Det lå ligesom i kortene, at René Holm skulle være selvstændig. Det havde både hans far og farfar været før ham, og selvfølgelig på den ø, hvor familien i flere generationer er født og opvokset: Ærø i det sydfynske øhav.
Men at tiderne har forandret sig, fandt 32-årige René Holm langsomt ud af. For omsætningen i den slagterforretning, han havde overtaget i 2014, gik den forkerte vej.
Og den våde og kolde sommer gjorde ikke tingene bedre. Meget få købte kød til en hyggelig grillaften på terrassen, og sommersalget, der ellers skulle have reddet en skrantende økonomi, udeblev.
Fredag den 4. august måtte René Holm derfor sætte et papskilt i butiksruden med den kategoriske melding: ”Lukket”. Dunkær Slagteren var gået konkurs, og ikke nok med at byen havde mistet sin eneste slagterbutik og mulighed for at få slagtet deres dyr på øen, så havde René Holm og hans kone, der arbejdede i butikken, mistet deres arbejde – og deres drøm om en fremtid som selvstændige erhvervsdrivende.
”Det har været en virkelig hård proces, og jeg var helt ødelagt den fredag. Jeg havde lige sat skiltet op og sat mig ind i rummet bagved for at tage en kop kaffe og sunde mig lidt, da butiksdøren så igen gik op. Jeg havde glemt at låse, så nu stod der en kunde derinde og forstod selvfølgelig ikke, hvorfor jeg virkede så trist. Det var heldigvis en, jeg kendte godt. Men bagefter lukkede vi os faktisk inde hele weekenden og kom først ud igen om tirsdagen,” fortæller René Holm, mens han viser rundt i de tomme lokaler, der udgjorde det meste af hans verden i de sidste mange år.
Han var nemlig udlært hos den tidligere ejer, som han siden indgik partnerskab med i fem år, inden han selv overtog slagtehal, maskiner og butik for tre år siden.
”Min farfar var også slagter og havde sin egen butik. Dengang var der otte eller ni slagterforretninger på Ærø. Nu er der ingen. Havde jeg vidst, at det ville gå så galt, så havde jeg selvfølgelig ikke købt butikken dengang. Men da så det meget mere lovende ud. Jeg synes også, vi har haft god opbakning fra de lokale på øen, men det er klart, at det er blevet sværere at konkurrere med supermarkederne,” siger René Holm, der i disse dage går og venter på, at hans samlede gæld bliver gjort endeligt op.
Han forventer, at den kommer til at ligge på omkring et par millioner kroner, og han vil derfor søge om gældssanering og på den måde håbe at få en ordning, så der kan være rent bord og mulighed for en ny start om måske fem år.
I det tidligere butikslokale er uret på væggen gået i stå. Fryserne, kødkrogene og hylderne i glasmontrene er tomme.
Kun en enkelt rudekuvert har fundet vej ind ad brevsprækken. De ryger ellers direkte til advokaten.
Bilen er også forsvundet, og den lille familie med far, mor og to små børn bor heller ikke længere i den lejlighed, der ligger ovenpå slagterforretningen. I dag bor de til leje hos svigerfar, der også låner dem sin bil, når de har brug for det.
”Der har været nogle kameler at sluge. Det er svært at bede om hjælp fra andre, når man allerhelst vil kunne klare sig selv. Vi håbede derfor også til det sidste, at vi kunne få det til at løbe rundt. Men det betød jo også, at jeg arbejdede altid. Stod op klokken fire om morgenen og tog først fri ved 19-tiden. Ferierne, fødselsdage og al selskabelighed lod jeg min kone tage sig af, så det har da også haft nogle omkostninger for familien, at jeg har kæmpet så hårdt for min drøm.”
De første par måneder efter konkursen er gået o.k., fortæller René Holm.
”For der har været så meget, der skulle ordnes.”
Men nu begynder rastløsheden og usikkerheden om fremtiden at melde sig.
”Tiden bliver pludselig så lang, og jeg leder konstant efter andre jobs her på øen. Og det er slut med drømmen om at være selvstændig. Nu kunne jeg sagtens forestille mig som noget helt andet – for eksempel graver, hvor jeg kunne være mere udenfor.”
Hans kone, Christina Hemmingsen, er for tiden på barsel med den yngste, ”og så må vi se bagefter, hvad hun kan finde. Vi har selvfølgelig talt om, at det nok var lettere at finde noget væk fra øen. Men alle vores venner og min familie bor her på Ærø. Så snart jeg har været væk fra øen nogle dage, savner jeg den helt vildt. Roen, naturen og sammenholdet herovre er meget svært at finde andre steder. Derfor er det allersidste udvej at flytte herfra.”