SF-formand forsikrer: Mit forhold til statsministeren er fint

Pia Olsen Dyhrs personlige forhold til statsministeren er fint, selv om SF og S er uenige om meget lige nu.

Formand for SF Pia Olsen Dyhr taler på SF landsmøde på Comwell Hotel i Kolding lørdag den 1. april 2023.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Formand for SF Pia Olsen Dyhr taler på SF landsmøde på Comwell Hotel i Kolding lørdag den 1. april 2023.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

I årevis var SF støtteparti for den socialdemokratiske etpartiregering. Alligevel valgte statsminister Mette Frederiksen (S) efter valget at gå mod højre og danne en regering over midten.

Fra talerstolen på SF's landsmøde forsikrer SF-formand Pia Olsen Dyhr, at det ikke har påvirket hendes personlige forhold til Mette Frederiksen, og at deres forhold stadig er godt.

- Her på falderebet, så vil jeg gerne berolige nogle af de journalister, der er til stede eller som måske ser med fra skærmen derude, siger hun.

- Jer, der har bekymret jer utroligt meget over, om Mette Frederiksen og jeg stadig er venner.

- Jeg har været i politik siden jeg var 14. Ikke for at få venner. Men for at skabe politiske forandringer. Venskaberne er en tillægsgevinst, men det handler om forandring, siger hun.

Herefter nævner hun nogle af de politiske resultater, som S-regeringen og SF var sammen om at lave i forrige valgperiode. Blandt andet klimaloven og minimumsnormeringer.

- Men for SF har forholdet til Socialdemokratiet aldrig handlet om venskab - men om samarbejdet om de vigtige dagsordener, som presser sig på, siger hun.

- Mit personlige forhold til statsministeren er fint, forsikrer Pia Olsen Dyhr.

- Socialdemokratiets og SF’s forhold er fint. Vi er bare uenige om, hvad der lige nu er bedst for Danmark.

Pia Olsen Dyhr sagde i forbindelse med, at SF forlod regeringsforhandlingerne i december, at partiet vil være en konstruktiv opposition til regeringen.

Det har hun gentaget op til weekendens landsmøde.

Alligevel gik SF hårdt til regeringen i debatten om afskaffelsen af store bededag. Uden dog at bakke op om en folkeafstemning.

Næste store slag for SF bliver seniorpensionen, som regeringen vil afskaffe.

/ritzau/