Prøv avisen

Skønhed stemmer os mod det positive i livet

De historiske roser er mere sarte end de moderne, men de er også langt smukkere, mener papirkunstneren Jette Frölich, der her klipper visne roser af. -- Foto: Leif Tuxen

Papirkunstneren Jette Frölich har omkring 100 forskellige slags historiske roser i sin rosenhave, der i øjeblikket står i fuldt flor

Tusindvis af roser udgør et overdådigt sceneri for gæster, der træder ind i Jette Frölichs rosenhave i Søllerød.

Her er roser i hvide, rosa og bordeaux nuancer. Nogle står pænt i velordnede bede, mens andre bruger et raftehegn som afsæt for deres himmelfærd. Atter andre er gravet mere tilfældigt ned mellem store træer.

Jette Frölichs have er opdelt i to dele: En formel rosenhave i fransk stil, hvor bedene er adskilt af fliser og lave buksbomhække, og en mere vild skovhave, hvor slyngroserne vokser op i træerne sammen med klematis, mens roserne på jorden i den del af haven blander sig med pæoner, skovjordbær og højt græs.

"Jeg havde i mange år ønsket mig en rosenhave, og da jeg købte huset her for 18 år siden, vidste jeg straks, at her kunne jeg få sådan en have, blandt andet fordi den ligger i læ med nogle store træer mod nord," fortæller Jette Frölich.

I haven findes omkring 100 forskellige slags roser – ofte i flere eksemplarer, og her er udelukkende historiske roser, som den gruppe af roser kaldes, der er kommet frem før 1867.

"De historiske roser er den ægte vare, og det er det eneste, jeg vil have. Sådan er det også med mit arbejde. Jeg laver originale ting, ikke kopier," siger Jette Frölich, der især er kendt for sit design af julepynt.

Jette Frölich kan navnene på alle sine roser, og når hun udtaler de franskklingende navne som "Ghislaine de Feligonde", "Aimable Amie" og "Duchesse de Montebello" lyder det nærmest som navnene på nogle højt skattede veninder. Hvilket det på en måde også er, for Jette Frölich holder meget af sine roser. Så meget, at den lille kvinde med de barkede næver i sommerperioden bruger omkring to timer om dagen på at passe sin have.

"De mange timer i haven har givet mig nogle rigtige arbejdshænder", konstaterer hun.

At dyrke en have med historiske roser er ikke den letteste opgave at give sig selv.

"De historiske roser er mere sarte end de moderne. De får let sygdomme og lus, men de er også langt smukkere end de moderne roser," siger Jette Frölich. På rundturen i haven søger hendes fingre nærmest automatisk hen mod visne roser, der nippes af, og mod syge blade, der får samme tur.

Der er mange grunde til, at Jette Frölich holder meget af sin have.

"En have er god at meditere i. Hvis jeg er kørt fast i en arbejdsopgave, er det dejligt at komme ud i haven og arbejde fysisk. Så bliver der plads til, at hjernen igen kan tænke kreative tanker. Jeg har også altid været glad for at planlægge og have forskellige projekter, og selvom min have måske ser færdig ud, har jeg stadig masser af projekter herude, som jeg har lyst til at gå i gang med."

At det er roser, Jette Frölich dyrker, er ikke tilfældigt.

"Jeg er fascineret af rosernes duft, og så er roser jo meget smukke. Skønhed betyder utroligt meget for os mennesker, Jeg stræber mod harmoni, og jeg tror på, at hvis vi omgiver os med skønhed, bliver vi mere stemt mod det positive i livet."

I næste uge er det igen slut med denne overdådighed, for de historiske roser blomstrer kun én gang i løbet af sommeren. Det synes Jette Frölich dog ikke er specielt vemodigt.

"Jeg plejer at sammenligne mine roser med jordbær og fjordrejer. Dem spiser jeg nemlig kun, når der er sæson for det. På samme måde har roserne deres sæson. Når roserne ikke længere blomstrer, bliver haven grøn igen, og grønt er jo godt for øjet. Det giver ro."

madsen@kristeligt-dagblad.dk

Rosens historie

Rosen kendtes i Kina for mere end 4500 år siden. Den berømte kinesiske filosof Kong Fuzi beretter om, at der i kejserens bibliotek fandes flere end 600 bøger om roser.

Babylons hængende haver (cirka 600 år f.Kr.) blev beplantet med blandt andet masser af roser. Haverne blev regnet blandt den antikke verdens syv underværker.

Da Romerriget gik under, blev rosen forstødt, da den blev et symbol på det fordærvede, hedenske liv. Nogle gejstlige blev dog enige om, at rosen havde sin oprindelse i Paradis, og så kunne den igen komme til ære og værdighed.

Kilde: Hugo Lykke: "Gamle roser"