Bag krisen
Pia Olsen Dyhr har meldt sig som formandskandidat i SF. Hendes kandidatur får opbakning fra de centrale politikere fra Holger K. Nielsen over Özlem Cekic til gruppeformand Pernille Vigsø Bagge. Dermed er det meget svært at se, hvem der kan true hendes valg.
Pia Olsen Dyhr tilhører den grønne fløj i SF, men hun er samtidig stor tilhænger af den indflydelseslinje, som blev grundlagt af Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen før sidste valg. Altså præcis den linje, som den røde fløj i den forgangne uge gjorde oprør mod med så stor kraft, at partiet trådte ud af regeringssamarbejdet.
LÆS OGSÅ: SF: Syv fejl, der fældede det gamle parti
Det paradoksale er, at netop venstrefløjen for et år siden fik magten, da Annette Vilhelmsen blev formand, men at den samme venstrefløj bragte hende til fald i det kaotiske døgn fra onsdag til torsdag i sidste uge.
Kristeligt Dagblad har talt med en række af aktørerne i det forløb og kortlægger her det døgn, som flere betegner som det værste i SFs historie måske med undtagelse af det store brud i 1967, da fire folketingsmedlemmer oprettede partiet Venstresocialisterne i protest mod SFs samarbejde med Socialdemokratiet under det røde kabinet, hvor de to partier indtil da havde flertal i Folketinget.
Under alle omstændigheder bliver det en ny formands vigtigste opgave at klinke skårene og undgå, at et tilsvarende kollaps nogensinde sker igen.
Det er fløjene i det mindste enige om. Men hvad skete der egentlig? Da SFs folketingsmedlemmer, ministre og landsledelse møder op i DGI-byen på Vesterbro i København onsdag den 29. januar lidt før klokken 18, er SF stadig et regeringsparti. De seneste dage forinden har der godt nok været voldsom turbulens, fordi flere folketingsmedlemmer voldsomt modsætter sig salget af 19 procent af Dongs aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Den netop indtrådte vikar for stressramte Anne Baastrup, Karsten Hønge, er blandt de vrede, og han hælder til, at SF ligefrem skal gå ud af regeringen på grund af salget. Han bliver bare ikke rigtig taget seriøst, i hvert fald ikke af pressen, der vurderer ham til at være noget af en spradebasse.
Det er noget andet med SFs landsledelse. Som hos Enhedslisten har landsledelsen et stort ord at skulle have sagt, når det gælder større parlamentariske og politiske spørgsmål. Det kan godt være, at folketingsmedlemmer efter Grundloven kun er bundne ved deres samvittighed, men SFs love fastslår, at landsledelsen fastlægger hovedlinjerne i partiets politik mellem landsmøderne, der ellers er den højeste autoritet.
Så før landsledelsesmødet onsdag gløder telefonerne. Partiformand Annette Vilhelmsen vil sikre sig, at et flertal i ledelsen stemmer ja til en meget kort tekst om, at landsledelsen accepterer, at folketingsgruppen følger regeringens linje og accepterer salget af Dong-aktierne.
Det bliver et meget højrøstet møde. Ifølge nogle deltagere bliver der både råbt, grædt og skældt ud. Landsledelsesmedlem Kristen Touborg kalder det det mest bevægende, han nogensinde har været med til i SF. Men landsledelsen bøjer sig og vedtager med stemmerne 11-7 at give folketingsgruppen mandat til at støtte regeringen og stemme imod det forslag fra Enhedslisten, som allerede torsdag morgen skal til afstemning i folketingssalen. Forslaget indebærer, at salget af aktier skal udskydes. Ikke stoppes, men udskydes.
Selv en udskydelse er dog uantagelig både for partiledelsen og for regeringen. Det vil skabe usikkerhed om salget og gøre den danske regering utroværdig over for internationale virksomheder i fremtiden, hedder det.
fortsætter side 2
Så sagen skulle egentlig være på plads cirka kl. 21.30 onsdag aften, da Annette Vilhelmsen kommer ud og fortæller den danske verdenspresse, at landsledelsen har accepteret det delvise salg af Dong.
Landsledelsen er som sagt partiets øverste organ, så forventningen er, at det blot er en formssag, at ministre og folketingsmedlemmer efterfølgende samles til et nyt møde. Det er imidlertid alt andet end en formssag. Da deltagerne kommer ud omkring midnat, er de blege, og på spørgsmålet om, hvorvidt SF fortsat er regering, kommer der besynderlige svar som, at det må andre afgøre og det regner jeg da med. Kort efter trækker partiets ene næstformand Peter Westermann sig, det samme gør den politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen og gruppeformand Karina Lorentzen Denhardt.
Efterfølgende viser det sig, at årsagen til dramaet er, at seks folketingsmedlemmer trods landsledelsesbeslutningen fortsat modsætter sig salget af Dong-aktier, og at de angiveligt vil gå imod regeringen, enten ved at stemme blankt til Enhedslistens forslag om at udskyde salget, eller ved at blive væk fra afstemningen. Özlem Cekic skriver direkte på sin Facebook-side, at hun vil boykotte afstemningen. Her kan man også læse, at Annette Vilhelmsen skulle have sagt klart og tydeligt, at hvis der er en eneste SFer, der går ned og stemmer imod eller stemmer blankt til forslaget om et timeout, så vil statsministeren smide SF ud af regeringen. Jeg har også fået at vide, at SF står uden en formand, hvis bare der er en, der går ned og stemmer blankt.
Både Annette Vilhelmsen og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser siden, at statsministeren skulle have fremsat den slags trusler, hvilket i øvrigt også ville være meget usædvanligt i den højspændte situation.
Torsdag morgen kl. 7 mødes de seks oprørske folketingsmedlemmer - Özlem Cekic, Trine Pertou Mach, Karsten Hønge, Eigil Andersen, Lisbeth Bech Poulsen samt Karina Lorentzen Dehnhardt - med partiledelsen i Socialministeriet. Her drøfter man, om det ikke kan lade sig gøre, at de seks kan blive clearet til afstemningen kl. 10.
Clearing er et system på Christiansborg, som skal sikre mod tilfældigheder i den politiske proces. Der er altid folketingsmedlemmer, som er forhindret i at være tilstede ved afstemninger om lovforslag og vedtagelser, for eksempel på grund af sygdom, udlandsrejser eller andre væsentlige møder. Derfor har partierne indbyrdes aftalt, at man kan udligne den slags forhold ved clearing. Ligger hele den socialdemokratiske med influenza, holder de borgerlige partier et tilsvarende antal folketingsmedlemmer væk fra en afstemning, selv om de teoretisk set kunne udnytte situationen til at stemme regeringen ned.
Men systemet kan selvfølgelig ikke bruges til at holde medlemmer væk, som af samvittighedsgrunde er imod et bestemt forslag. Det gør Dansk Folkeparti da også helt klart senere på formiddagen. De vil ikke acceptere en clearing, for at SFere kan slippe for at stemme imod deres samvittighed. Allerede forinden slutter SF-mødet i Socialministeriet dog. Annette Vilhelmsen vil gå til Helle Thorning-Schmidt og meddele, at hun trækker sig som formand. Hvorfor det ender sådan, er der forskellige forklaringer på. Ifølge nogle kilder lover kritikerne, at de alligevel nok skal stemme med regeringen. Andre siger, at Annette Vilhelmsen ikke kan få løftet fra alle seks kritikere.
Allerede forinden er der dog et brev på vej ud til landsledelsen om, at Annette Vilhelmsen går af som formand, og at SF rækker sig ud af regeringen.
Holger K. Nielsen siger angiveligt på vej ud fra mødet til de seks oprørere, at nu kan de bare stemme som de vil.
Tre medlemmer er fraværende, nemlig Karsten Hønge, Eigil Andersen og Annette Vilhelmsen selv. Fire af kritikerne stemmer alle med regeringen - og imod Enhedslistens forslag - men da er løbet jo kørt.
Er deres egentlige mål at få SF ud af regeringen, er det opnået på det tidspunkt, Prisen bliver, at de må ofre den formand, de selv har bragt til magten. Og at de nu efter alt at dømme får en formand, der vil følge regeringen tæt som overhovedet muligt. Hvilket i sidste ende blot understreger, at politik drives af mange andre kræfter end rationalitet.