Det er svært at undgå at blive mindet om, at der i denne uge i København er Copen-hagen Pride, en festival for seksuelle minoriteter. Det Kongelige Teater er i anledningen klædt i regnbuens farver for at vise opbakning til sagen. På Facebook har Politiforbundet gjort det samme ved at ændre sit logo, så det er i regnbuefarver, og det samme har regeringen gjort.
Større virksomheder støtter også sagen. Blandt arrangementets sponsorer er for eksempel det tidligere Dong med det nye navn Ørsted, 7-Eleven og Tuborg.
Det vidner om, at kampen for seksuelle minoriteters rettigheder er blevet populær og ukontroversiel, og det er der er grund til at fejre, mener Henrik Jøker Bjerre, lektor ved institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet. Men ifølge filosoffen er der også problemer ved, at kampen for seksuelle minoriteter er blevet mainstream.
”Det er blevet en populær sag at signalere åbenhed over for homoseksualitet. Det kan samle os, men det kan også bruges til at markere afstand til andre. Kampen for seksuelle minoriteters rettigheder er blevet så ukontroversiel, at alle mulige virksomheder og politiske partier støtter op om sagen. Til gengæld er det ikke længere nok at acceptere andre og deres ret til at være dem, de vil. Man skal også helst vise, at man virkelig synes, at det er godt, at der for eksempel er seksuelle minoriteter,” siger han.
Som et eksempel på udviklingen nævner han et radio- interview med en niqabklædt kvinde på P1 forleden. Kvinden var gæst i programmet ”Shitstorm”, hvor emnet homoseksualitet blev taget op. Kvinden blev spurgt, om hun ville medvirke i Copenhagen Pride, ligesom hun forleden havde deltaget i en demonstration for retten til at bære niqab.
Hun sagde, at hun går ind for homoseksuelles rettigheder, men at hun ikke vil deltage, fordi hun på grund af sin religion er modstander af homoseksualitet.
”Det endte med at blive et forhør, hvor journalisterne kaldte det hykleri, når hun ville demonstrere for retten til at bære burka og niqab, men ikke ville deltage i Pride-paraden. Det viser, at det har ændret sig en lille smule fra at handle om et liberalt grundprincip om lige rettigheder til, at man også skal mene, at bestemte livsstile er gode. Det liberale princip har altid været, at man sagtens kan være uenig i andres måder at tænke, tale og opføre sig på, samtidig med at man forsvarer deres ret til at gøre det,” siger Henrik Jøker Bjerre.
Journalist og folketingskandidat for Venstre Anna Libak mener, at Copenhagen Pride for længst er ophørt med kun at handle om seksuelle minoriteter. I stedet hyldes en problematisk mangfoldighedstankegang, der bliver stadigt mere dominerende.
”Det er en folkefest, hvor folk viser glæde og overskud. Men man må ikke glemme, at paradens mangfoldighedstankegang er den samme som den, der afstedkommer den polarisering, du ser overalt i den vestlige verden. I stedet for som Grundtvig at insistere på, at vi først og fremmest er mennesker, bliver det vores forskelligheder, der i første omgang definerer os. Vi er fælles om at være vidt forskellige, siger mangfoldighedstankegangen, og det ender ofte med at skabe en anden form for intolerance, som ikke kommer minoriteterne til gode,” siger hun.
Konsekvensen af dette kan man se i USA, mener Anna Libak. Der er den fælles samtale i nogen grad ophørt, og det voksende fokus på identitet, hudfarve og seksualitet har gravet grøfter mellem for eksempel Donald Trump-vælgere og sorte.
”Min yndlingsforfatter er Fjodor Dostojevskij, blandt andet fordi hans figurer har 100 facetter. Vi mennesker er bundet ind i hinandens liv på 117 måder, og man kan ikke koge identitet ned til seksualitet eller hudfarve. Jeg synes, at det er menneskefjendsk og reduktionistisk at vurdere folk ud fra hudfarve, klasse eller køn,” siger hun.
Sognepræst i Kirke Såby og Kisserup Sogne Poul Joachim Stender er af samme holdning og henviser til det antikke Grækenlands syn på homoseksualitet.
”Der var der ingen parader, fordi man anså homoseksualitet for at være noget naturligt. I Danmark i dag er kampen om homoseksuelles rettigheder heldigvis også vundet for længst, hvilket er tydeligt, når virksomheder og politikere så ihærdigt prøver at gøre opmærksomme på, at de støtter sagen. Så hvorfor er det nødvendigt med Pride, og hvorfor skal enkelte seksualiteter hyldes mere end andre? Det skal jo nødig blive sådan, at man bliver set ned på, hvis man er heteroseksuel eller tilhører en majoritet,” siger han.
Modsat mener antropolog og liberal kommentator Dennis Nørmark, at der i høj grad stadig er brug for Copenhagen Pride, selvom sagen er blevet ukontroversiel.
”Det er et liberalt sundhedstegn, at det er blevet så ufarligt støtte op om homoseksuelles rettigheder. Det er næsten lige så ukontroversielt som at sige, at kvinder skal have stemmeret eller noget andet helt indlysende. Jeg er glad for, at vi er nået dertil. Når der stadig er brug for en Copenhagen Pride, er det, fordi der stadig er visse steder, hvor det er svært at være homoseksuel og springe ud. For eksempel i indvandrermiljøer,” siger han.
Dennis Nørmark ser desuden ingen problemer i, at Copenhagen Pride er blevet synlig og mainstream i forhold til de personer, der ikke måtte støtte sagen.
”Der er ingen, der tvinger dig til at gå med i paraden. Vi lever i et demokrati, hvor man kan mene, hvad man vil, om så man er fra Indre Mission på Vestkysten eller fra en moské på Nørrebro. Man har ret til at holde sig væk, selvom majoritetssamfundet er nået ud over det punkt, hvor det skulle være problematisk at være en seksuel minoritet,” siger han.