Midt under regeringsdannelsen i november 2016 druknede nyheden om, at Folketinget havde bevilget sig selv yderligere hjælp for 52 millioner kroner til fordeling mellem partigrupperne, så de kan ansætte flere personer til at hjælpe sig.
Aftalen herom var indgået i mørke mellem alle partier med undtagelse af Alternativet og Enhedslisten, men Alternativet støtter aftalen. At nyheden kom, mens medierne var optaget af regeringsdannelsen, skyldes nok, at den gerne måtte forsvinde ud af mediernes synsfelt. Den slags er sjældent populært. Men har man nu valgt en god måde at styrke Folketinget på?
Oprindeligt havde et folketingsmedlem ikke meget andet ”service” end en post-hylde. Da velfærdsstaten for alvor udviklede sig, måtte der mere hjælp til. Men skulle den gives til partigrupperne eller til Folketinget som institution?
Hvis man giver den til enkeltmedlemmer eller partigrupperne, risikerer man, at pengene bliver brugt mere til politisk markedsføring end til at kvalificere Folketingets arbejde.
Hvis man giver den til Folketinget som helhed, kan det måske føre til, at der mangler pluralisme i partiernes synspunkter. I Danmark har man i nogen grad opgraderet hjælpen til Folketinget. Men man har siden 1966 over flere omgange også givet partigrupperne meget mere hjælp. Det store spring fremad var Olsen-planen i 1995, opkaldt efter Folketingets daværende formand Erling Olsen (S). Antallet af ansatte i partigrupperne voksede på ni år fra 197 til 354.
Samtidig har Folketinget som helhed også fået flere akademiske medarbejdere. Det har gjort Folketingets arbejde mere kvalificeret. Men faren ved at tildele partigrupperne støtte er, at de kan fristes til at bruge midlerne mere til profilering end til at kvalificere arbejdet.
Derfor har nogle anbefalet, at Folketinget som helhed i stedet fik tilført flere ressourcer. Der har flere gange været talt om behov for at styrke Folketinget efter amerikansk forbillede med blandt andet et regnekontor, der kunne efterregne ministeriernes ofte omdiskuterede regnestykker.
Kongressen i USA havde en tid også egen it-rådgivning. I betragtning af at ministerierne har spildt milliarder af kroner på dårlige it-investeringer, kunne det være værd at overveje.
Folketingets stående udvalg kunne også hjælpes mere. Men nu kan man i stedet frygte, at de 52 millioner kroner fortrinsvis vil blive brugt af partigrupperne på spin og propaganda.
Det får partierne i forvejen penge til.
Der er ingen tvivl om, at Folketinget er blevet svækket gennem årtier af den langsigtede udvikling. Eksempelvis har den svenske Riksdag langt flere fælles ressourcer end det danske folketing. Det burde man studere nærmere. Men i nogle tilfælde fik flere svenske partigrupper skrevet taler af de samme ansatte i Riksdagen.
Det kan ende med, at både ministre og en række parlamentsmedlemmer holder taler skrevet af to embedsmænd. En støtte, der balancerer mellem det enkelte medlem, partigrupperne og parlamentet som helhed er at foretrække.
Folketingets Præsidium burde arbejde mere seriøst på at styrke Folketinget. Helst i åbenhed.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.