Prøv avisen

Sindslidende bør have hjælp til at bevare parforholdet, så børnene ikke rammes

Børn af forældre med sindslidelser har selv en forhøjet risiko for selv at udvikle psykisk sygdom, og de udgør endnu en tungtvejende grund til, at man fra samfundets side bør prioritere hjælp til parforholdet i behandling af psykisk sygdom, siger Merete Nordentoft, overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet. Foto: Konstantin Gastmann / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Personer med svær sindslidelse har en høj risiko for at blive skilt. Hjælp til pårørende skal være del af behandlingen af psykisk sygdom, mener eksperter

Forebyggelse af skilsmisse bør være en del af behandlingen af personer med psykisk sygdom, præcis ligesom patienterne får terapi og medicin. Det mener Knud Kristensen, landsformand for Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed.

For sindslidende har en markant øget risiko for skilsmisse, og det øger igen risici for en forværring af sygdommen.

”Hvis du som psykisk syg er i en familie, og den går i opløsning, så er det en yderligere belastning. Og enhver yderligere belastning kan forværre sygdommen, så en del af behandlingen skal være at reducere belastningerne. Det handler om at finde ud af, hvad der kan hjælpe en given familie til at være familie og give den støtte, og det burde være en standard-del af behandlingen i psykiatrien, men det er det ikke,” siger han.

Det samme mener Poul Videbech, professor ved center for neuropsykiatrisk depressionsforskning i Region Hovedstaden Psykiatri.

”Et godt netværk er en modstandsfaktor, ligesom det kan forværre sygdommen at miste sin partner eller netværk. Vi inddrager ikke pårørende godt nok i dag,” siger han.

Forældre med alvorlig psykisk sygdom lever i højere grad alene end den øvrige befolkning, viser blandt andet registerforskning fra Psykiatrisk Center København fra 2016.

Projektet involverede alle danske børn født efter 1982 og deres forældre og viste, at 64 procent af børn under ét år boede med begge forældre, hvis moderen havde diagnosen skizofreni. Det samme var tilfældet for 88 procent i den øvrige befolkning i undersøgelsen. Blandt kernefamilier var risikoen for skilsmisse 2-3 gange så høj, når mor eller far var syg: når barnet var 17 år, boede 24 procent med begge forældre mod 60 procent i den øvrige befolkning. Tendensen gjaldt også i familier, hvor mor eller far havde bipolar lidelse eller depression, om end skizofreni udgjorde den største risiko for parforholdet.

Anne Ranning, post.doc. og klinisk psykolog ved Psykiatrisk Center København, stod bag forskningen. Hun mener, det er et ”fantastisk forslag” at gøre hjælp til parforhold og familieliv til en del af behandlingen i psykiatrien.

”Det er sjældent, at jeg citerer Freud, men han har sagt, at kærlighed og arbejde er kernen af vores menneskelighed. Det er omkring kærlighedsforhold og arbejde, at patienterne oplever det største og mest smertefulde funktionstab i forbindelse med deres sygdom. Vi gør lidt inden for psykiatrien for at få folk i arbejde, men vi burde være meget mere opmærksomme på at støtte dem i deres kærlighedsforhold. For det er dét, der simpelthen betyder mest for folk,” siger hun.

I dag tilbyder man i psykiatrien én samtale med pårørende i forbindelse med opstart af behandling, og det er ”meget en informationssamtale”, siger Anne Ranning, men peger dog på, at to forskningsprojekter er sat i søen, hvor partner og børn involveres i patientens behandling.

For en mere systematisk inddragelse af den syges partner kan have indflydelse på selve sygdomsbehandlingen, mener hun:

”Det ville kvalificere selve behandlingen, for de vanskeligheder, patienterne har i kraft af deres psykiske sygdom, er ofte så filtret ind i familielivet, at det nærmest er umuligt at behandle patienten uden at inddrage partneren.”

Hendes forskning viste også, at mange børn, som har en psykisk syg forælder, bor alene med den syge forælder, især hvis det er moderen, som er syg.

Disse børn har en forhøjet risiko for selv at udvikle psykisk sygdom, og de udgør endnu en tungtvejende grund til, at man fra samfundets side bør prioritere hjælp til parforholdet i behandling af psykisk sygdom, siger Merete Nordentoft, overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet.

”Hvert femte barn, som har en mor med skizofreni, bor alene med den mor. De børn siger selv, at de får for lidt hjælp. Der er større risiko for, at de udvikler næsten alt, hvad vi har undersøgt. De har brug for hjælp,” siger hun.