Prøv avisen

Silkehaler med en lille fjer på

Silkehalen får alkohol ind under fjerdragten ved at spise gamle bær, der er begyndt at gære. –

Silkehalerne kommer fra Sibirien og Finland for at spise gærede danske bær, inden de flyver videre sydpå

Det er ikke kun mennesker, der kan fare fulde rundt i en brandert. Det gælder også for fugle, der for eksempel kan få alkohol ind under fjerdragten ved at spise gamle bær, der er begyndt at gære.

En af de fuglearter, der har smag for det, er silkehalen, der i øjeblikket trækker forbi Danmark for at spise blandt andet bær, inden de flyver videre.

De kommer fra Finland og Sibirien, og de kan godt blive lidt usikre på vingerne, når de spiser for mange gærede bær. Men de har heldigvis en meget stor og effektiv lever, der kan klare en del, fortæller naturvejleder Jens Kofoed fra Naturbornholm og fortsætter:

Det er en meget eksotisk fugl at se på med en gul kant om halen og noget rødt lakagtigt omkrings dens svingfjer, som man jo kan studere, hvis en af dem skulle flyve ind i ens rude i sin brandert. I år er her en del, men sidste år var her rigtig mange. For det afhænger lidt af, hvor meget de har at spise på deres hjemegn. Men her er der i hvert fald nok at spise. For den strenge vinter sidste år har fået træerne til at producere ekstra meget frugt. Nu tænker træer ikke. Men hvis de gjorde, skulle man tro, at den barske vinter fik dem til at sætte gang i frøsætningen. Og det nyder de besøgende silkehaler godt af. Det er flokfugle, der kommer hertil i store flokke. Langt de fleste vender aldrig hjem til Sibirien. Vi kan se tusinder, der æder sig ned gennem Europa. Men kun få vender tilbage igen.

ohrstrom@k.dk