"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen."
Ovenstående er ikke et indlæg fra SF-baglandet i den aktuelle debat om fortsat regeringsdeltagelse, privatisering af Dong og massive indrømmelser til den røde regerings temmelig blåtonede politik, men derimod Jesu ord i Matthæusevangeliets kapitel 23.
Men ikke alene er det fra dette sted i Bibelen, at udtrykket at sluge kameler stammer. Det er også muligt at finde visse lighedspunkter imellem scenen, hvor Jesus giver en moralsk opsang til de skriftkloge og farisæerne altså magthaverne i Jerusalem for at sige ét og praktisere noget helt andet, og det brogede forløb omkring regeringens salg af aktier i energiselskabet Dong, der i går fik SFs formand Annette Vilhelmsen til at bebude sin afgang og trække sit parti ud af regeringen.
Vi skal ellers ikke længere end fem år tilbage for at finde Socialistisk Folkeparti på toppen af det, der blev kaldt Villy-bølgen. Under Villy Søvndals ledelse buldrede SF frem ved valget i 2007, og i de følgende par år gik SF i flere meningsmålinger forbi Socialdemokraterne i opbakning. S havde indtil da ikke rigtig regnet SF for noget, men vurderet, at vejen til magten gik over midten til De Radikale. Nu kørte S og SF parløb men valget i 2011 faldt ikke så godt ud for dem, at de kunne undvære R, og det blev SFs skæbne, mener Claus Bryld, historiker og lektor ved Roskilde Universitet.
LÆS OGSÅ: Eksperter: DONG er lige så vigtig som veje og broer
Hvis SF og Socialdemokraterne havde fået et bedre valgresultat i 2007, kunne de have fået rygstødet til at holde mere fast i deres egen politik. Socialdemokraterne misfortolkede valgresultatet som en sejr, men det var reelt et nederlag. De Radikale var blevet for stærke til, at S og SF kunne holde fast i deres fælles politik, vurderer han.
Et afgørende punkt i historien om S-R-SF-regeringens tilblivelse er ifølge Claus Bryld det tidspunkt, hvor parterne forhandler om regeringsgrundlaget i Det sorte tårn, Hotel Crowne Plaza, og SF accepterer formuleringen Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.
Det var højst mærkværdigt, at SFs forhandlere slugte denne kamel. For den formulering lagde grunden til alle de efterfølgende løftebrud, siger Claus Bryld og tilføjer:
Hovedforklaringen på, at det er gået så galt for SF, er, at regeringen har ført en helt anden politik end den, befolkningen og vælgerne havde forventet, de ville føre. Det kan godt være, at SFs ministre i dag står et andet sted, men ude blandt partimedlemmer og vælgere er man stadig socialister. Derfor har man haft meget svært ved at acceptere at have bragt en regering til magten, som letter beskatningen af de store erhvervsselskaber og samtidig halverer dagpengeperioden. Når man på den måde forskyder fordelingen fra dem, der har mindst, til dem, der har mest, skal det gå galt, siger han.
Mange kameler er blevet slugt af SF i tiden som regeringsparti, og sagen om Dong og Goldman Sachs var én kamel for meget. Men kun fordi det ikke lykkedes SF at få nok for sine indrømmelser, vurderer Johannes Andersen, samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet.
Hvis ikke man får nogle plusser på kontoen for al den kamelslugning, så går det galt. SFs situation minder om den situation, De Konservative stod i som det lille parti i et regeringssamarbejde i 00erne. Situationen sled flere partiformænd og næsten alle vælgere op hos de Konservative, og det er det samme, vi nu har set hos SF blot i et endnu hurtigere tempo, forklarer Johannes Andersen.
LÆS OGSÅ: Syv kameler SF har måttet sluge
SFs vælgertilslutning, som for fire-fem år siden lå helt oppe omkring 20 procent, er nu omkring fem procent med kurs mod spærregrænsen.
Man kan diskutere, om det har været til gavn for Socialdemokraterne, at deres regeringspartner på denne måde er gået nedenom og hjem. Det forekommer, at de centrale socialdemokratiske forhandlere har manglet tæft for at skabe resultater som såvel de andre partier i koalitionen som deres egne vælgere har kunnet fatte fornuften i. Det kan godt være, Socialdemokraterne føler, de kan stille sig op og sige: Vi reddede Danmark, men det er da et problem, når projektet ikke har opbakning og i øvrigt heller ikke ligner klassisk socialdemokratisk politik, siger han.
