Prøv avisen

Vidunderbørn har taget magten på skakbrættet

Magnus Carlsen fra Norge og Fabiano Caruana fra USA har begge en fortid som skak-vidunderbørn. Dette foto stammer fra en turnering i Stavanger tidligere i år. – Foto: Ritzau Scanpix/NTB/Carina Johansen

Fra fredag den 9. november og tre uger frem forsvarer 27-årige Magnus Carlsen fra Norge sit verdensmesterskab i skak mod den 26-årige italiensk-amerikaner Fabiano Caruana. Kampen illustrerer, at skak på topniveau i løbet af et par generationer er skiftet fra at være et spil for voksne til at være børn og unges domæne. Ifølge den norske skakforfatter Arne Danielsen er verdensmesterens største svaghed tabet af hans barnlige uskyld

For 60 år siden indledte den amerikanske skakspiller Bobby Fischer en sand skakfeber i sit hjemland, da han i en alder af bare 15 år blev stormester i skak. Året forinden havde han vundet det amerikanske mesterskab. At Fischer var noget særligt, illustreres af, at han omkring dette tidspunkt lærte sig selv russisk for at kunne følge med i tidens førende skaktidsskrifter.

På det tidspunkt bestod skak-verdenseliten mest af modne mænd fra Sovjetunionen. Verdensmesteren, Mikhail Botvinnik, var i 1958 47 år. At børn tidligt kunne blive gode til skak, vidste man. Men en 15-årig i det eksklusive selskab af stormestre var uhørt.

Den amerikanske skakfeber kulminerede i 1972, da en nu 29-årig Bobby Fischer erobrede verdensmesterskabet fra en anden sovjetisk spiller, Boris Spasskij, som den første og eneste amerikaner nogensinde. Desværre valgte vidunderbarnet, som blev verdensmester, derefter at trække sig tilbage og levere skakkens kongekrone tilbage til russerne.

Meget er forandret siden da. Sovjetunionen og den sovjetiske skakskole er fortid. Og skakelitens gennemsnitsalder er faldet drastisk. I dag er vidunderbørn næsten mere reglen end undtagelsen.

Fra i dag spilles i London en match om verdensmesterskabet i skak. For første gang siden Fischer har en amerikansk spiller kæmpet sig hele vejen til at udfordre den regerende mester.

Han hedder Fabiano Caruana og er født i USA af italienske forældre. Allerede som femårig viste han stort talent for skak. Da han blev stormester i 2005, var han 14 år, 11 måneder og 20 dage gammel. Nu er han 26 år og kan, hvis han bliver verdensmester, også overgå Fischer aldersmæssigt på dette parameter.

Men det er hans modstander, nordmanden Magnus Carlsen, som er favorit.

Han har været verdensmester, siden han for fem år siden, nogle dage før sin 23-års fødselsdag, vandt titlen fra inderen Viswanathan Anand. I 2014 forsvarede han den mod Anand og i 2016 mod ukrainsk-russeren Sergej Karjakin. Magnus Carlsen var blot 13 år, 4 måneder og 27 dage, da han i 2003 blev stormester.

Det er altså to tidligere vidunderbørn, der dyster om at blive skakkens konge, og måske er ungdom endda blevet så vigtig en faktor i spillet, at den knap 28-årige Magnus Carlsen allerede er ved at være for gammel.

Forud for et skakparti i den hollandske by Wijk aan Zee konfronterede den norske skakjournalist og forfatter Arne Danielsen i 2010 den dengang 19-årige Magnus Carlsen med, at han én eller anden dag vil møde en skakspiller, der er yngre og har mere appetit på spillet end ham selv, og tabe. Den ellers afbalancerede norske dreng udbrød:

”Det tror jeg ikke på!”.

Episoden er gengivet i Danielsens bog ”Mesteren – skakfænomenet Magnus Carlsen”, som udkom på dansk i 2014.

Episoden er interessant i dag, fordi den endnu yngre spiller, som unge Carlsen skulle spille mod dengang, netop var Caruana. Carlsen var lige ved at tabe, men holdt remis og vandt turneringen.

