Den 24-årige forskningsassistent Diana Sandu står i det lille køkken i forsamlingshuset Skærbækhus og skærer tomater ud sammen med de to jævnaldrende studerende Mai Tran og Huiying Tsai.
På et bord i køkkenet står to papkasser med grøntsager og brød. Det er overskudsmad, som de tre supermarkeder i Skærbæk og Taulov har doneret til aftenens borgermøde i stedet for at smide maden i en container.
De tre udvekslingsstuderende fra henholdsvis Rumænien, Vietnam og Taiwan er sammen med omkring 50 unge fra Kolding aktive i initiativet Food Reformers, der bekæmper madspild.
Denne aften stiller de deres arbejdskraft gratis til rådighed for at lave middag til de omkring 40 Skærbæk-borgere, der er mødt op i byens forsamlingshus for at drøfte, hvordan Skærbæk kan bidrage til et mere klimavenligt samfund.
Skærbæk ved Lillebælt har 2300 indbyggere og er et af de lokalsamfund, der er udvalgt af organisationen DeltagerDanmark til at opbygge grønne fællesskaber.
Mens de unge har travlt i køkkenet, er den 76-årige pensionerede skolesekretær Jonna Heebøll i gang med at gøre computer og lærred klar til borgermødet. Den elegante hvidhårede kvinde, der er iklædt rød kjole, er i forvejen aktiv i den lokale folkedanserforening og i beboerforeningen, og hun er kendt for sin evne til at få andre med i aktiviteter.
Nogle kalder ligefrem Jonna Heebøll Skærbæks uformelle borgmester. Derfor kontaktede DeltagerDanmark Jonna Heebøll i foråret. Hun inviterede hurtigt seks andre Skærbæk-borgere til husmøde om lokal grøn omstilling, og siden har gruppen defineret tre hovedpunkter, som de mener, at Skærbæk kan arbejde med: Nemlig vilde haver og biodiversitet, deleøkonomi og genbrug og et samlingssted for byens unge, så de kan inddrages i at gøre lokalsamfundet mere klimavenligt.
Foreløbig er det initiativet med de vilde haver, der har vakt størst interesse. Udover at styrke plante- og insektliv suger vilde haver også mere CO2 ud af atmosfæren end opdyrkede haver, fordi der vokser flere og større planter frem, når naturen er vild.
Ved siden af Jonna Heebøll står den 33-årige læge Lise Kiilerich Hyttel, der bor med sin mand og to små børn i Skærbæk.
Hun er tovholder i biodiversitetsgruppen og håber blandt andet, at der kan udvikles ordninger med fælles haveredskaber og måske delebiler.
”Jeg hører ikke til dem, der personligt bekymrer mig meget om klimaet. Men jeg læser om fagfolks advarsler og prøver selv at leve klimavenligt ved for eksempel at benytte brugt børnetøj, cykle i stedet for at tage bilen, undgå madspild eller ved at køre sammen med andre. Vi har også en elbil,” fortæller Lise Kiilerich Hyttel.
Potentiale for konflikt
Lidt efter klokken 17 er omkring 40 mennesker bænket ved den lange række af borde. Længst fremme ved oplægsholderne sidder en gruppe pensionister, men der er også kommet børnefamilier og unge tilflyttere.
Til sidstnævnte gruppe hører den 28-årige maskinmester Kasper Hald Petersen, der er flyttet til Skærbæk for halvanden måned siden.
”Jeg er egentlig mest dukket op af nysgerrighed. Jeg ved ikke meget om klima og vil gerne høre mere om vilde haver,” siger han.
Bæredygtighedskoordinator Annemette Bargum fra Fredericia Kommune kan ikke deltage i mødet, fordi hun er syg og toner frem på et filmlærred via internettjenesten Teams. Haveejerne skal satse på helt lokale arter som blåhat, liden klokke og kællingetand, hvis det skal lykkes at omdanne grønne græsplæner til vilde haver, lyder hendes råd.
Gymnasielærer Susan Christensen fra Fredericia har forberedt et lysbilledshow, der viser, hvordan hun sammen med sin mand har omdannet haven bag familiens murermestervilla i Fredericia til en vild have. Haveaffald køres ikke på genbrugspladsen, men komposteres i et hjørne af haven.
Den 41-årige konsulent Thorbjørn Søndergaard fra nabobyen Taulov rejser sig op efter foredraget. Han er formand for Taulov Fællesråd og ivrig fortaler for vilde haver, men påpeger samtidig konfliktpotentialet. For hvad med de naboer, der ikke ønsker, at ukrudtsfrø blæser ind deres have?
