Tvillingerne Albert og Carl kom til verden på en babyfabrik. Deres mor og far har selv brugt beskrivelsen om den klinik i Ukraine, hvor børnene i september 2016 blev født af en lokal surrogatmor ved akut kejsersnit på grund af svangerskabsforgiftning. Industri-udtrykkene står faktisk i kø om stedet i den bog, Signe Bak Klit og Jonas Klit, begge 40 år, har skrevet om deres vej ud af barnløshed ved brug af surrogatmoderskab.
”Vi skal finde et sted, hvor lovgivningen er klar, hvor de er vant til at ’lave babyer’, og ’det ser ud, som om de producerer mange babyer’,” skriver de om henholdsvis Ukraine og den klinik, som de endte med at vælge. Her købte de en ”all inclusive-pakke med babygaranti”.
To år senere putter produkterne sig ind til mor og far i et sommerhus på Norddjurs. De er lyshårede, blåøjede, forsovede og rødkindede efter den middagslur, de lige er vågnet fra.
Kontrasten er skarp mellem de varme børn og den forretningstankegang, der omgiver deres tilblivelse, men forældrenes pointe er, at sådan forholder det sig slet ikke.
”Det har været vigtigt for os, at vi kunne se hinanden i øjnene bagefter og fortælle Carl og Albert og alle andre, hvordan de kom til verden, og det føler jeg, vi kan. Det her var værdigt for alle parter,” siger Signe Bak Klit.
Jonas Klit falder ind:
”Vi havde været igennem et meget hårdt fem år langt forløb, og vi havde brug for tryghed og sikkerhed. Så kan du kalde det en babyfabrik, men det er, fordi de er gode til at gøre det. De ved, hvordan man behandler surrogatmødrene, børnene og parrene ordentligt.”
Men er en baby en vare? Hvem skal lægge krop til andres behov? Og hvordan kan man nogensinde være sikker på, at handlen er ”økologisk” – at ingen faktisk lider skade?
Jonas Klit og Signe Bak Klit vil gerne debattere surrogatmoderskab og den danske lov, der gør det vanskeligt herhjemme. Derfor har de skrevet deres bog og inviteret Kristeligt Dagblad på besøg. Parret foregiver ikke, at de har alle løsninger parat.
”Det kan jeg ikke svare på”, og ”det kan vi ikke vide”, siger de flere gange, når journalisten spørger ind blandt andet til de udenlandske surrogatmødres motiver, følelser og forhold.
De lægger op til debat på en anden måde: De stiller modigt deres historie til rådighed som et af de eksempler fra virkeligheden, der skal hjælpe politikere og offentlighed til at tale om emnet – og nå frem til en regulering, der gør forholdene bedre for de barnløse par, men også minimerer den usikkerhed om etikken, der er knyttet til de kvinder, der bærer andres børn, siger Jonas Klit:
”Gennemsigtigheden er skidt, når man rejser til lande som Grækenland, Ukraine eller Indien, hvor man ikke kan læse deres bogstaver eller forstå, hvad de siger. Den gennemsigtighed kunne man have, hvis surrogatmoderskab blev legaliseret på en ordentlig måde herhjemme.”
I Danmark er det i princippet lovligt at bære et barn for andre, men det er blandt andet ulovligt for en sundhedsperson i Danmark at hjælpe en surrogatmor med at blive gravid, og det gør i praksis surrogatmoderskab svært. Derfor kommer ifølge eksperters usikre estimater et sted mellem 50 og 100 børn hvert år til Danmark med forældre, som har fået hjælp i udlandet til at få barnet med en surrogatmor, omend det også er forbundet med usikkerhed at få forældreskabet anerkendt i Danmark efterfølgende.
Signe Bak Klit og Jonas Klit fik første gang tanken om surrogatmoderskab, da hun fik livmoderhalskræft, da hun var i starten af 20’erne. Hendes æggestokke blev ødelagt, og livmoderen opereret ud. Dele af æggestokkene blev dog bevaret og frosset ned, så de senere kunne opereres ind i hendes krop igen og producere æg, omend hun aldrig kunne bære barnet selv.
