SF: Social kontrol i lukkede kristne miljøer findes – og den skal undersøges nærmere

SF’s kamp mod negativ social kontrol omfatter også den, der findes i lukkede kristne miljøer og sekter, siger partileder Pia Olsen Dyhr nu. Problemets omfang er ukendt, vedkender hun dog

”Der kan ikke sås tvivl om,” at der findes negativ social kontrol i kristne miljøer i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.
”Der kan ikke sås tvivl om,” at der findes negativ social kontrol i kristne miljøer i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Det har længe været på SF’s radar. Social kontrol. Kvinder, der fastholdes i tvangsægteskaber, bliver overvåget af deres mænd og udsættes for vold i hjemmet. Bagtæppet har længe været lige så tydeligt: Problemet foregår og skal bekæmpes i de muslimske minoritetsmiljøer, har SF ment.

”Man kan fodre hele nationens bestand af flere end 10 millioner slagtesvin med dokumentation for den omfattende sociale kontrol i etniske minoritetsmiljøer,” skrev partiformand Pia Olsen Dyhr og integrationsordfører Halime Oguz i en stor fælleskronik i Kristeligt Dagblad i maj.

Men nu lyder meldingen fra partiet, at også konservative og lukkede kristne miljøer skal endevendes i kampen mod negativ social kontrol.

”Der kan ikke sås tvivl om,” at der findes negativ social kontrol i kristne miljøer i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.

Meldingen kommer oven på et større interview, som partilederen gav til Morgenavisen Jyllands-Posten forleden. Her foreslog hun, at negativ social kontrol skal kunne give op til tre års fængsel som led i et direkte opgør mod ”negativ social kontrol i muslimske miljøer”.

Det vakte opsigt hos Børns Vilkår.

”Forhåbentlig har du heller ikke berøringsangst, når det gælder børn og unge i lukkede kristne miljøer. De udsættes for massiv negativ social kontrol,” skrev seniorkonsulent Bente Boserup på Twitter til Pia Olsen Dyhr.

Hertil svarede SF-formanden, at hun også nævner ”de kristne miljøer” i interviewet med Morgenavisen Jyllands-Posten.

I første omgang savner SF større viden på området, fortæller Pia Olsen Dyhr:

”Der er brug for mere viden om negativ social kontrol i kristne miljøer. Vi ved fra Børns Vilkår, at der er problemer, og rapporter fra nabolande viser det samme.”

SF-formanden nævner også, at ”øjenvidneberetninger fra folk som Morten Jeppesen, der brød med Jehovas Vidner, og Martin Rosgaard, der blev udsat for massiv social kontrol i Luthersk Mission i Vestjylland,” har overbevist hende om, at der er brug for at sætte ind over for social kontrol i både muslimske og lukkede kristne miljøer, idet hun her medregner Jehovas Vidner.

Hvad vil SF konkret gøre for at blive klogere på omfanget?

”Et bud kunne være at opgradere Socialstyrelsen med en enhed, der arbejder med lukkede kristne miljøer,” siger hun.

Du siger i interviewet med Morgenavisen Jyllands-Posten, at konservativ kristendom er enormt kvindeundertrykkende. Er det ikke stigmatiserende over for konservative kristne?

”Jeg er selv kristen, og det her handler ikke om at udskamme ortodokse (forstået som konservative, ikke som i den ortodokse kirke, red.). Men der findes ekstreme miljøer i den meget ortodokse kristendom, hvor det er et bærende princip, at kvinden tjener manden, og hvor homoseksualitet er en synd. Der har vi udfordringer med social kontrol,” siger Pia Olsen Dyhr.

Undertrykkelse og overvågning i lukkede kristne miljøer var senest heftigt debatteret, da Børns Vilkår i 2018 offentliggjorde en stor rapport om negativ social kontrol. Ved at gennemgå 459 samtaler med børn konkluderede organisationen, at der er problemer med negativ social kontrol i både muslimske og såkaldt ”lukkede kristne miljøer”.