”Det var en helt speciel episode. Intet varer evigt, og der er er mange meget talentfulde spillere blandt de helt unge i dag. Men det er fortsat min vurdering, at der er noget helt specielt og meget sjældent ved Magnus Carlsen som skakspiller,” siger Arne Danielsen, der har skrevet flere bøger om skak og er redaktør for Norsk Sjakkblad.

Gennem de mange år, han har fulgt Magnus Carlsen, har han hæftet sig ved, at når den norske spiller har været bedst, har han ligesom kunnet bevæge sig ind i en boble af koncentration.

”Mens andre skakspillere har en formkurve, som går lidt op og ned, har Magnus to tydelige niveauer. Når han har ramt det første, er han en klasse over alle andre. På det andet niveau er han den første blandt ligemænd. Den fransk-algierske stormester Kouatly har sagt, at det specielle ved Magnus Carlsen ligger i en særlig uskyld. I dag er Magnus Carlsen en voksen mand. Måske har han ikke det første niveau længere,” siger Arne Danielsen.

Vidunderbørn er et fænomen, som kendes på mange andre områder end skak. For eksempel klassisk musik, hvor der også er almindelig enighed om, at et talent skal opdages tidligt og derefter arbejdes flittigt med, hvis sand mesterklasse skal opnås.

Arne Danielsens gennemgang af skakvidunderbørnenes historie er interessant, fordi den illustrerer, hvordan man inden for skiftende perioder og ideologier har set på begreber som talentudvikling og træning.

I 1840’erne vakte amerikaneren Paul Morphy opsigt ved at være en ualmindelig stærk skakspiller allerede som niårig. Senere gav han blindskak-opvisninger, hvor han spillede mod otte modstandere på én gang uden selv at se på skakbrættet, og 21 år gammel besejrede han Europas stærkeste spiller, Adolph Anderssen, i en match.

Hvis titlen verdensmester havde været opfundet, var den i 1858 tilfaldet Morphy som den yngste nogensinde. Ligesom Fischer over 100 år efter trak han sig derefter fra at spille mere skak.

Morphy blev i tidens ånd set som et guddommeligt geni, en Aladdin, der havde fået en skakbrik i turbanen i stedet for en appelsin. Næsten samme opfattelse havde verden af cubaneren José Capablanca, som blev cubansk mester som 11-årig i 1899 og var verdens klart stærkeste spiller, længe inden han formelt blev verdensmester i 1921.

Capablanca trænede aldrig hårdt, hvilket gav ham en status som ”naturbegavelse”. I tidens pædagogik var der tanker fremme om, at sprog ligger lagret i børn fra fødslen og skal opdages frem for indlæres. Capablanca havde tilsyneladende et stort lager af det sprog, der består i et flytte brikker på et ternet bræt. Allerede i 1927 mistede han dog sin titel til den mere praktisk og videnskabeligt arbejdende russer Alexander Aljechin.

Hvis Morphy og Capablanca var tiljublede wonderboys, et guddommeligt geni og et naturtalent, så repræsenterer Bobby Fischer i 1950’ernes USA ifølge Arne Danielsen i stedet nørden. Den kiksede fyr, som har en skarp hjerne, men er socialt helt uden for nummer, og som der blev gjort grin med i tidens ungdomsfilm. Derfor er han vred på verden. Han skal vise dem, skal han. Denne attitude førte ham til verdensmesterskabet, men ikke et lykkeligt liv. Han lagde sig ud med alt og alle og døde ensom i 2008.

Da Sovjetunionen dominerede skakspillet, skyldtes det, at spillet var et nationalt prestigeprojekt. Mange stærke spillere viste sig, men vidunderbarnet over dem alle var Garri Kasparov, der allerede som 11-årig havde vundet så mange turneringer, at han blev spået en fremtid som verdensmester. Det blev han så i 1985, 22 år gammel.

Kasparov dominerede skakverdenen frem til år 2000, hvor han som 37-årig tabte til en yngre, mere sulten landsmand, Kramnik. Siden trak Kasparov sig tilbage, gik ind i russisk politik og blev i 2009 træner for en talentfuld ung nordmand ved navn Magnus Carlsen.

Kasparov repræsenterer, hvad man kunne kalde talentfabrik-strategien. Det, som gjorde russerne til verdens bedste, var, at alle småbørn, der viste talent, blev håndplukket til intensiv, disciplineret træning under ledelse af nogle af verdens bedste spillere.

