Simon Kvamm skal få unge til at stemme

Musikeren Simon Kvamm er hovedperson i en kampagne, der skal få flere unge til at stemme til kommunalvalget. Kampagnen vil især køre på nettet, fortæller KL's kommunikationschef, Line Aarsland.

Simon Kvamm skal sammen med fem andre kendte danskere lokke unge til at stemme ved kommunalvalget den 19. november.
Simon Kvamm skal sammen med fem andre kendte danskere lokke unge til at stemme ved kommunalvalget den 19. november. Foto: Martin Dam Kristensen Denmark.

Alt for få unge afgiver deres stemme til kommunalvalget. Det skal Simon Kvamm gøre noget ved. Den danske musiker er hovedperson i en kampagne, hvor han sammen med fem andre kendte danskere skal lokke de unge til stemmeurnerne ved kommunalvalget den 19. november.

"Det er dem, der kommer til at bære opfordringen igennem til de unge om at afgive deres stemme og tale om, hvad kommunen betyder for dem. Det handler om alt fra skoler, grønne områder, børnehaver og dine fritidsaktiviteter. Vil du have indflydelse, ja, så har du et valg," siger Line Aarsland, kommunikationschef i KL.

LÆS OGSÅ: Kommunalvalg - kan Danmark lære af USA?

Sammen med Danske Regioner, og Økonomi- og Indenrigsministeriet ønsker KL at hæve valgdeltagelsen blandt de yngste vælgere. I 2009 stemte blot 46 procent af danskerne i alderen 19-21 år. Det var en nedgang sammenlignet med det forrige kommunalvalg på procentpoint.

Indtil videre har kampagnen "Tænk dig om før du ikke stemmer" blandt andet indkluderet en ballon-happening på Københavns Rådhusplads, annoncer i store danske dagblade, og senest et samarbejde med McDonald's-restauranter over hele landet.

LÆS OGSÅ: MC Donalds sætter kommunalvalg på menuen

Kampagnen med Simon Kvamm som hovedperson lanceres den 1. november og kommer særligt til at køre på nettet. Desuden vil det være muligt at ringe til de kendte danskere, hvis man er i tvivl om, hvorfor kommunalvalget er vigtigt.

De kendte danskeres deltagelse sker uden honorar, og de har selv bestemt, hvad deres budskab skal være.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten vokser ved kommunalvalg