Skal gymnasielever kunne tage en fridag, hvis de føler sig stressede eller deprimerede?

Landsforening for psykiske lidelser mener, at Danmark bør følge to amerikanske delstaters eksempel og lade gymnasieelever tage en lovlig sygedag for at pleje deres mentale helbred. De Radikale er åbne for forslaget, mens Liberal Alliance afviser

”Hvis man har diagnosticeret sig selv med stress, og der ikke har været en læge inde over, kan man ligge under dynen om søndagen, ikke når man bør være i skole,” siger uddannelsesordfører Henrik Dahl fra Liberal Alliance.
”Hvis man har diagnosticeret sig selv med stress, og der ikke har været en læge inde over, kan man ligge under dynen om søndagen, ikke når man bør være i skole,” siger uddannelsesordfører Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Normalt er det influenza, halsbetændelse eller forkølelse, der får gymnasieelever til at blive hjemme fra skole. Men snart får lærerne på gymnasierne i to amerikanske delstater også sedler fra elevernes forældre med fraværsårsager som angst og stress.

På alle high schools – hvad der omtrent svarer til danske gymnasier – i staterne Utah og Oregon, er det nemlig med nye love blevet muligt at tage sig en fridag for at pleje sit mentale helbred. Også selvom man ikke har fået sygdommen diagnosticeret af sin læge. I Oregon kan elever fra 1. juli tage op til fem mentale sygedage per kvartal.

Knud Kristensen, formand for Landsforeningen SIND, som er en interesseorganisation for psykisk syge og deres pårørende, kalder det amerikanske initiativ for ”rigtig fornuftigt”. Han mener, man også i Danmark bør overveje at lade elever tage sig en hjemmedag, hvis det kan være med til at nedbringe for eksempel symptomer på stress.

”Alt, hvad vi kan gøre for at forebygge, skal vi gøre. Hvis man ved at tage et par fridage kan bearbejde stress eller kan undgå tilbagefald, hvis man har været ramt af en depression, er det absolut en god idé. Lige nu sygemelder man sig alligevel og giver en anden undskyldning end den egentlige,” siger Knud Kristensen.

På spørgsmålet om, hvorvidt unge ikke blot er blevet mere skrøbelige end tidligere, lyder det fra Knud Kristensen, at der måske nok kan være noget om snakken. Han påpeger dog samtidig, at det er blevet hårdere at være ung, end det var engang.

”Vi kan desværre se, at antallet af unge, som bliver henvist til behandling for psykiske problemer, stiger og stiger. Og de bliver ikke henvist, medmindre de fejler noget. Så det er ikke bare piberi,” siger Knud Kristensen.

Kristian Hegaard, der er fungerende politisk ordfører for De Radikale, kalder idéen om at ligestille fysiske og psykiske sygdomme spændende og mener, at det også i Danmark er værd at overveje at indføre tiltaget, hvis den amerikanske ordning kaster positive resultater af sig.

”Man kan være lige så uarbejdsdygtig, når man er psykisk ramt, som hvis man er fysisk ramt. Lige så udkørt og belastet. Vi er på ingen måde afvisende over for idéen, og det amerikanske initiativ er værd at følge,” siger Kristian Heegaard.

Hos Liberal Alliance afviser uddannelsesordfører Henrik Dahl, at selvdiagnosticering af psykiske lidelser er en vej, man i Danmark bør bevæge sig ud ad. Han kalder en eventuelt indførelse af ordningen for ”en virkelig dårlig idé” og mener, at det vil bryde med det helt grundlæggende princip om, at det er læger, som stiller diagnoserne, ikke befolkningen selv.

”Det skal være op til fagpersoner at vurdere, om en elev fejler noget psykisk og derfor skal kunne blive hjemme fra skole. Det kan eleverne eller deres forældre ikke selv tage stilling til. For mig at se er det et forslag, som spiller med på venstrefløjens idé om at sygeliggøre hele befolkningen,” siger han.

Henrik Dahl mener, det er svært at svare på, om unge mennesker i dag er mere skrøbelige end tidligere, men slår fast, at man bør være yderst påpasselig med at overdiagnosticere unges psykiske problemer. Han henviser til Børne- og Ungdomspsykatrisk Selskab, der tidligere er kommet med samme advarsel.

”Og har man diagnosticeret sig selv med stress, og der ikke har været en læge inde over, kan man ligge under dynen om søndagen, ikke når man bør være i skole. Hvis man er syg, fordi man føler sig lidt stresset over at skulle aflevere en dansk stil, så er der godt nok mange mennesker, som er syge,” afslutter Henrik Dahl.