”I Taulov er det grundejerforeningerne, som ejer de fleste fællesarealer. Hvis vi skal ændre beplantningen, skal vi have fat i grundejerforeningernes bestyrelser, og det er tit ældre folk med en lidt konservativ holdning til, hvordan en have skal se ud,” siger Thorbjørn Søndergaard.
Efter oplæggene er der tag selv-bord. Overskudsrugbrød, tomater, grøntsager og ost er lavet til brushcetta og salater.
Tankegang om haver skal ændres
Oplæggene har inspireret den 65-årige pensionerede seminarielektor Susanne Hvilshøj til at gå endnu mere aktivt ind i projektet med vilde haver, fortæller den energisk udseende kvinde med gråt kortklippet hår.
Hun har i forvejen udlagt sin egen have på omkring 600 kvadratmeter til en ”næsten vild” have. Desuden arbejder hun sammen med andelsforeningen om at beplante områdets fælles græsplæner med frø fra vilde planter.
”Hvis der er biodiversitet i haven, er der også dyr og fugle. Vi dyrker også selv grøntsager og frugt og skal derfor ikke købe så meget ind. Det er skønt, når mine børnebørn kommer på besøg og siger: ’Hvad er der at spise nu ?’ Men det er også en hel tankegang, der skal ændres. Vi er så vant til at betragte den velplejede grønne græsplæne som et ideal,” siger Susanne Hvilshøj.
I det hele taget er begejstringen for den vilde have stor. Thorbjørn Søndergaard viser på sin mobiltelefon billeder af sin have på 1100 kvadratmeter i Taulov. Også han har indrettet den, så naturen får plads med vilde blomster, hønsehus, kartofler og næsten ingen græs.
”Hvis vi er mange nok, så kan de vilde haver også komme til at betyde noget for klimaet,” mener han.
Fællesskab mindsker klimaaftryk
Men kan det overhovedet rykke, at en gruppe borgere i Skærbæk går sammen om vilde haver og bytning af ting?
Ja, mener Quentin Gausset, der er lektor ved afdelingen for antropologi på Københavns Universitet og i et forskningsprojekt har undersøgt klimaaftrykket fra 1000 repræsentativt udvalgte danskere og sammenlignet det med klimaaftrykket fra 250 medlemmer af grønne bofællessskaber.
”Vi kan se, at personer i de grønne fællesskaber har et klimaaftryk, der er 27 procent lavere end gennemsnittet, og nogle gange helt nede på 60 procent under gennemsnittet. Der sker noget, når vi ændrer forbrug i fællesskab med andre. Viden deles, og motivation spredes. Det er måske ikke de grønne haver eller en byttebørs i sig selv, der mindsker CO2-udslippet, men det er vigtigt for udviklingen af den grønne omstilling, at mennesker mødes. Næste fase kan være en delebil, et bæredygtigt fjernvarmeanlæg eller en fælles indkøbsordning. Den store klimaeffekt kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det tager tid, og samtidig opstår der konflikter undervejs,” siger Quentin Gausset.
Han understreger, at der kan nås langt større resultater i forhold til at sænke klimaaftrykket, hvis mennesker går sammen, end hvis ansvaret overlades til den enkelte.
”Vores undersøgelse viser, at klimaaftrykket i de fællesskaber, vi undersøgte, faldt meget mere, end man kan opnå, hvis regeringen giver subsidier for rigtig klimaadfærd til den enkelte. Samtidig lever beboerne i de bofællesskaber, vi har undersøgt, moderne liv. De kører i bil og flyver, men i mindre omfang end de fleste andre,” siger Quentin Gausset, der nu søger penge til et projekt, der skal undersøge, om erfaringerne fra de grønne bofællesskaber kan overføres til nabofællesskaber og lokalsamfund.
Den klimaneutrale drøm
I kaffepausen er der livlig snak. Derefter er det tid til opsummering. Lotus Danst er en ung og forholdsvis nyuddannet antropolog, der som organiseringskonsulent i DeltagerDanmark understøtter initiativet i Skærbæk. Hun forklarer engageret, hvordan det, der begynder med vilde haver og deleøkonomi, kan udvikle sig til en vision om at gøre Skærbæk CO2-neutral, hvis ellers borgerne ønsker det. Den lille by ved Lillebælt huser Skærbækværket, og måske der på et tidspunkt kan indledes et samarbejde med værket om netop den drøm.
Klokken ni har flere svært ved at rive sig løs fra samtalerne i forsamlingshuset, selvom arrangementet officielt er forbi.
Jonna Heebøll er godt tilfreds med mødets forløb:
”Klima er et svært spørgsmål, men hvis vi allesammen gør noget, kan det være, at det hjælper lidt.”