Sigge Winther Nielsen starter med et kraftigt forbehold, inden beskriver omfanget af de problemer, han opridser i sin nye bog ”Entreprenørstaten”.
”I det danske samfund har vi historisk været gode til at bruge politik som et instrument til at løse de svære problemer. Der er rigtig mange ting, der fungerer i Danmark, og vi står et rigtig godt sted, hvis vi sammenligner os med andre lande.”
Men trods erkendelsen af, at netop politik har været det afgørende nøgleredskab i udviklingen af det danske samfund, hvor der både er velfærd, tryghed og frihed for langt de fleste, er der alligevel grund til alvorlig bekymring, hvis man ønsker et politisk system, der rent faktisk evner at løse virkelige problemer for virkelige mennesker.
”Jeg er bange for, at vores motor er ved at løbe tør for benzin. Vi står tilbage med nogle af de allersværeste problemer, for eksempel i forhold til social mobilitet, integration og klima. Det er noget, vi har bøvlet med i rigtig mange år. Paradokset er, at vi prøver at fikse vores store problemer med stadig lettere løsninger. Det skyldes, at politik går hurtigere og hurtigere, og samtidig bliver den lavet uden særlig meget inddragelse og ekspertviden.”
Sådan lyder den nedslående diagnose af dansk politik anno 2021 hos Sigge Winther Nielsen, der blev kendt i offentligheden som vært på DR 2-programmet Deadline. Han har også slået sin folder som talentfuld embedsmand i Finansministeriet, som prominent politisk analytiker i Politikens spalter og som ph.d i statskundskab på både danske og amerikanske universiteter. I dag er han vicedirektør i Djøf.
Han har altså selv spillet en række af rollerne i det, han beskriver som et ”absurd politisk teater.”
”Journalisterne oplever et enormt pres i forhold til at udkomme og beskrive nye problemer i samfundet. Derfor skal politikerne hele tiden smide nogle nye godbidder til journalisterne, og derfor skal embedsmændene hele tiden lave noget ny og hurtig politikudvikling. De er bundet sammen i et dysfunktionelt forhold.”
Men har politikerne ikke en stærk interesse i at lave noget politik, der rent faktisk fungerer i virkeligheden?
”De er slaver af deres tid. Når jeg taler med politikere, så fortæller de, at det føles som en slags naturkraft, når man står i arenaen, og det hele buldrer derudaf. Det kan være svært at løfte blikket og sige ’hey, nu vil jeg gøre noget helt andet’.”
Konsekvensen af de vilde politiske naturkræfter er ifølge Sigge Winther Nielsen en forøget mængde af den slags politik, der gør sig godt på avisernes forsider og i ministrenes talepapirer, men som sjældent batter noget i virkelighedens verden. Pseudopolitik, kalder han det.
”I bogen taler jeg med en række politikere, der anerkender, at der nogle problemer, der er så store og svære, at det er uoverskueligt at gå til dem. Men når man laver pseudopolitik, så ser man handlekraftig ud, selvom man godt ved, at det ikke kommer til at flytte noget. Det kan for eksempel være, at man opretter en pulje eller laver en kampagne. Det er i småtingsafdelingen. Men der er også den storladne pseudopolitik, hvor man flytter rundt på alting på ingen tid, og hvor man ikke bruger tid på at undersøge, hvordan det, man vedtager, implementeres og fungerer i virkelighedens verden.”
Han fremhæver oprettelsen af Familieretshuset i 2019. Her var målet at lette livet for børn, der er fanget i konfliktfyldte skilsmisser. Men allerede efter få måneder var ventetiden eksploderet, mens evalueringerne viste, at både forældre og børn fik det værre og værre.
”Det er et eksempel på, hvordan politikere, journalister og embedsmænd ryger ind i et samspil, der ender med, at politikerne vedtager noget, som de inderst inde godt ved ikke kommer til at virke. Det er den slags ting, der bekymrer mig. For så er det ikke bare et show i medierne, men noget, der har nogle rigtige konsekvenser for mennesker.”
Sigge Winther Nielsen understreger sin pointe ved at beskrive det danske demokrati som et hus med en fordør og en bagdør. Fordøren tager sig af den offentlige samtale, hvor politiske udspil præsenteres og meninger brydes. Bagdøren danner ramme om den politik, som vedtages i Folketinget og omsættes til praksis, så borgerne mærker en forskel. Hans ærinde er at skabe en bedre forbindelse mellem husets to indgange.
”I de seneste 20 år er politikerne og journalisterne begyndt at flokkes for meget om fordøren. De har nærmest slået lejr i forhaven. Og det gør, at vi får en ensidig forståelse af demokrati som en levende og spændstig offentlig debat. Det er det også. Men demokratiet bliver et tomt ritual, hvis der ikke er noget, der sætter spor.”
Men hvad er så løsningen?
I bogen foreslår Sigge Winther Nielsen 30 konkrete foreslag, der skal sætte retningen for en slags entreprenørpolitik, der går i flæsket på de vildeste og mest presserende samfundsproblemer. Tiltagene skal være ”visionære, videnstunge og vedholdende”.
”Entreprenørstaten rydder hverken retsstaten, velfærdsstaten eller konkurrencestaten af bordet. Men den lægger sig ovenpå som endnu et arkæologisk lag. Hvis vi skal løse de vilde problemer, som vi ikke er lykkedes med i mange år, så skal vi lave nogle månelandingsprojekter, hvor vi virkelig giver den gas og erkender, at staten ikke løser problemerne alene. Det kan kun lykkes, hvis vi gør det på tværs af det offentlige, det private og civilsamfundet.”
Der vil nok være forskel på, hvilke månelandingsprojekter røde og blå partier vil vælge. Så hvordan udpeger vi projekterne?
”Der kommer flere og flere politikområder, hvor der er enighed om endemålet, men hvor vi diskuterer virkemidlerne. Der kan selvfølgelig være gradsforskelle i, hvordan vi kommer derhen, men langt de fleste politikere er jo enige om, at vi for eksempel skal løfte de svageste i folkeskolen, få flere indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet og lave grøn omstilling. Så kan det være, at man vælger fire projekter, og så er der er et eller to af dem, der skifter, når der kommer en ny regering, fordi der er nogle konfliktlinjer. Jeg vil ikke afvikle demokratiet.”
Men kan man ikke sige, at politik grundlæggende handler om at varetage befolkningsgruppers legitime interesser, hvilket så er med til at skabe konflikter? Har du ikke en naiv og teknokratisk forestilling om, hvad politik egentlig er?
”Nej, det mener jeg ikke. Jeg vil inddrage flere mennesker og skubbe politikerne længere frem på scenen, så de kan mene noget stort og spændende ved fordøren, som de også følger op på ved bagdøren. For mig at se er det her et ufortyndet energisprøjt til vores demokrati. Der er ikke, fordi der skal sidde nogle administratorer og bestemme. Man kan tværtimod argumentere for, at det netop er det, der sker i dag.”