Simple råd hjælper deleforældre

Det er krævende for skilsmissebørn at bo to steder. Men en deleordning kan være et o.k. valg for alle parter, er familieeksperter enige om

Simple råd kan hjælpe familier med delebørn.
Simple råd kan hjælpe familier med delebørn. Foto:Kristian Djurhuus.

Bo tæt på hinanden, hold fast i dagligdags rutiner og tal sammen. Tit.

Sådan lyder de - på papiret - simple råd til skilsmisseforældre, som har deres børn boende i lige lang tid ad gangen. Kan man leve op til det, er der gode chancer for, at en deleordning vil fungere for både børn og voksne, lyder det fra fagfolk.

Socialrådgiver og tidligere børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen er en af dem. Hun har ellers netop udgivet en rapport, som dokumenterer, at delebørns omskiftelige hverdag kan virke belastende for dem.

"De strækker sig meget langt for at imødekomme behovene. Det er børn, som virkelig tager sig sammen," som hun siger.

Alligevel kan syv dage hos hver forælder være en acceptabel, måske ligefrem god løsning. For man er nødt til at bedømme de forskellige samværsordninger i det perspektiv, at et opbrudt liv er et uundgåeligt vilkår for skilsmissebørn, siger børnepsykolog John Halse:

"Medmindre vi vil vende tilbage til en situation, hvor faderen er reduceret til en legeonkel, der tager børnene med i Zoologisk Have hver anden weekend, skal barnet under alle omstændigheder pendle mellem to miljøer. Det eneste andet alternativ er, at forældrene lader være med at blive skilt, og det kan være endnu mere skræmmende situation."

John Halse understreger, at en ordning med lige meget tid hos hver forælder stiller større krav til de voksnes samarbejdsevne, end når barnet bor mest hos den ene.

"Det kræver et meget tæt samarbejde baseret på gensidig respekt, og det nytter ikke, at der er for stor forskel på hverdagen i de to miljøer. Derfor må man tale sammen mange gange om ugen for at blive enige om, hvornår sønnen skal i seng om aftenen, eller om datteren må gå til zumbadans," siger han.

I Hanne Søndergaard Jensens undersøgelse beskriver en 15-årig pige nogle udfordringer som delebarn:

?Min mors mand er meget ældre end min mor, og han har to voksne børn, og min fars kone hun er meget yngre end min far, og de har en baby. Det er virkelig svært for mig. Jeg kan ikke forholde mig til det ... virkelig ikke."

Men trods besværlighederne har tidligere forskning vist, at delebørn og deres forældre udtrykker mere tilfredshed end familier med andre samværsordninger. Derfor forstår Claes Ludvigsen, som er formand for Foreningen Far, ikke den store bekymring:

"Selvfølgelig skal børn ikke transporteres 200 kilometer hver tredje dag, men deleordninger vil ofte være en god løsning. Man skulle hellere interessere sig for de omkring 13 procent af skilsmissebørnene, som helt mister kontakt med den ene forælder. Det er nok et større problem end at skulle pakke sin taske hver uge."

Undersøgelsen bliver nu fulgt op af et stort forskningsprojekt om deleordninger under SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Resultatet ventes klart, så politikerne kan bruge det ved en kommende justering af familieansvarsloven, som bliver evalueret i 2011.

kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk