Skal pas og cpr-numre være kønsneutrale?

Ligestillingsordfører for De Radikale, Sofie Carsten Nielsen, har foreslået at kønsneutralisere landets pas og cpr-numre for at tilgodese transseksuelle, der oplever det som et problem, at deres pas eller cpr-nummer afslører deres biologiske køn

Transseksualitet skal ikke betragtes som en sygdom, mener ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen fra  Det Radikale Venstre.
Transseksualitet skal ikke betragtes som en sygdom, mener ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen fra Det Radikale Venstre. Foto: PR.

JA,
mener Sofie Carsten Nielsen, ligestillingsordfører for De Radikale.

Vi vil gerne gøre det nemmere for transseksuelle at være i vores samfund, og det kan man blandt andet gøre på denne måde. Også selvom de transseksuelle ikke biologisk har skiftet køn ved en operation, som det for eksempel kræves i dag for at skifte cpr-nummer. Desuden mener vi, at transseksuelle selv bør kunne vælge, om de vil have X i deres pas i stedet for et m for male eller et f for female.

LÆS OGSÅ: Radikale ønsker kønsneutrale pas og cpr-numre

Transseksuelle kan allerede i dag få et X i passet eller ændret deres cpr-nummer, hvis de har været forbi Sexologisk Klinik og fået henholdsvis en diagnose eller en kønsskifteoperation. Hvad er der i vejen med den løsning?

Det er underligt, at man først skal tilkendes en diagnose. Tænk, hvis man skulle have sin heteroseksuelle seksualitet godkendt ved at få tilkendt en diagnose fra en klinik. Desuden skal transseksualitet ikke betragtes som en sygdom. Det skal være muligt at være mand, kvinde eller transseksuel, hvis man føler, at det biologiske køn ikke matcher ens seksuelle køn. Den mangfoldighed skal der gøres plads til i samfundet, så de transseksuelle anerkendes for det køn, de føler sig som.

Det ville være omfattende at ændre hele cpr-systemet og alle danskeres pas. Er det ikke at skyde over målet i forhold til problemets størrelse?

Det kan derimod netop være en administrativ besparelse ved at liberalisere området, så de transseksuelle ikke først skal inden om en klinik. Jeg vil ikke skyde gråspurve med kanoner, men vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kategoriserer mennesker i vores samfund, så der også er plads til mennesker som de transseksuelle. Men før man ændrer på systemet, skal man naturligvis først undersøge, hvor mange der vil gøre brug af det.

Er der ikke en bagatelgrænse for, hvor stort et mindretal skal være, før flertallet skal indrette sig efter det?

Jeg tager udgangspunkt i de tal, som LGBT (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.) fremlægger, og de anslår, at der findes 50.000-100.000 transseksuelle i Danmark. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor mange transseksuelle, der er, fordi vi ikke vil registrere transseksuelle. Før vi sætter omfattende ændringer i værk, skal vi selvfølgelig undersøge, hvor mange det drejer sig om.

Hvis man kønsneutraliserer pas og cpr-numre, risikerer man så ikke at diskriminere andre i samfundet?

Jeg siger ikke, at vi ikke skal registrere folks køn, men jeg tror, at vi på længere sigt vil have digitale systemer, som kan registrere kønnet på en anden måde end ved cpr-nummeret. Men vi skal selvfølgelig kun ændre systemet for også at komme andre problemer til livs end de problemer, som de transseksuelle oplever. Der er jo også andre, der føler sig diskrimineret af deres cpr-nummer, for eksempel på grund af deres alder, når de søger job. Andre lande har cpr-numre, som ikke er kønsopdelte. Jeg siger heller ikke, at vi skal gennemføre det i morgen. På kort sigt kunne en løsning være, frit at lade transseksuelle skifte cpr-nummer og udskifte kønsbetegnelsen i deres pas med et X.

NEJ,
mener Lars-Henrik Schmidt, filosof og forsker ved Aarhus Universitet.

Spørgsmålet er, om vi har god grund til at ændre på det system, vi allerede har, for vi bør ikke lovgive om sager, som er unødvendige. Det er denne sag. Lovgivningen på området er allerede i stand til at håndtere de personer, der måtte have et problem på området. Vi har et samfundssystem, der fungerer. Ud fra et samfundsmæssigt synspunkt kan der ikke vindes noget på at lave det om.

Men i det system føler transseksuelle sig jo ofte diskrimineret, fordi de skal legitimisere sig som et andet køn, end det de føler sig som. Er det ikke urimeligt?

Jeg er jo også diskrimineret ved, at jeg ikke er rødhåret. Jeg anser ikke kønnet for en menneskeret eller noget, der bør lovgives om. Det er en administrativ foranstaltning for at håndtere en befolkningsomsorg fra samfundets side.

Transseksuelle har det ikke ringere end resten af befolkningen. Jeg er for eksempel et hankønsvæsen. Det har ingen spurgt mig om, men blot taget for givet, at jeg er. For samfundet er ikke indrettet på, hvordan du føler dig i forhold til dig selv. Når det overhovedet kan være et problem, er det, fordi vi er begyndt at indrette verden efter folks selvforhold, hvor man synes, det er forfærdeligt, hvis nogen føler, at deres selvforhold er krænket.

Er det ikke forkert at ind­rette samfundet på en måde, der diskriminerer et mindretal?

Det er vi nødt til. Et samfund bliver pr. definition administreret ud fra normaliteten. Lovgivningen tager udgangspunkt i normalitetens vilkår, hvorefter man forsøger at vise hensyn til individer i samfundet, som man af pragmatiske hensyn kommer til at ekskludere.

Men bør flertallet i samfundet ikke vise hensyn til mindretallet?

Jo, men hvor stor skal mængden være, før det er et mindretal? Vi ender jo med at stå i en situation, hvor majoriteten ikke kan foretage sig noget i fælles interesse, fordi det går ud over et mindretal, som i princippet kan være én enkelt person.

Samtidig kan man også spørge, om det ikke er synd for en pædofil, at han ikke kan udleve sin seksuelle præference. Men det vil vi ikke acceptere som samfund. Alle er underlagt loven, og den vil være eksklusiv for nogle. Cpr-registret er jo indrettet pragmatisk.

Men i virkeligheden handler spørgsmålet om, hvorvidt man må bestemme over andre, for eksempel gennem lovgivning i samfundet. Det rækker langt ud over, hvad man som politiker kan score billige point på at markere sin værdipolitik på.

Hvad mister vi som samfund ved at tilgodese de transseksuelle på dette område?

Vi mister ingenting men samtidig kan man sige: Hvad mister jeg ved at låne min kone ud? Folk virker til at være forargede over, at nogen ikke anser deres problem for værdigt til at tage sig af. De føler krav på, at nogen tager sig af det. Men i samfundsmæssig forstand er dette inden for bagatelgrænsen. Det betyder ikke, at det ikke kan være et stort problem for den enkelte, men blot at vi som samfund ikke kan indrette os efter det.