Det var egentlig lidt et tilfælde, at Shani Pedersen fik en abortsamtale.
Hun var seks uger henne, da hun i efteråret 2016 fandt ud af, at hun var gravid, og hun var egentlig ikke i tvivl om, at hun skulle have aborten. For hverken hun selv eller den mand, der havde gjort hende gravid, havde lyst til at få et barn.
”Det passede ret dårligt ind i vores liv og de mål, vi havde med vores liv. Et barn er et kolossalt ansvar, og det var vi ikke parate til at tage,” siger Shani Pedersen, som i dag er 26 år og uddannet journalist.
Hun kontaktede sin praktiserende læge. Både for at få endeligt afklaret, om hun var gravid, og for at bestille tid til en abort.
Men hos lægen var temaet ikke så meget, om hun skulle have en abort, og om hun var afklaret om sin beslutning. Snarere drejede samtalen sig om, hvordan og hvor indgrebet skulle foregå.
”De refleksioner og overvejelser, jeg havde om aborten, foregik hovedsageligt på en ikke-planlagt måde hos sygeplejersken i lægehuset, som tog min blodprøve og på Hvidovre Hospital, som stod for aborten,” siger Shani Pedersen og fortsætter:
”Sygeplejersken fortalte ud fra sine erfaringer og spurgte rent ud, hvordan det kunne være, at jeg ikke ville have barnet. Det var faktisk rart at blive tvunget til at reflektere over det. Og hvis jeg ikke havde haft den samtale hos sygeplejersken, havde jeg manglet det. Jeg synes, at det er vigtigt, at man vender de eksistentielle ting fremfor de mere praktiske. Det undrede jeg mig lidt over hos lægen,” siger Shani Pedersen.
Som loven foreskriver, har abortsøgende kvinder både krav på en samtale før og efter abort. Men som Kristeligt Dagblad i dag kan beskrive, finder størstedelen af samtalerne ikke sted. Enten på grund af tidspres hos lægerne, eller fordi kvinderne ikke ønsker en samtale. Shani Pedersen var ganske vist blevet fortalt, at hun havde ret til en samtale efter aborten.
Men det var først tre måneder efter aborten og efter en lang periode med en følelse af tristhed og tomhed, at hun kontaktede lægen og bestilte tid til en opfølgningssnak. Når hun i dag ser tilbage på den tid, undrer hun sig over, at der ikke allerede før aborten blev aftalt en tid til at følge op på indgrebet. Ligesom hvis man er begyndt på en ny type medicin og skal vurdere virkningen af den.
”Når man på den måde lægger det ud, så det er ens eget ansvar, kan det være svært at handle på det. For man ved måske ikke, hvordan man i virkeligheden har det. Særligt fordi det er så tabubelagt, at man ikke taler med så mange om det. Jeg kontaktede først min læge, da det virkelig stod slemt til med mig. Før det gik jeg rundt og følte mig ret ensom i min beslutning,” siger Shani Pedersen, der efterfølgende blev screenet for en depression.
For selvom hun også efter aborten vidste, at hun havde truffet den rette beslutning, tænkte hun alligevel en del over, hvordan livet havde været med et barn.
”De refleksioner tror jeg, at alle har, uanset deres beslutning. Man ved godt, at beslutningen er den rette, men derfor kan man sagtens have godt af en samtale, fordi det er nogle tunge tanker at gå rundt med alene. Og hvis man ikke har brug for det, kan man jo bare sige det til sin læge. Det er i hvert fald vigtigt, at der er nogle, som stiller spørgsmål til de tanker og følelser, man har. Og havde jeg ikke haft den snak med sygeplejersken i sin tid – og selv fulgt op – så havde jeg måske aldrig fået talt om det, som i virkeligheden er en kæmpe beslutning for en kvinde,” siger Shani Pedersen, som i dag har det meget bedre, efter at hun har gennemgået psykologbehandling på grund af sin reaktion på aborten.