De russiske spillere var fantastisk gode, men havde det ikke nødvendigvis sjovt ved, at deres barndom blev gjort til én lang skaktræningslejr.

Man kan sige, at forestillingen om den dygtige skakspiller som guddommeligt geni fik dødsstødet med et eksperiment gennemført af ungareren Laszlo Polgar i 1980’erne. Polgar var pædagogisk psykolog og havde en teori om, at næsten ethvert barn kunne trænes op til at præstere ekstraordinært.

”Et geni er aldrig et født geni. Ethvert sundt barn er et potentielt geni,” er Polgar citeret for at have sagt.

Især sprog og skak anså han for egnet til eksperimentet, som han udførte på sine egne tre døtre, Susan, Sofia og Judit.

Som teenagere talte pigerne fem sprog flydende, mestrede avanceret matematik – og var ekstraordinært gode skakspillere. Især den yngste søster, Judit Polgar. I 1991 slog hun Bobby Fischers over 30 år gamle rekord ved at blive stormester i en alder af 15 år, 4 måneder og 28 dage – en god måneds tid yngre, end Fischer havde været.

Judit Polgar, som i dag er 42 år, regnes for den bedste kvindelige skakspiller nogensinde. Hun formåede dog aldrig at spille sig frem til en match om ”mændenes” verdensmesterskab – der findes også et VM for kvinder, som hun aldrig har ønsket at deltage i – men er hovedkommentator ved matchen i London.

Magnus Carlsen repræsenterer ifølge Arne Danielsen en ny type skak-vidunderbarn, som hverken er kommet sovende til sin succes, har nørdet med skakbrikkerne i et aggressivt oprør mod en uforstående verden eller er blevet flasket op med spillet som led i en national sportssatsning eller som resultat af en forælders ambition. Nøglen til at forstå Carlsens succes er noget så skandinavisk velfærdsstat-agtigt, som at netop denne norske dreng havde en ekstraordinært stor lyst til at blive verdens bedste skakspiller.

”Magnus Carlsen er et særligt talent, men der var også meget, som flaskede sig under hans opvækst. Netop da han begyndte, blev der arrangeret mange juniorturneringer i Norge. Netop omkring det tidspunkt oprettede stormesteren Simen Agdestein en ny skaklinje på Norsk Idrætsgymnasium, som tilfældigvis lå tæt på, hvor Magnus boede. Da Magnus var en halvstor dreng havde hans forældre mulighed for at tage et år fri fra deres arbejde, så de sammen kunne rejse rundt i Europa til en række store skakturnerninger. Alt det var Magnus med til, fordi han havde lyst til det,” betoner Arne Danielsen, som i sin bog citerer verdensmesterens far, Henrik Carlsen, for, at skak er det eneste område i livet, hvor forældrene ikke har forsøgt at disciplinere sønnen, men hvor det hele er udgået fra sønnens egen entusiasme.

”Der er mange, der har spekuleret over, om Magnus Carlsen kunne være blevet endnu bedre, hvis han havde arbejdet lige så hårdt og disciplineret som den russiske skakskole. Det tror jeg ikke. Magnus Carlsen spiller som en topidrætsmand og forbereder sig som en videnskabsmand. Men selvom han selv benægter det, mener jeg, at han i forholdet til spillet først og fremmest er kunstner,” siger den norske skakforfatter.

Han tilføjer, at Magnus Carlsen ser sig selv som verdens bedste skakspiller, men ikke et geni i al almindelighed.

”At være for intelligent kan være en byrde. Det kommer i vejen. Jeg er overbevist om, at når englænderen John Nunn ikke blev verdensmester i skak, skyldes det, at han var for klog til det,” sagde Magnus Carlsen i et interview med det tyske magasin Der Spiegel i 2010.

Pointen er, at John Nunn, der var vidunderbarn i 1960’erne, som 14-årig ikke alene blev britisk juniormester i skak, men også samme år begyndte at studere matematik ved universitetet i Oxford. 23 år gammel blev han både skakstormester og opnåede doktorgraden i filosofi.