Det var danske læger, der såede den tanke i parret, at de ved hjælp af denne ny teknologi kunne få deres egne biologiske børn, og parret indså hurtigt, at de i så fald skulle bæres af en surrogatmor. Det er i lyset af dette forløb, at man skal forstå, hvordan historien udviklede sig – og på et tidspunkt kom ud af kontrol.
I 2009 opsøgte parret ved danske lægers mellemkomst en velrenommeret engelsk fertilitetslæge. Han påtog sig at styre et forløb, hvor Signe Bak Klit i Danmark fik opereret det bevarede æggestokvæv ind igen og blev hormonstimuleret, så man i udlandet kunne udtage og nedfryse de æg, hun producerede. Æggene skulle så befrugtes af Jonas Klits sæd og sættes op i en surrogatmoder.
Den engelske læge fortalte om muligheden for at lade denne proces foregå på en klinik på Kreta. Han oplyste, at kun personer med tilknytning til Grækenland kunne benytte sig legalt af en surrogatmor, og at hun også skulle have tilknytning til Grækenland.
Hun skulle ifølge loven desuden handle altruistisk, det vil sige uden at modtage et beløb for at bære og føde barnet, omend lommepenge kunne betales – heller ikke ifølge dansk lov må en kvinde betales for at bære et barn for andre. Hensigten er at forhindre, at børn gøres til handelsobjekter.
Forløbet på Kreta blev langt og suspekt. I 2014 havde Jonas Klit og Signe Bak Klit efterhånden fået udtaget og befrugtet otte æg, og klinikken fandt en surrogatmor. Den bad om indbetalinger på tusindvis af euro (én gang 14.000) på en konto i Cypern, men redegjorde hverken for, hvad pengene nøjagtigt gik til, eller kvitterede for dem. Surrogatmoderen var fra Rumænien, og i deres bog forklarer Signe Bak Klit og Jonas Klit, hvordan den engelske læge informerede dem om, at ”betalingen til [hende] ligger et sted mellem 20.000 og 25.000 euro”.
De kom altså på kant med loven, og i deres bog beskriver parret, hvordan en lokal advokat digtede en historie om både deres egen og surrogatmoderens tilknytning til Grækenland og om deres forhold til hinanden (Signe Bak Klit var skolelærer på Kreta, og surrogatmoderen var hendes hushjælp, som frivilligt og uhildet tilbød at bære hendes barn. En helt fremmed kvinde optrådte som kollega fra det fiktive job).
Dramaet opførte de i retten for den dommer, der skulle godkende processen.
”Hvordan er vi kommet hertil, hvor vi er nødt til at lyve?”, spørger Jonas Klit i teksten, men konstaterer snart efter:
”Vi har for længst overskredet point of no return. ”
Han uddyber i dag om denne overskridelse af grænser, etiske og juridiske:
”Ansvaret var vores og har været det hele vejen igennem. Men det kan snyde, at vi blev rådgivet af gode læger, og deres råd var det eneste, vi havde at holde os til. Vi vidste ikke fra starten, at vi skulle ind at medvirke i en løgn i retten. Men nu var vi gået så meget igennem, og vi følte jo, at det var vores baby, der lå i en fryser på Kreta. Det gjorde, at vi gik videre, end vi havde lyst til.”
Dommeren købte deres historie, men det lykkedes aldrig at gøre den rumænske kvinde gravid med de befrugtede æg. Det er Signe Bak Klit glad for i dag.
”For det var ingen god historie,” siger hun, men peger dog på, at græsk lov kort efter blev ændret, så deres handlinger ville have været lovlige under den ny lov.
Det græske kaos ledte til valget af den klinik i Ukraine, hvor parret fik deres børn i 2016. De blev skabt med en anonym donors æg, Jonas Klits sæd og båret af en surrogatmor, for Signe Bak Klits genskabte æggestokke kunne ikke mere til sidst.
De danske forældre valgte ikke surrogatmoderen selv, og de mødte hende først, da tvillingerne var kommet til verden – en måned for tidligt på grund af svangerskabsforgiftning.
I deres bog beskriver parret den fattigdom, der sprang i øjnene på turene derned: Landet ”er på randen af statsbankerot og blandt verdens mest korrupte”, skriver de.
”Karakteristiske, trøstesløse østeuropæiske højhuse i rå beton” kæmper om pladsen i Kijev – bygningerne er mange steder ”grå, slidte og triste”, og ”det samme ser menneskene ud til at være”, som de står i kø ved en brønd for at få drikkevand.
Parrets iagttagelser står i en iøjnefaldende modsætning til det liv med lækker mad, byture og ferierejser, som de levede trods stress og sorg over barnløsheden.
Men klinikken har et grundigt program med både fysiske tests og psykologisk screening af kvinder, der ønsker at blive surrogatmødre, og den annoncerer med, at den afviser 8 ud af 10, påpeger Jonas Klit.
Proceduren er et eksempel på den strømlinede professionalisme, de oplevede på klinikken, og som gav dem tillid til, at forholdene dér var i orden.
”Kvinderne så sunde og raske ud. De så ikke ud, som om de kom fra den yderste fattigdom, eller at det var sidste udvej for, at de kunne overleve. Det var voksne kvinder, som havde født deres egne børn i forvejen,” siger Signe Bak Klit.
Spurgte I til surrogatmoderens motiver eller hørte om hendes baggrund, inden I sagde ja til hende?
”Det var ikke noget, vi kunne gøre. Det stod klinikken for, og vi stolede på, at de gjorde det rigtigt,” siger Jonas Klit.
Han tilføjer:
”Det med at lære kvinderne bedre at kende er en spændende tanke, men det foregår, så vidt jeg ved, ingen steder, hvor man bruger surrogatmødre kommercielt. Jeg tror, det handler om, at man ikke skal involveres alt for meget følelsesmæssigt.”
Tvillingernes surrogatmor var i 30’erne, hun havde et barn i forvejen, boede cirka et døgns togrejse fra Kijev og talte ikke engelsk. Så meget ved de. De er venner i dag på Facebook, og hun får af og til en opdatering om tvillingernes trivsel, og det sætter hun pris på. Men:
”Vi lagde også op til, at vi kunne skrive breve sammen, og vi tænkte på, om hun skulle skrive et afsnit i vores bog. Men hun har ikke virket meget åben, hun har holdt kontakten på overfladen. Det er også vigtigt at respektere hendes valg – at hun ikke ønsker den form for kontakt,” siger Jonas Klit.
Jeres surrogatmor fik svangerskabsforgiftning og kejsersnit. Hvor går grænsen for, hvad kvinder må påtage sig for andres skyld?
”Det skal vi finde ud af. Den debat skal tages fra Enhedslisten til Liberal Alliance. Jeg synes, det er fantastisk, at det kunne lade sig gøre. Vi fik vores største ønske opfyldt. Hun tog hjem med en glæde, fordi hun gav os noget. Hun har fået beriget sit liv. På flere måder,” siger Signe Bak Klit.
Er det en menneskeret at få børn?
”Det er et kæmpe spørgsmål. Det har vi måske følt, at det var for os personligt. Men det er i hvert fald en ekstrem trang, mennesker har til at føre deres slægt videre, og det skal man ikke underkende. Så kan grænserne rykke sig, både fordi man bliver klogere, men også fordi man forfølger noget, man synes er det rigtige,” siger Jonas Klit.
Signe Bak Klit og Jonas Klits bog ”Surrogat” udkommer den 28. januar. Parret udgiver bogen selv, og den kan bestilles på www.surrogat.dk