Ifølge Steen Gade, mangeårigt SF-folketingsmedlem og fra og med i går partiets finansordfører, er det imidlertid en myte, at hele regeringsprojektet har været en fiasko for SF.
Vi har fået rigtig meget ud af at være med i regeringen. Vi har sat markante aftryk på nogle af de langsigtede beslutninger om energipolitikken, ressourcestrategien, naturfonden, togfonden, og på de sociale områder har vi også meget at prale af. Vi har rykket sundhedspolitikken væk fra privatiseringer og fået større fokus på ulighed i levetid og psykiatri. Vi har også været aktive med at få formet en skolepolitik, som tager fat i de dårligst stillede. Vi har også haft nogle rigtig dygtige ministre. Så det er lidt noget vrøvl med den myte, at vi ikke har fået noget ud af at være i regering. Jeg siger ikke, at vi ikke kunne have fået mere ud af det, men det er prisen, når man sidder flere i regering sammen, siger han.
Ifølge Steen Gade har problemet været, at hver gang SF ville fortælle, hvad partiet havde leveret, druknede det i, at nogle utilfredse partimedlemmer offentligt brokkede sig over det, man ikke fik, og derved skabte et billede af de mange kameler og de få sejre:
Det, der sker nu, er sådan set bare trist. Det er en sag, som vækker mange følelser, men der er meget lidt substans i diskussionen. Det handler grundlæggende om at sikre en statslig virksomheds overlevelse og sikre, at der er ressourcer til at sikre den grønne energi, vi gerne vil. Derfor er det en mærkværdig sag. Og derfor er det mærkværdigt, at nogen skyder den ned og vil stemme imod sagen i en grad, så vores formand ikke følte, hun kunne holde sammen på partiet længere.
Men der er flere forhold, som ifølge Erik Meier Carl-sen, journalist, forfatter og politisk kommentator, giver anledning til tvivl om, hvorvidt SF overhovedet har en fremtid. Han ser nemlig ikke kun SFs krise som et resultat af en radikal armvridning under en regeringsdannelse, en tromlende socialdemokratisk storebror, en fumlende partiledelse og et højtråbende bagland, der udlægger alle forhandlingsresultater som fiaskoer.
Man skulle umiddelbart tro, at mange i finanskrisens tid ville vende sig mod socialismen som alternativ, men det sker ikke, fordi socialdemokrater og socialister ikke har magtet at opstille et brugbart alternativ til markedsøkonomien. Det eneste, den intellektuelle venstrefløj kan præstere, er en moralistisk væmmelse ved kapitalismen og det frie marked, som hele sagen om Dong og Goldman Sachs illustrerer. Det handler om selvretfærdigt at kunne placere ansvaret for alle de ulykker, man mener at se i form af markedsgørelse, forbrugerisme og forurening, hos nogle andre, siger han.
Erik Meier Carlsen betoner, at S ikke har ført ekstra blå politik for at stække SF. Man har ført den politik, som man fandt nødvendig. Og som også SFere som Ole Sohn og Thor Möger Pedersen troede på. Og Villy Søvndal, hvis Villy-effekt aftog dramatisk, indtil han for et års tid siden måtte gå som formand. For nogle måneder siden måtte han trække sig som udenrigsminister og folketingsmedlem af helbredsgrunde. Ifølge Erik Meier Carlsen førte formandskampen i 2012, hvor Annette Vilhelmsen besejrede Astrid Krag fra og med i går socialdemokrat til, at de mest talentfulde arvtagere i partiet trak sig:
Villy, Möger, Sohn og de andre havde flyttet partiet ganske meget, men efterladt en masse frustrerede medlemmer, som bragte Annette Vilhelmsen til magten. Det var ret katastrofalt for partiet, som dermed stod helt uden strategisk perspektiv og derfor blot fortsatte sin selvdestruktion. SF har nu mistet så mange centrale personer, at jeg er alvorligt i tvivl om, hvorvidt partiet kan overleve.