Prøv avisen

13-årige Signe er hverken dansk eller afrikansk – men tredjekulturbarn

13-årige Signe Refslund-Nørgaard er født i Danmark, opvokset i Tanzania og er nu tilbage i danske Klovtoft uden for Aabenraa. Hun er det, man kalder tredjekulturbarn. For hun føler sig hverken helt dansk eller helt afrikansk. – Privatfoto.

Nogle gange kan tidligere missionærbarn Signe Refslund-Nørgaard på 13 år godt finde på at drømme sig tilbage til livet i Tanzania. For selvom hun har masser af venner herhjemme, er hun altid en lille smule på udebane

Indimellem modtager hun en hilsen fra USA eller Tanzania. Hendes venner er spredt ud over hele kloden. Og selvom 13-årige Signe Refslund-Nørgaard nu har boet i Klovtoft uden for Aabenraa i to år, er det ikke et sted, hun vil kalde for sit hjem.

Da hun var seks år, besluttede hendes forældre sig for at blive missionærer for Luthersk Mission i Dar es-Salaam i Tanzania. Med en sikkerhedsmur rundt om deres grund og en vagt ved porten boede hun i seks år sammen med sin familie og to andre missionærfamilier her, mens hun gik på international skole med andre udsendtes børn. Selvom børnene oprindeligt kom fra forskellige kulturer, var de alle ens. Indeni i hvert fald.

”Jeg tror, vi forstod hinanden så godt, fordi vi alle havde en oprindelig kultur, som vi havde lidt svært ved at forholde os til. Til gengæld vidste vi, hvordan det var at være barn i Tanzania. Og det er ikke alle børn, der ved det,” siger Signe Refslund-Nørgaard.

Efter at hun er kommet tilbage til Danmark, leger hun nogle gange med tanken om, at hun bare er på besøg. Det handler slet ikke om, at hun synes, det er ubehageligt at være her. Men hun kan ligge hjemme i sin seng om aftenen og savne det myggenet, som hendes mor plejede at putte hende med, eller den snurrende loftsventilator over hendes hoved, som hun ellers plejede at være irriteret over, når de evige strømsvigt betød, at man nærmest badede i sved.

Hun ved godt, at tankerne nok i virkeligheden mest af alt handler om følelsen af konstant at være på udebane. Det nager hende som en lille sten i skoen, der ikke kan rystes ud.

Da hun skulle begynde i sin danske skoleklasse, var hun meget spændt. Livet i Danmark før Dar es-Salaam kan hun ikke huske særlig meget af, og skolen var noget af det mest håndgribelige, hun havde at komme hjem til. De første måneder i klassen blev dog lidt af en mavepuster.

”Jeg følte ikke, at der var nogen, der kunne forstå mig. Jeg er halvt dansker, halvt afrikaner og alligevel ingen af delene. Det er, når man er barn, at man lærer, hvordan man gør de fleste ting – for eksempel at spise med kniv og gaffel. Det kan jeg også sagtens. Jeg vil bare hellere spise med fingrene. For det er jo det, jeg har lært er normalt i Tanzania. Jeg vil også gerne smaske og slubre for at vise, at maden smager godt, men det ved jeg også godt, at andre vil synes er underligt,” siger Signe Refslund-Nørgaard.

7. klassen, som hun nu går i, bruger hele frikvarteret på at hyggesnakke med hinanden. På det punkt føler Signe Refslund-Nørgaard sig yngre end de andre. For hun har stadig lyst til at lege, når klokken ringer ud til pause. Det gør man i Tanzania.

”Det er nok også derfor, jeg har fire-fem gode venner i min egen klasse, men mange flere i de lavere klasser, fordi jeg er ude at spille med dem i frikvartererne i stedet for at sidde med mobilen,” siger Signe Refslund-Nørgaard.

Særligt det med mobiltelefonen har hun svært ved at følge med i. Det eneste, hun selv brugte mobilen til, inden hun kom til Danmark, var at skrive til sine forældre, når hun var på vej hjem. Men i Danmark kender 3. klasserne allerede til alle mulige mobilapps, som hun ikke har hørt om før.

Til gengæld er Signe Refslund-Nørgaard et par skridt foran, når det kommer til undervisningen.

”Engelsk har jeg meget let ved. Og i geografi har vi lige haft om vand og jord i andre dele af verden. Der kan jeg godt mærke, at jeg kan forstå andre kulturers behov og ressourcer på en anden måde, end mine klassekammerater kan. På den måde har jeg nok mere til fælles med andre børn af udsendte,” siger hun.

Hun har for nylig fået en ny bog med citater fra børn, der selv har været udstationeret. Den bruger hun som dagbog, når noget går hende på. Med tiden har hun dog lært, at den bedste vej til at få nye venskaber er at være sig selv og fortælle, hvilke følelser og drømme man går rundt med. En af Signe Refslund-Nørgaards største drømme er at rejse ud i verden.

”Jeg vil gerne ud og hjælpe andre mennesker, der har det svært. Det land, jeg helst vil bo i, er selvfølgelig Tanzania. Det er jo mit barndomshjem,” siger hun.

Efter at Signe Refslund-Nørgaard har oplevet, hvordan hendes forældre var missionærer i Tanzania, drømmer hun også selv om en dag at hjælpe mennesker i udlandet. – Privatfoto.