Prøv avisen

SF og DF: Unge med handicap skal kunne bo hjemme

wheelchair Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Mange unge handicappede tvinges de facto på døgninstitution, når de fylder 18 år, men SF og DF vil nu sikre, at handicappede unge kan blive i hjemmet. På høje tid, siger handicaporganisation og peger på, at det økonomisk også kan være en gevinst, at unge handicappede bor hjemme

Når en person med handicap fylder 18 år, har kommunerne ikke længere hjemmel til at videreføre ungdomsordningen for handicappede med offentligt betalt overvågning, tabt arbejdsfortjeneste og aflastning i hjemmet. Og har forældrene ikke råd til selv at dække støtten, eller har de ikke kræfterne og overskuddet, bliver de ofte nødt til at sende barnet på døgninstitution.

Men mange unge handicappede er slet ikke klar til at flytte væk fra hjemmet og overgå til en institution, og for nogle er det bedst at bo hjemme resten af deres liv. Det er et alvorligt problem, mener SF og Dansk Folkeparti. Derfor fremlægger de to partier nu et handicapudspil, hvor de foreslår en forlængelse af hjælpen i hjemmet i fem år – eller permanent for nogle af de sværest ramte handicappede mennesker.

Reglerne har i mange år været under al kritik, påpeger Kirsten Normann Andersen, handicapordfører for SF.

”Det er jo grænsende til det groteske, at man lige i forhold til de allersvageste har et regelsæt, der tvinger børnene på institution, når de fylder 18 år,” siger Kirsten Normann Andersen, som kalder det ”helt afgørende” at finde løsninger:

”Min mail-indbakke svømmer simpelthen over med ulykkelige historier fra folk, der er fortvivlede,” siger hun.

Spørgsmålet er, hvor pengene skal komme fra. SF og DF foreslår, at de penge, der egentlig skulle have været brugt på at have personen på institution, bruges på støtte i hjemmet, således at ”pengene følger borgeren”. Faktisk ville det være billigere end at flytte personen med handicap på døgninstitution, ifølge beregninger fra Børne- og Socialministeriet.

”Hvis man eksempelvis ikke kan tale, ikke kan gå, ikke kan spise og dermed ikke er i stand til at udtrykke sine behov, har man fået et pejlemærke om, at her er et barn, der har ringe udviklingsmuligheder i fremtiden. Og det eneste, sådan et barn har gavn af, er, at personen kender forældrenes stemmer og lydene i hjemmet,” siger Kirsten Normann Andersen.

Hos Dansk Folkeparti tilføjer handicapordfører Karina Adsbøl:

”Overgangen, fra man bliver 18 år til voksenlivet, er meget besværlig som handicapfamilie, og derfor synes vi, at det skal være lettere i Danmark at være handicapfamilie. Vi vil også gerne sende det signal, at uanset hvem der sidder med regeringsmagten efter et valg, er det her område utrolig vigtigt. Vi skal simpelthen have et værdisæt omkring handicapområdet,” siger hun.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, hilser forslaget velkomment. Det er på tide, at der kommer løsninger på problemet, siger han.

”Det er et problem, vi genkender. 18 års-grænsen er jo et problem, for det er næsten, som om man så skal genopfinde sig selv. Det her lyder meget lovende. Det gode ved det er, at de unge mennesker ikke bliver henvist til et døgntilbud, der kan være meget dyrere end den anden løsning. Det kan være stigmatiserende og fremmedgørende,” siger Thorkild Olesen.

Men det kræver også en faglig kompetent og præcis vurdering, hvor lang tid de unge personer med handicap skal have ret til hjælp i hjemmet, og om det skal gøres permanent, anerkender Kirsten Normann Andersen.

”Og det må bero på en drøftelse i kommunerne. Alle kommuner har jo kontakt med de familier, der har så handicappede børn.”

Men kan der ikke være noget positivt i, at børn kommer på institution, når de er omgivet af professionelt personale døgnet rundt?

”Jo, eksempelvis samværet med andre unge, det skal der også være plads til, og den slags institutioner skal vi også have flere af. Unge skal på trods af et handicap selvfølgelig også have mulighed for at flytte hjemmefra. Og der er også rigtig mange gode eksempler på, at unge udvikler sig selv, ikke mindst når de får den mulighed. Spørgsmålet er bare, om man er klar til det som 18-årig, når man ovenikøbet døjer med et handicap,” siger Kirsten Normann Andersen.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra Kommunernes Landsforening.