Samarbejdet mellem Magnus Carlsen og Garri Kasparov blev i øvrigt afbrudt efter forholdsvis kort tid. Den toptrænede russiske skakmester kunne ganske enkelt ikke forstå, hvordan den unge nordmand kunne kombinere skyhøje ambitioner med et tilbagelænet syn på disciplin.

I dag er halvstore børn et udbredt fænomen ved de stærkeste skakturneringer, og listen over spillere, der har opnået stormestertitlen, inden de var fyldt 15 år, består af 35 navne. Yngst af alle var Sergej Karjakin, der var 12 år og 7 måneder, da han i 2002 blev stormester. Lige efter ham på listen følger to uzbekere, Javokhir Sindarov og Nodirbek Abdusattorov, samt to indere, Praggnanandhaa Rameshbabu og Parimarjan Negi. De tre førstnævnte har fået stormestertitlen i år.

Noget tyder på, at en skakstormester på 12, 13 eller 14 år ikke længere skal betragtes som et vidunder. At der fødes ganske mange børn, der på en basis af et vist talent og med en god blanding af træning, disciplin, personlig ambition og lyst tidligt kan spille sig op i verdenseliten.

Mens det i 1958 var et særsyn at se en 15-årig i det store felt af voksne, er det i dag tæt på at være omvendt. I interviewet med Der Spiegel begrunder Magnus Carlsen denne ungdommens triumf med, at unge skakspillere generelt er mere energiske, motiverede og fokuserede end ældre, som typisk synes, at livet også skal indeholde andet end skak.

I et interview i den britiske avis The Guardian i onsdags udtalte Fabiano Caruana, at det er såvel fysisk som psykologisk topform, som har bragt Carlsen foran alle andre.

”Det er en udbredt misforståelse, at skak ikke er en professionel sport, men et spil, du spiller som en hobby i fritiden,” mener Caruana, der sammenligner sig selv og Carlsen med topatleter.

Ud over at betydningen af fysisk form favoriserer de unge, spiller det ind, at skaktræning i dag er sat mere i system. Og digitaliseringens tidsalder har betydet, at enhver teenager med nogle klik på computeren kan få adgang til at studere millioner af de bedste skakpartier, der nogensinde er spillet – uden som Fischer at behøve at lære russisk først.

Men spørgsmålet er så, om det norske skakfænomen Magnus Carlsen, allerede før han er 30 år, er nået til vejs ende. Om han er blevet så mæt af dage og optaget af livets andre herligheder, at han må aflevere skakkens krone til den lidt yngre og formodentlig mere sejrssultne Fabiano Caruana.

”Personligt tror jeg, at den tid er forbi, hvor Magnus Carlsen kan komme ind i sin ’boble’. Han var kun glimtvis inde i den, da han for to år siden spillede om VM mod Karjakin. Alligevel vandt han,” siger Arne Danielsen, som trods nordmandens tab af sin særlige form for barnlig uskyld regner ham for favorit til at vinde:

”Det vil veje tungt, at Magnus Carlsen allerede tre gange tidligere har stået i den psykologisk krævende situation, som det er at skulle spille 12 skakpartier mod den samme modstander, der har forberedt sig grundigt. I akkurat dén situation er det ikke kun værdifuldt at have ungdommelig energi, men også en god portion erfaring.”

Barnlig uskyld har været et af Magnus Carlsens trumfkort. Her ses den dengang 13-årige norske skakspiller under en stormesterturnering i Libyen i 2004. – Foto: Yousef Al-Ageli/AP/Ritzau Scanpix
På dette foto fra Zürich, Schweiz, i 2006 optræder fire legendariske skakstormestre. Fra venstre den tidligere VM-udfordrer og Sovjet-afhopper Viktor Korchnoi, den sovjetiske/russiske verdensmester 1985-2000 Garri Kasparov, verdens bedste kvindelige spiller, ungareren Judit Polgar, og den sovjetiske verdensmester 1975-1985, Anatolij Karpov. – Foto: Ritzau Scanpix/AP/Steffen Schmidt
I 1950’erne vakte amerikaneren Bobby Fischer opsigt, da han som stor knægt blev en del af verdenseliten i skak, her i en turnering i Jugoslavien i 1959. – Foto: Ritzau Scanpix/AP