Sjælesorg, hvor kirken ser det enkelte menneske, går under radaren. Men flere og flere tager imod tilbuddet

Den senmoderne kirke er sjælesørgerisk. For mennesker i dag vil vide, hvad kirkens budskab har at sige lige netop dem

Når tilværelsen vender sig på vrangen, kan man bede en præst om en fortrolig – og gratis – samtale. Sjælesorg hedder det, og den del af det kirkelige arbejde er på grund af præstens tavshedspligt i sit udgangspunkt noget, der går under radaren. Men kirkens møde med mennesker i sjælesorgssammenhæng er i vækst.
Når tilværelsen vender sig på vrangen, kan man bede en præst om en fortrolig – og gratis – samtale. Sjælesorg hedder det, og den del af det kirkelige arbejde er på grund af præstens tavshedspligt i sit udgangspunkt noget, der går under radaren. Men kirkens møde med mennesker i sjælesorgssammenhæng er i vækst. . Foto: Priscilla Du Preez/Unsplash.

En frisk februardag for to år siden mødtes en dengang 57-årig kvinde med en præst på en bænk i en skov. Kvinden havde gennem mange år haft en konflikt med et nærtstående familiemedlem. Det er også derfor, hun i dag ikke ønsker sit navn i avisen. Det føltes uløseligt, og hun henvendte sig til en præst for at at vende sit problem. Når tilværelsen vender sig på vrangen, kan man bede en præst om en fortrolig – og gratis – samtale. Sjælesorg hedder det, og den del af det kirkelige arbejde er på grund af præstens tavshedspligt i sit udgangspunkt noget, der går under radaren. Men kirkens møde med mennesker i sjælesorgssammenhæng er i vækst. Det vurderer en række forskere og præster, som Kristeligt Dagblad har talt med.

En af dem er Lone Vesterdal. Hun er sognepræst ved Bramdrup i Kolding og en af redaktørerne bag og bidragyderne til antologien ”Sjælesorg i bevægelse – en introduktion til hovedspor i sjælesorgens teologi og praksis i Danmark”, som er udkommet på forlaget Eksistensen.

”Den senmoderne kirke er en sjælesørgerisk kirke. Rigtig mange præster efteruddanner sig inden for sjælesorg, der udkommer meget litteratur om emnet i de her år, og så arbejdes der i folkekirken sjælesørgerisk i mange grene. Det er ikke kun samtaler mellem det enkelte menneske og sognepræsten. Det er også sorggrupper for børn, såkaldte prep-kurser for ægtepar, samtaler for gravide, meditation for stressramte, sjælesorg på nettet og så videre og så videre.”

En rundspørge blandt præster i folkekirken lavet af Yougov for Kristeligt Dagblad i november 2021 tegner et lignende billede. 320 præster har svaret på, hvad de – ud over gudstjenester og kirkelige handlinger – ser som deres vigtigste arbejdsopgaver. Knap 47 procent nævner sjælesorg, samtaler eller det at lytte.

Hos folkekirken.dk, der sidste år udgav en podcast med 10 sjælesorgssamtaler, definerer man sjælesorg sådan her:

”Sjælesorg betyder omsorg for sjælen og er de samtaler, du kan have med en præst om lige præcis det, du går og tumler med.”

Og netop den enkeltes behov for et personligt møde med kirken er den primære årsag til, at sjælesorg bliver mere og mere definerende for folkekirken, vurderer Lone Vesterdal.

”Tidligere godtog vi som samfund et budskab, fordi det kom fra en autoritet. Man sad på kirkebænken og stolede på, at det, der lød fra prædikestolen, var vigtigt, fordi præsten sagde det. Men det senmoderne menneske er langt mere individualistisk. Vi spørger alle sammen: Hvad har det med mit liv at gøre? Og den sjælesørgeriske kirke er en kirke, der er optaget af at se det enkelte menneske.”

Da sognepræst Lars Kruse var barn, cyklede præsten rundt i sognet og havde en del af den slags fortrolige samtaler, man kan kalde ”køkkenbordssjælesorg”. Han kiggede lige ind ved frokost- eller kaffetid. Fik en bid brød eller en tår kaffe og hørte, hvordan det gik.

”Sådan er det ikke på samme måde i dag. I dag laver vi aftaler – ’kom på onsdag klokken ni’ og den slags,” siger Lars Kruse, der er sognepræst i Her-stedøster og tidligere lektor i sjælesorg på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Han peger også på, at hvor sjælesorgen tidligere var menighedsfunderet, er der i dag et væld af funktionspræster, og det præger sjælesorgsarbejdet.

”Med sygehuspræster, fængselspræster og studenterpræster bliver samtaleforløbene mere systematiserede. Og samtalerne ligner i højere grad psykoterapi i den forstand, at præsten for eksempel sætter en time af,” siger Lars Kruse, der selv ugentligt har en del sjælesorgssamtaler med sognebørn.

”Jeg talte med en, som i forbindelse med vores samtaler havde sagt til sin mand, at nu kunne hun vist ikke få mere for sin kirkeskat. Og det er jo ret fascinerende, at vi gennem kirkeskatten betaler for, at præster kan give mennesker tid, når de har behov for det. Der er ikke økonomi imellem os. Det er en gave fra sognet til den enkelte.”

Og så er vi tilbage ved kvinden fra artiklens indledning, som bad sin præst om en samtale. For hun gik fra samtalen med noget andet, end hun havde forventet. Hendes oplevelse var nemlig, at præsten ikke entydigt opfordrede hende til at vende den anden kind til. Præsten gav hende nærmere en erkendelse af, at det var tilladt at være vred – også på syvende år. At hun kunne forsøge at række ud til sit familiemedlem, men at det også var i orden, at hun ikke selv kunne tage alle tilgivende skridt. Den erkendelse betød, at kvinden, skønt konflikten ikke er løst, har sluppet nogle af sine bekymringer. Måske grundlæggende fordi hun fik at vide, at det var i orden at have dem.

”Kirken er ikke kun noget, man kan gå hen i om søndagen. Det er også at kunne bruge sin præst til sjælesorgssamtaler,” siger kvinden.

”Og jeg vil opfordre andre til at bruge den mulighed. Og jeg vil sige, at der er ringe sandsynlighed for, at de vil blive slået i hovedet med Bibelen. Der er større sandsynlighed for, at man vil opleve at blive kommet i møde.”

Liv&Sjæl side 13-15