellem indkomster og partivalg, har godt 60 procent af SF’s vælgere en personlig indkomst på mellem 200.000 og 500.000 kroner. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at SF-vælgernes indkomstprofil i meget høj grad ligner de socialdemokratiske vælgeres tilsvarende profil.

Generelt set stemmer kvinder i højere grad end mænd på partier i den såkaldte røde blok. Det gælder dog i særlig grad for SF’s vælgere. Ved valget i 2015 var 57 procent af SF’s vælgere kvinder mod 54 procent i Socialdemokratiet og 53 procent i Enhedslisten og Alternativet. I 2018 viste en undersøgelse, at kvindeandelen blandt SF-vælgerne var steget til 65 procent.

Man kan kvalificeret gætte på, at SF’s sandsynligvis øgede tilslutning ved næste valg i høj grad skyldes, at kvinder ansat i de såkaldte velfærdssektorer i øget omfang har valgt partiet til. Det er også dette område, som partiet i vidt omfang har koncentreret sig om at give velfærdsløfter til. Det er i det hele taget i høj grad en del af SF’s selvforståelse, at partiet står stærkt blandt velfærdssamfundets ”frontsoldater” som pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker, som det er udtrykt af den ledende SF’er, Karsten Hønge. I disse kredse stikker det lige så meget ud at være SF’er, som det gør at være grundtvigiansk præst i folkekirken.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet