Sikkerhedschef: Vi lever i en virkelighed, hvor indsatte ikke vil os det godt

Klientellet i fængslerne er anderledes end tidligere, og det betyder blandt andet, at respekten for fængslets personale er ved at forsvinde. Den udstrakte hånd fra personalets side kan blive meget knyttet, siger sikkerhedschef i Kriminalforsorgen

"Vi arbejder i en anden virkelighed i dag, hvor nogle indsatte bestemt ikke vil os det godt," siger sikkerhedschef i Kriminalforsorgen, Lars Rau Brysting.
"Vi arbejder i en anden virkelighed i dag, hvor nogle indsatte bestemt ikke vil os det godt," siger sikkerhedschef i Kriminalforsorgen, Lars Rau Brysting. Foto: Kriminalforsorgen.

Sikkerhedschef Lars Rau Brysting, hvordan forklarer I i Kriminalforsorgen den råhed i fængslerne, som vi senest så illustreret med et angreb mod en fængselsbetjent i Nyborg Statsfængsel torsdag?

Det er faktum, at der er et andet klientel i fængslerne end tidligere. Der er blandt andet en del fra bandemiljøet, primært fra Loyal To Familia. Vi arbejder i en anden virkelighed i dag, hvor nogle indsatte bestemt ikke vil os det godt. Det går blandt andet ud over fængselsbetjentene. Så nogle steder så må vi have en meget stærk sikkerhedsdagsorden, så vi ikke kommer til skade, mens vi er på arbejde.

Hvordan forklarer du udviklingen med gentagende angreb mod fængselsbetjente?

Den udvikling, der er sket i det almindelige samfund, hvor respekten for autoriteten falder, gør sig også gældende i fængsler. Jeg er sikker på, at parkeringsvagter og buschauffør kan nikke genkendende til, at der er sket en udvikling over årene, hvor nogle mennesker ser anderledes på, at de har en opgave, de skal udføre.

Hvordan sørger I i Kriminalforsorgen for at beskytte jeres ansatte i fængslerne?

Vi skal finde løsninger. Det er vores opgave. Problemet er de folk, der af egen drift vælger at angribe vores medarbejdere. Vi har en udstrakt hånd til dem, der ønsker at komme ud af et kriminelt miljø. Men vores udstrakte hånd kan blive meget knyttet, når personalet bliver angrebet. Det er jo de indsatte selv, der vælger at slå på personalet.

Andre mener, at fængselsbetjentene er med til at skabe et voldeligt og råt klima i de danske fængsel. Det gav flere fængselspræster udtryk for i Information sidste år. Er der noget om snakken?

Det er meget let udefra at generalisere et konkret forhold. Fængslerne er til tider et hårdt miljø at arbejde i. Der er en bestemt jargon, når man skal passe på sig sig selv. Spørger du mig, om der er personale, der har en hård attitude, så er svaret ja, og der kan også have været nogle, der er gået over stregen. Men vi har ikke viden om, at det sker systematisk. Men man skal leve op til nogle hårde forhold, når man arbejder i Kriminalforsorgen, og så skal man selvfølgelig stadig opføre sig ordentligt og håndtere de indsatte med den ordentlighed, der kræves.