I rapporten fortæller flere personer, som er vokset op i Jehovas Vidner, mormonkirken, Luthersk Mission og Indre Mission, om udskamning af homoseksualitet og onani, om kun at måtte have en kristen kæreste, eller om et særligt internetfilter, så man kun kunne se kristent accepterede ting online.

Størstedelen af henvendelserne kom fra muslimer, men en ikke ubetydelig del kom fra lukkede kristne miljøer, lød det fra Børns Vilkår.

Rapportens metodik fik senere kritik af to forskere.

”Ved at læse rapporten kan man lære noget om karakteren af social kontrol i kristne miljøer, men ikke noget om omfanget af fænomenet,” sagde eksempelvis Frederik Hjorth, adjunkt og underviser i forskningsmetoder på Københavns Universitet.

Bente Boserup fra Børns Vilkår fastholder, at børn og unge i lukkede kristne miljøer udsættes for massiv, negativ social kontrol.

”Børn i lukkede kristne miljøer går virkelig under radaren. Der findes eksempler på social isolation, på unge, der ikke må være homoseksuelle, på tvangsægteskaber og på dæmonuddrivelse.”

Hvorfra ved du, at der er massive problemer?

”Fordi vi løbende er stødt på grelle eksempler på negativ social kontrol, vi som samfund ikke kan tillade os at ignorere. Fra InsideOut (organisation, hvor primært kristne kan få hjælp efter at være brudt med konservative miljøer, red.) har vi også en idé om, hvad børn og unge udsættes for,” siger Bente Boserup.

Mens en række opsigtsvækkende rapporter har dokumenteret omfattende social kontrol i muslimske minoritetsmiljøer, findes der ingen kortlægning af omfanget af negativ social kontrol i kristne miljøer.

Eksempelvis beskrev analyseinstituttet Als Research i en stor undersøgelse tidligere på året, at hver tiende minoritetsetniske mand og kvinde inden for det sidste år har følt sig presset til at kontrollere andre familiemedlemmer.

I interviewet med Jyllands-Posten suppleres Pia Olsen Dyhr af SF’s integrationsordfører Halime Oguz, der advarer om, at problemer med social kontrol i muslimske miljøer relativeres.

”Når der har været en eller anden historie, så har man haft travlt med at relativisere ting og sige: Jamen der er også en etnisk dansk kvinde, der har været udsat for det samme,” siger Halime Oguz.

Pia Olsen Dyhr, er det ikke samme relativisering, du nu selv begår?

”Nej. Børns Vilkår har beskrevet, at der er problemer i nogle lukkede kristne miljøer. Selvom de får flere henvendelser fra børn med muslimsk baggrund, skal vi selvfølgelig også sætte ind andre steder, hvor der også er problemer. Al social kontrol skal bekæmpes.”

I InsideOut, der som nævnt primært arbejder med kristne ofre for negativ social kontrol, kalder formand Camilla Louise Johnson fænomenet for ”meget underbelyst”.

Organisationen får årligt 130-160 henvendelser, og heraf er cirka 75 procent fra kristne.

”I de muslimske miljøer er der oftere vold og deciderede dødstrusler. De kristne, der kommer til os, isoleres totalt socialt, hvis de træder ved siden af eller forsøger at forlade miljøet. Deres psyke nedbrydes, og de risikerer at miste hele deres netværk,” siger Camilla Louise Johnson, der som 32-årig brød med sekten Faderhuset og siden startede InsideOut op.

Problemet er størst i deciderede sekter, vurderer Camilla Louise Johnson, der efter bruddet med Faderhuset startede InsideOut op.

”Jehovas Vidner er alt for ofte en genganger,” siger hun.

Dertil kommer sektlignende miljøer, der er brudt ud af eksempelvis Indre Mission eller Pinsekirken og geografisk ofte lukker sig inde om sig selv i det såkaldte Udkantsdanmark, fortæller Camilla Louise Johnson:

”Men jeg er nødt til at sige, at det også findes i de store byer, og at det ikke kun foregår i deciderede sekter. Vi får også henvendelser om negativ social kontrol fra frikirker, lutherske foreninger og katolske kirker.”