Flere partiformænd er stærkt bekymrede over selvcensur i kulturlivet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Pia Kjærsgaard (DF), Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) udlægger det i Ugebrevet A4 som et demokratisk problem, at 12 procent af 654 adspurgte kunstnere og forfattere i en rundspørge svarer ja til at have droppet et kunstprojekt, fordi projektet kunne krænke andres religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser. 47 procent siger samtidig, at ytringsfriheden er truet i Danmark. Kulturminister Carina Christensen (K) vil nu invitere kunstnernes organisationer til et møde om det, som også hun kalder et stort demokratisk problem.
Men den konklusion er helt forkert, indvender Lotte Garbers, formand for Dansk Forfatterforening. Hun påpeger, at 72 procent af de adspurgte svarer, at selvcensur aldrig er sket. Dertil kommer 16 procent, der svarer "ved ikke" eller ikke svarer på spørgsmålet.
– Vi er meget vrede over, at det hele har fået overskriften "Massiv selvcensur i kulturlivet." Det er ikke rigtigt, siger Lotte Garbers.
Hun tilføjer, at deltagerne ikke argumenterer for, hvorfor de har holdt sig fra at lave projekterne. Og at denne uargumenterede selvcensur fejlagtigt kædes sammen med Muhammed-tegningerne og Kurt Westergaard. Den sag er aktualiseret ved, at en 28-årig somalisk mand er blevet sigtet for drabsforsøg på Kurt Westergaard, der trues af islamister på grund af sin tegning af muslimernes profet Muhammed med en bombe i turbanen, som blev bragt i Jyllands-Posten for over fire år siden.
– Sammenhængen med Muhammed-tegningerne er der simpelthen ikke. Tværtimod udøver kunstnere hver dag selvcensur for ikke at udlevere tanter eller skrive forkerte arabiske bandeord. De forkaster hele tiden projekter. Nogle gange, fordi man ikke vil krænke nogen. Andre gange, fordi det bare er noget møg. Selvcensur er en del af hverdagen for en kunstner, siger Lotte Garbers.
Erling Tiedemann, tidligere formand for Det Etiske Råd, kalder bekymringen over selvcensur for et luftigt opkog på en gammel debat. Desuden tilføjer han, at det er illusorisk at tro, at man kan undlade at censurere sig selv.
– Alle voksne mennesker, der ikke er psykotiske, udøver selvcensur på løbende bånd. Man siger da ikke hvad som helst. Der er forskel på ytringsfrihed og fri udblæsning. Den, der vil bevare sit arbejde, ægteskab, familie og venner, vil altid lægge en dæmper på sig selv, siger Erling Tiedemann.
Problemet er i hans øjne, at denne form for fornuft sættes under pres.
– Det her kommer til at handle om, at man hænger selvcensur ud. Alle fornuftige mennesker ved, at man udøver selvcensur hele tiden. Men hvis nogen tillader sig at give udtryk for det, bliver de straks stemplet som nogle nikkedukker, der giver efter for islamistiske trusler. Man har bestemt ikke udtalt sig imod ytringsfrihed, fordi man erkender, at selvcensur er noget, som alle fornuftige mennesker udøver, siger Erling Tiedemann.
Lotte Garbers tilføjer, at ytringsfriheden ikke knægtes, når en kunstner er forsigtig med at krænke andre. Efter hendes opfattelse knægtes ytringsfrihed derimod af tørklædeforbud eller lømmelpakker, der holder folk fra deres ret til at demonstrere. Eller af forsvaret, der vil redigere i bøger.
– At tænke sig om, inden man generer andre mennesker – det er bare pli, siger hun.
