Prøv avisen

Sibirisk hule fortæller atter nyt om menneskets historie

To artikler i det nyeste nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature konkluderer, at Denisova-hulen i det sydlige Sibirien har været næsten kontinuerligt beboet af neanderthalere og denisova-mennesket gennem 300.000 år. Foto: Ritzau Scanpix

Endnu engang trækker fund fra Denisova-hulen overskrifter verden over. Hulens klima er med til at bevare værdifuldt dna-materiale, påpeger dansk forsker

En sibirisk hule måtte have været en forhistorisk ejendomsmæglers hede drøm.

To artikler i det nyeste nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature konkluderer nemlig, at hulen i det sydlige Sibirien har været næsten kontinuerligt beboet af neandertalere og denisova-mennesket gennem 300.000 år. De to forhistoriske menneskearter har endda boet i hulen inden for de samme tidsperioder i titusinder af år. Artiklerne er baserede på analyser af knogler, materielle fund – som ringe, nåle og armbånd – og sedimenter, det vil sige jordlag.

”Undersøgelserne kortlægger den biologiske mangfoldighed inden for 300.000 år, men også den kulturelle mangfoldighed. Artiklerne styrker klart hypotesen om, at artefakterne er skabt af denisovaer og neandertalere. Det er derudover mest sandsynligt, at denisovaen har skabt de mere spektakulære objekter fra hulen,” siger Felix Riede, arkæolog og professor ved afdelingen for arkæologi og kulturarvsstudier på Aarhus Universitet.

Tidligere har fund fra Denisova-hulen skabt andre epokegørende palæontologiske nyheder. Som da et internationalt hold af forskere i en artikel i Nature tilbage i 2010 kunne afsløre en helt ny menneskeart.

Arten blev opdaget, da forskere analyserede dna’et fra et lille stykke af en lillefingerknogle. Hominiden blev opkaldt efter hulen og fik derfor navnet Denisova-mennesket.

”Dét, der har sat hulen på verdenskortet, er, at man har kunnet aflæse dna fra knoglefragmenter fra fortidens mennesker og fundet en ny menneskeart, som ikke kan artsbestemmes anatomisk. Før analyserne anede ingen, at denne menneskeart havde eksisteret,” siger Felix Riede.

En anden stor nyhed var, da forskere sidste år kunne offentliggøre, at de havde identificeret pigen ”Denny”, hvis dna afslørede, at hendes mor var neandertaler og faderen denisova.

I faderens dna kunne forskerne også se spor af neandertaler længere tilbage. Fundet tydede dermed kraftigt på, at det var normalt for de to arter at få børn med hinanden. Trods de direkte beviser for at arterne må have mødtes, har den nye kortlægning af, hvornår de to forskellige arter boede i hulen, dog ikke kunne præcisere, om de to forskellige arter boede i hulen sammen.

”I hulen har arkæologerne fundet en hel ny menneskeart, den bedst bevarede arvemasse fra en neandertaler og dæleme også en hybrid. Alle de tre fund er hver især epokegørende. Bare ét af fundene ville have gjort hulen berømt,” siger Mikkel Heide Schierup, professor på Bioinformatics Research Centre ved Aarhus Universitet, der selv har forsket i denisova-gener, dog ikke fra selve hulen.

Årsagen til, at hulen i det sydlige Sibirien har været findested for så mange store gennembrud om fortidsmennesker, er især de klimatiske forhold, forklarer Mikkel Heide Schierup.

Hulen har været kølig uden store udsving i temperatur og fugtighed, hvilket har medført, at dna’et er velbevaret i knogleresterne fra fortidsmenneskene.

Professoren fra Bioinformatics Reseach Centre forklarer, at der er sket et skifte i forskningen af de tidlige menneskearter. Tidligere har arkæologerne gået efter artefakter og knogler, så palæontologerne har kunne samle et skelet.

”Det nye guld er knogler med dna,” siger Mikkel Heide Schierup.

Hulen i Altaj-bjergene er blevet udgravet siden begyndelsen af 1970’erne. Men efter fundet af denisovaen er arbejdet intensiveret, og jordlagene bliver grundigt registreret, udgravet og siet for knogler, som kan indeholde velbevaret dna.

Arkæolog Felix Riede fortæller, at hulen er stor, og der er masser af sediment tilbage i hulen, så fremtidens arkæologer kan gøre flere store fund i hulen i Sibirien.

”I dag vil man ikke totaludgrave en hule, vel vidende at man om 20 år får bedre muligheder for at lave videnskabelige analyser af materialet.”

Felix Riede perspektiverer til udgravninger af huler for små hundrede år siden:

”Vi har alt for mange spektakulære huler, der blev tømt for knogler og artefakter i 1920’erne og 1930’erne. Resten blev smidt ud eller ødelagt under udgravningerne med store hakker og spader. Videnskabeligt er det en tragedie.”