Shiamuslimerne mindedes Hussein

Verden over mindedes shiamuslimerne i går profeten Muhammeds barnebarn, Hussein, som døde martyrdøden på Kerbala-sletten i Irak i 680

Omkring 1000 shiamuslimer, cirka lige mange mænd og kvinder, gik i går i Ashura-optog gennem Nørrebrogade i København. Politiet kørte talstærkt for og bag, men ned gennem rækkerne sørgede muslimerne selv for ro i rækken, så den anmeldte demonstration aldrig bredte sig udover den tildelte kørebane. Sludregnen silede ned, mens skriften på de bannere, der ikke var pakket ind i plastic, løb ud. Der var ingen protester mod Jyllands-Postens tegninger, på alle flag skilte stod der på arabisk "Hussein" og "Budskabet med imam Husseins ashura er et kald efter frihed og retfærdighed". Imam Hussein døde martyrdøden på Kerbala-sletten i Irak i 680, og ashuraen mindes årligt denne begivenhed.  -- Foto: Scanpix.
Omkring 1000 shiamuslimer, cirka lige mange mænd og kvinder, gik i går i Ashura-optog gennem Nørrebrogade i København. Politiet kørte talstærkt for og bag, men ned gennem rækkerne sørgede muslimerne selv for ro i rækken, så den anmeldte demonstration aldrig bredte sig udover den tildelte kørebane. Sludregnen silede ned, mens skriften på de bannere, der ikke var pakket ind i plastic, løb ud. Der var ingen protester mod Jyllands-Postens tegninger, på alle flag skilte stod der på arabisk "Hussein" og "Budskabet med imam Husseins ashura er et kald efter frihed og retfærdighed". Imam Hussein døde martyrdøden på Kerbala-sletten i Irak i 680, og ashuraen mindes årligt denne begivenhed. -- Foto: Scanpix.

Alle shiamuslimer beder med panden på en lille sten. Ifølge legenden er stenen skabt af ler og blod fra den irakiske Kerbala-slette. Her led Hussain, den tredje imam og profeten Muhammeds barnebarn, martyrdøden i kamp mod en overlegen styrke fra det i shiaernes øjne diktatoriske Ummayde-dynasti, som dengang sad på magten i de muslimske riger.

Det er Husseins ofren sig i forsøget på at gøre op med uretfærdighed, intolerance og den sande fortolkning i islam, som shiamuslimer verden over mindedes i går.

I Københavns gader i går i en fredelig demonstration med omkring 1000 deltagere, der med flag med Husseins navn, i silende sludregn og ikke et ord om Muhammed-tegninger vandrede fra Israels Plads til Nørrebro Station.

– Hussein var lige som Jesus. Han døde for vores skyld, sagde Venus, som oprindeligt kommer fra Iran, hvor statsreligionen er shia-islam.

– Alle de muslimske regeringer har ligesom ummayaderne svigtet folk. Muslimerne er fattige og dårligt uddannede, og derfor er Danmark faktisk tættere på den ideelle stat, som Hussein kæmpede for, end staterne i Mellemøsten er, siger hun, mens hun i rækken af kvinder bagest i demonstrationen ligesom alle andre forsøger at undgå at blive ramt af paraplyerne, som udgør et farvestrålende tag, der dækker over alle de sortklædte kvinder.

Ligesom mændene er de alle i sort. Det er farven i anledning af Ashura – også kaldet martyrernes dag – som er en af de største helligdage i shia-islam.

Hvert år ser man shiamuslimske mænd slå sig selv til blods i solidaritet med Husseins martyrdød. Ifølge den iranske kvinde Venus ville Hussein selv have protesteret, og også islameksperter mener, at det er en meget lille andel, der går så drastisk til værks – og mange steder er det forbudt.

Men skal man drage en sammenligning med kristendom, siger religionshistoriker Tim Jensen fra Syddansk Universitet, så må det blive med de kristne i Filippinerne, som hver påske lader sig korsfæste i solidaritet med Jesu død på korset. Han understreger, at selvom et Ashura-optog kan se meget voldsomt ud, så er der lige så meget indre som ydre ekstase forbundet med traditionen.

Shiaer og sunnimuslimers veje skiltes blandt andet på grund af uenighed om valg af muslimernes øverste leder. De, som senere blev shiamuslimer, var af den overbevisning, at kaliffen, som dengang rådede over hele det muslimske rige, skulle være direkte efterkommer af profeten. Sunnierne mente, at kaliffen skulle vælges blandt de klogeste mænd iblandt dem. Imam Ali – Husseins far og profeten Muhammeds fætter og svigersøn – var den sidste, som shiaer og sunnier var enige om.

– På grund af stenen af blod og ler fra Kerbala spiller Hussein en daglig rolle i shia-islam. Han har også sit eget mausoleum, som muslimer valfarter til, som kristne vandrer på pilgrimsfærd til Santiago de Compostela, siger Tim Jensen.

Shiamuslimerne vandrer, mens de hylder Hussein fra Najaf i Irak, hvor Ali – som også blev myrdet – ligger begravet, til Kerbala, hvor Husseins mausoleum er. Indtil 2004 har det været det shiamuslimske flertal i Irak forbudt at fejre Ashura på den måde af frygt for uroligheder.

– Siden 1979, hvor den iranske revolution fandt sted og bragte ayatollah Khomeini til magten, har alle lande med shiamuslimske befolkningsgrupper været på vagt. Fordi Ashura er en oplagt mulighed for at protestere mod uretfærdighed, siger Tim Jensen.

Den iranske ayatollah markerede et meget stort skifte i shiamuslimers holdning til magthavere. Ifølge den mest almindelige retning – tolver shiismen – så forsvandt den 12. imam. Ifølge legenden lever han i skjul, men vender tilbage for at etablere den sande muslimske stat. Indtil da adlyder shiaerne styret i det land, de lever i. Det gjaldt også Khomeini selv, som efter ayatollah-uddannelsen i 1942 prædikede fred og sameksistens med shah-styret indtil slutningen af 1960'erne.

– Da begyndte han at slå sig selv op som en slags stedfortræder for den 12. imam, og det ændrede shiamuslimernes forhold til magthaverne. Ashura-optogene var en af brikkerne til ayatollahens magtovertagelse, og derfor passer man i Mellemøsten på i disse dage, siger Tim Jensen.

For sunnimuslimer betyder Ashura stort set intet. Men den falder også på den dag, hvor Nuh (Noah) ifølge Koranen skulle have forladt sin ark.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk