Normalt kan man møde Else Marie Tolbøll klædt i en lang sort kjole som førsteviolinist i Aalborg Symfoniorkester. Violinen er den samme, men denne lidt blæsende dag i juni er hun klædt som aktivist i et par trekkingtights og vindtæt jakke. At hun som 45-årig skulle blive aktivist med sin violin og bue, havde hun aldrig forestillet sig, men udsigten, til at trafikstøj skal sprede sig over Aalborg og ødelægge hendes foretrukne åndehul ved Limfjorden, har gjort førsteviolinisten til aktivist.
Aftenhimlen er grå, og vinden kommer i kraftige stød fra vest, da hun sammen med kæresten Martin Granum, docent ved Det Jyske Musikkonservatorium, parkerer sin cykel ved Verdens Ende. Er man lokal, ved man, at Verdens Ende er et af de bedste steder at se solen gå ned. Folk kommer her af samme grund året rundt ved solnedgangstid. Ved Verdens Ende i Lindholm får man en følelse af at være ved Vesterhavet, skønt man kun er få kilometer fra storbyens centrum.
Else Marie Tolbøll og Martin Granum har deres instrumenter med: Violin og guitar. Mens de pakker ud, begynder det at ligne en forvokset skovtur. Flere kommer klædt i uldtrøjer og med tæpper under armen. En del har Højskolesangbogen med. Da klokken er 20.15, byder Else Marie Tolbøll velkommen til aftensang. Godt 80 er mødt op. En gråhåret kvinde videofilmer med sin telefon, så seancen kan få et efterliv på Facebook. Vinden er stærk, så Else Marie Tolbøll må næsten råbe aftenens budskab ud:
”Vi står her, fordi vi protesterer mod, at den tredje limfjordsforbindelse vil ødelægge de rekreative områder både syd og nord for fjorden og vil kaste sin sundhedsskadelige støj ind over byen. Sundhedsskadelig støj er faktisk et alvorligt problem. Cirka 800 mennesker dør årligt i Danmark på grund af sundhedsskadelig trafikstøj. Vi er nødt til at vise vores protest.”
Og som det er blevet tradition ved aftensangen, indleder man med at synge ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Erik Bertelsens tekst, der beskriver samspillet mellem egnen, vinden og saltvandet, lyder som en fyndig protest fra den brogede folkeskare, som er fælles om at frygte og forarges over, at trafikstøjen snart vil gå frisk over Limfjordens vande.
En af dem, som står i vestenvinden og synger ”Blæsten går frisk”, er den radikale politiker Jørgen Hein, som er rådmand for ældre- og handicapforvaltningen. Med sin modstand mod Egholmforbindelsen udgør han et absolut mindretal i Aalborg Byråd.
Også i Folketinget er der opbakning til forbindelsen. Nordjyderne er dog delte: 36 procent svarer, at det er en forkert beslutning, 31 procent bakker op, mens 33 procent er i tvivl eller har ingen holdning til spørgsmålet, fremgår det af en ny meningsmåling som Jysk Analyse har lavet for TV 2 Nord.
Forleden vedtog et flertal i Folketinget en infrastrukturplan, som også indeholder en forbindelse over Egholm, som man efter planen vil tage fat på at bygge i 2025, og sker det, vil der blive sat punktum for en årelang diskussion i Nordjylland: Hvad gør man for at aflaste trængslen i Limfjordstunnellen?
Men mens nogle ser gravkøer og anlægsmaskinerne i horisonten, ser advokat Louise Faber en sag, som langtfra er afsluttet. Hun er på 10. år formand for ”Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen”. Til TV 2 Nord sagde hun efter vedtagelsen af infrastrukturplanen, at én ting er et trafikforlig, noget andet er den juridiske proces og den anlægslov, som skal til, for at byggeriet kan blive realiseret.
Som en del af den juridiske proces sendte Vejdirektoratet i februar en rapport til høring: Vurdering af Virkninger på Miljø (VVM) for Egholmlinjen. Det samme gjorde Vejdirektoratet for 10 år siden, og den gang kom der 1500 indsigelser mod rapporten. Da fristen for at komme med indsigelser mod den nye VVM udløb i april, var der kommet 7500 indsigelser.
Få har læst Vejdirektoratets rapport så grundigt som Henrik Sakstrup. Den 63-årige pensionerede pilot vil næppe selv kunne høre støjen fra en forbindelse over Egholm i haven ved huset i Nørresundby, men han er rystet over, at udsigten til fremtidige støjgener ikke vægtes højere i debatten om en tredje forbindelse over Limfjorden. Den seneste VVM-redegørelse, som vurderer et byggeprojekts virkning på miljøet, ser han som et slags skønmaleri af de kommende støjgener.
Sammen med andre repræsentanter for ”Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen” har Sakstrup derfor haft foretræde for flere af Folketingets udvalg. På plancher har han vist, hvordan Vejdirektoratets støjberegninger bliver udfordret af vestenvinden ved Limfjorden, og i sidste uge var han på Egholm, hvor han drøftede sagen med transportminister Benny Engelbrecht (S).
Statistik fra egnens vindmøller gennem de seneste årtier viser, at vinden 64 procent af tiden kommer fra vest, og når den gør det, vil støjen fra forbindelsen blæse ind over Aalborg og Nørresundby og på den måde påvirke i hvert fald 26.000 borgere med støj på et sundhedsskadeligt niveau.
Hvis det, som er vedtaget i den nye infrastrukturplan, bliver omsat til motorvej og bropiller over Limfjorden, vil der i mange haver være et støjniveau på 58 decibel, som er den grænse, danske myndigheder anvender, mens WHO’s anbefalinger er en grænse på 53 decibel.
Henrik Sakstrup har engageret sig i kampen mod støjen og miljøgenerne for sine børn og børnebørns skyld. Kortlægningen af støjgenerne ved Silkeborgmotorvejen har fået ham til at appellere til beslutningstagere om at se anderledes på støjen.
Vejdirektoratet ser på støj som et vægtet gennemsnit over et døgn beregnet for et helt år, men Henrik Sakstrup mener, man bør skildre støjen, som den vil opleves en eftermiddag i myldretiden.
Han viser et kort, hvor Vejdirektoratet har beregnet støjgenerne ved Silkeborgmotorvejen. Her fremgår det, at støjen er 51 decibel, men en aktuel støjmåling viser, at støjen om eftermiddagen i myldretiden er 83 decibel. Henrik Sakstrup siger:
”I forbindelse med debatten om en ny forbindelse over Limfjorden har vi brug for at vide, hvordan støjen vil være en almindelig hverdag og ikke i et gennemsnit af døgnets timer. Så længe man fra Vejdirektoratets side alene ser på gennemsnitstal, anlægger man støjproblemer, som man efterfølgende kun kan forsøge at dæmme op for med dyre lappeløsninger.”
Og med tanke på sine børn og børnebørn siger han:
”Når man anlægger veje, ved man, at trafikken stiger år for år, indtil strækningen når vejens maksimale kapacitet. Inden man anlægger, laver man støjberegninger, men man laver ikke fremskrivninger, som viser, hvordan støjen vil stige i fremtiden. Myndighederne ved med sikkerhed, at støjen bliver værre end den støj man planlægger efter, men det er ikke noget, man informerer om, og det finder jeg uansvarligt.”
Ude ved Verdens Ende er turen kommet til protestsangen ”Aalborg er skide grøn”. Martin Granum har skrevet både melodi og tekst til sangen om vestenvind og trafikstøj. Han spiller for på sin guitar, mens det brogede folkekor synger:
”Bli’r larmen fra bilerne mon høj?
Bli’r Hasseris pakket ind i støj?”
Efter 20 minutter siger Else Marie Tolbøll tak for i aften. Det her var den sidste aftensang på denne side af sommerferien, men selv vender hun tilbage til Verdens Ende i morgen tidlig på morgenens løbetur.
Nok er hun nybegynder som aktivist, men hun kan mærke, at sangen forener de fremmødte og kan se af reaktionerne fra de sociale medier, at protestsangen er nået langt ud. Hun har svært ved at tro på, at beslutningstagerne vil lade stedet, hvor fjordvandet klukker mod stenene, og nattergalen slår sine triller, blive et epicenter for fremtidig motorvejsstøj.
Else Marie Tolbøll vil fortsætte protesten, og bliver planerne en realitet, har hun besluttet sig for at flytte.