Bølgerne går højt i SF op til partiets landsmøde om små to uger.
Striden står om, hvorvidt det skal være et folkeparti eller et arbejderparti, om det skal satse mest på de lavtlønnede og uudannede eller på alle og enhver.
Centralt i kampen står den 31-årige, mureruddannede Mattias Tesfaye, der kandiderer til en næstformandspost, og som får opbakning fra blandt andre partileder Villy Søvndal og skatteminister Thor Möger Pedersen.
LÆS OGSÅ: Vælgere straffer kriseramt Søvndal
Mattias Tesfaye, som er ansat i fagforeningen 3F, har markeret sig med mange debatindlæg og ikke mindst 10 teser om praktisk socialisme. Her slår han til lyd for, at al politik bør være kamp for arbejderfamiliernes livsvilkår, og han udnævner hovedmodstanderne til at bo i whiskeybæltet og i Indre By. Mens meget af det, Dansk Folkeparti giver udtryk for i rets- og integrationspolitikken, er godt.
De synspunkter har provokeret i dele af SF, og folketingsmedlem Pernille Frahm har skrevet i partiets åbne debatforum, rød blog, at teserne synes at passe bedre ind i et kommunistisk parti end i SF.
Dermed hentyder hun til, at Mattias Tesfaye allerede som 16-årig meldte sig ind i partiet DKP/ML. Det var oprindeligt et stalinistisk parti, som isolerede sig totalt fra den øvrige venstrefløj, som gerne talte om væbnet revolution, og som skiftevis havde Albanien, Nordkorea, Vietnam, Kina og Cuba som idealstat. Også længe efter Murens fald.
I dag forklarer Mattias Tesfaye, at han var under påvirkning af, at både hans mor og moster var engagerede i partiet.
Jeg brugte jo min tid på fagbevægelsen og Rød Ungdom i Aarhus. Det var det politiske miljø, jeg var en del af. Jeg har aldrig gået ind for voldelig revolution og har heller aldrig mødt nogen, som har nævnt det med et ord, siger han.
Omkring 2000 kom han et halvt år på højskole, og det blev afgørende for hans politiske udvikling.
Jeg blev ligesom revet ud af det miljø og op til et sted, hvor det handlede om piger og fester, og hvad det ellers handler om på en højskole. Da jeg så kom tilbage fra højskolen og skulle til generalforsamling, syntes jeg, det var et helt mærkeligt politisk miljø. Jeg tænkte, Har de forandret sig, hvorfor snakker de om sådan nogle verdensfjerne ting, hvilken planet lever de på? Kan de da ikke høre, at det der lyder helt bizart? Men i virkeligheden var det mig selv, der havde forandret mig.
Vil du kalde det et sekterisk miljø?
Mattias Tesfaye holder en lang pause, før han svarer.
Jeg trækker lidt på det, for store dele af min familie er stadig medlemmer, og jeg synes jo ikke, der er noget galt med dem som mennesker. Jeg synes bare, at det politiske er totalt gak-gak. Så jeg brugte noget tid på at diskutere internt, hvad i alverden de havde gang i.
Og tro mig, det, jeg har været igennem den seneste uge, er ingenting i forhold til sådan en storvask i en lillebitte politisk organisation. Det var virkelig barskt og personligt og ubehageligt. Det er, som man forestiller sig det må være i mærkelige, okkulte grupper, siger han.
Han forklarer, at han trak sig ind i sig selv, blev politisk inaktiv og listede ud ad bagdøren, uden at nogen bemærkede det. Efter nogle år meldte han sig så i 2008 ind i SF.
Det gode ved det er, at jeg har fået lidt hård hud på sjælen. Det rører mig ikke så meget, hvad der er sket den seneste uge. Det eneste, der rørte mig, var, da Pernille Frahm sagde, at jeg hørte til i et kommunistisk parti. Lige det ord gjorde ondt. For er der noget, jeg har brugt en stor del af min ungdom på at vriste mig fri af, så er det det, siger han.