Prøv avisen
Mit nytårsønske

Overlæge: Vi skal ikke have politiet til at gennemtvinge organtransplantation

Hvordan bliver situationen anderledes hvis man som pårørende siger nej, og der er formodet samtykke? Skal man køre den hjernedøde patient væk under de pårørendes protest? Skal man tilkalde politiet? Der kan opstå fuldkommen uacceptable situationer, skriver overlæge Torben Mogensen. Foto: Polfoto

Skal politiet hjælpe ved organtransplantation? Debatten om organtransplantation har i 2016 bevæget sig for meget på det teoretiske plan. Vi skal huske den praktiske virkelighed, når emnet diskuteres, skriver overlæge

Er der en etisk problemstilling, der har haft svært ved at trænge igennem i 2016, og som bør komme på dagsordenen i 2017? Det har vi bedt medlemmerne af vores Etikpanel om at svare på. Denne gang er det overlæge Torben Morgensen, der kommer med sit etiske ønske for det nye år. 

Organdonation er et hyppigt emne i den offentlige debat. Der er i dag mennesker, der dør på ventelisten hvert år. Det er tragisk for hver eneste patient og den afdødes familie. Men problemstillingen rejser en række etiske problemstillinger, og jeg ønsker for 2017 en mere nuanceret debat.

Organdonation er godt. Vi skal som samfund og borgere være taknemlige over for de afdøde, som har afgivet deres organer, og overfor de familier, der har givet accept på de afdødes vegne, hvis personen ikke selv har taget stilling. Vi skal som sundhedsvæsen gøre alt for, at så mange som muligt får muligheden for at blive donor, hvis situationen opstår.

Men det er ikke det samme som, at samfundet kan kræve alle skal være donorer, hvis de ikke aktivt siger nej. Samfundet kan heller ikke kræve, at man skal tage stilling. Vi kan opfordre hinanden, men ikke kræve. Vi er ikke født som samfundets ejendom. At indføre formodet samtykke vil desuden medføre en række problemer.

I dag siger pårørende stor set aldrig nej til donation, hvis afdøde har ønsket at være organdonor. Der er formentlig pårørende, der ikke er glade for beslutningen, men som respekterer deres kæres beslutning. Men hvis der kun arbejdes med formodet samtykke, vil de pårørende oftere stå i en vanskelig situation, hvis donation kommer på tale.

De pårørende kan i dag sige nej. Og gør det. I rapporten fra Center for Organdonation 2015 siger 21% eller 40 pårørende nej til organdonation. Man kan diskutere om det er et højt tal, men jeg synes det ikke. Et stort flertal af pårørende siger ja, trods manglende donorregistrering.

Jeg har selv som læge stået i den situation at skulle tale med pårørende til hjernedøde patienter mange gange. Nogle pårørende sagde ja, og nogle sagde nej. Jeg husker de fleste sagde ja, men min hukommelse er ikke en sandhedskilde.

Hvordan bliver situationen anderledes, hvis man som pårørende siger nej, og der er formodet samtykke? Skal man køre den hjernedøde patient væk under de pårørendes protest? Skal man tilkalde politiet? Der kan opstå fuldkommen uacceptable situationer.

Når pårørende siger nej til donation, er det ikke for sjov. Det er ikke, fordi de ikke tænker på deres medmennesker. Det er fordi de ikke ønsker, at deres pårørende skal afgive organer. De pårørende skal oftest tage beslutningen på meget kort tid og i en meget akut opstået situation. Vi skal derfor have den største respekt for de pårørende uanset hvilken beslutning, der bliver taget.

Vi har gjort meget for at øge antallet af organer til donation. De aktuelle patienter bliver for langt størstedelen indlagt på kun 4 centre i Danmark. Vi har haft utallige kampagner, og vi har haft et Center for Organdonation i mange år.

Der er desværre patienter, der dør på ventelisten til et organ, men at tro, at formodet samtykke vil ændre på det er meget optimistisk. Medmindre man vil fratage de pårørende muligheden for at sige nej. Men jeg nægter at tro, at det er det, man mener. Hvis det er det, man mener, vil der være tilfælde, hvor der bliver behov for politiets assistance til at fjerne de pårørende. Samtidig kan der være risiko for, at færre tager aktivt stilling.

Det er rigtigt, at i lande som Norge og Spanien er der flere donorer. Men er det fordi der er formodet samtykke, eller er der andre årsager? Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, men antallet af donorer i Spanien forekommer temmelig højt. Vi ville slet ikke nå samme antal donorer selvom alle de 40 familier, der i dag siger nej, skulle sige ja.

Der lyder af og til den påstand, at hvis man ikke selv har meldt sig som donor, skal man bagerst på ventelisten, hvis man skulle få behov. Det er en uhyggelig tankegang, fordi det forudsætter, at det er moralsk forkert at sige nej. Jeg vil opfordre alle til at melde sig som donor, men samtidig respektere dem, der siger nej eller undlader. Lad os arbejde for, at endnu flere tager stilling i det kommende år – og for, at vi bevarer respekten for de pårørende.

Torben Mogensen er speciallæge og medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanel.